Torsdag d. 9. april kulminerer et års skolearbejde og ideplanlægning, hvor udvalgte elever fra landets 8.-10. klasser bliver prøvet i deres entreprenante evner og ideudvikling. DM i Entreprenørskab for grundskolen bliver afholdt i Odense Rådhus’ festsal. Få et smugkig på de 20 nominerede teams til årets NextLevel samt, hvad de har fået ud af at være med, her:
NextLevel konkurrencen er et led i et entrepreneurielt projektforløb, som eleverne har deltaget i. Her har de fået lov til at arbejde med processen, der går fra ide til handling, hvor de har haft mulighed for at udvikle deres egen ide indenfor et af de fire emner:
- Bevægelse
- Sprog og Kultur
- Velfærd og Samfund
- Viden og Verden.
Læs mere om NextLevel som undervisningsprogram her.
Se de nominerede her
Bevægelse
Velotica
Lucas Beck Lauritzen, Julius Dalsgaard Bertelsen, Anton Dalsgaard Bertelsen, Lasse Ribo Skov, Nicolai Lindberg Pedersen, Lucas Klüwer og Alexander Khong Aphai Hansen er fra Sct. Hans Skole, vil bringe offentlig transport op i nye højder. For med sporvogne der kører på grøn energi ovenover gader og biler, vil de skabe mere plads på vejene, øge brugen af offentlig transport samt formindske forurening på vejene.
”Vi har lært, hvordan man i en større gruppe organiserer og uddelegerer sig over forskellige opgaver, så det ikke kun fremhæver vores individuelle færdigheder, men også resultere i det bedste mulige produkt. Alt dette er meget brugbart til fremtidig gruppearbejde og forhåbentlig kan vi blive endnu bedre, hvis vi går videre,” fortæller gruppen bag ’Velotica’.
Move45
14-årige Caroline Price Jensen, Lærke Vium Magni, Sarah Kanstrup Burgwald og Ida Hyrup Andersen fra Kirkebakkeskolen, danner tilsammen team Move45. Roden til deres ide fandt de i savnet på de 45 minutters bevægelse i undervisningen, som den nye skolereform kræver. Mangel på tid eller kreativitet skal ifølge pigerne ikke sætte en stopper for inddragelse af de 45 minutters bevægelse i undervisningen. De har derfor udviklet en hjemmeside, der indeholder øvelser og lege til de forskellige klassetrin og fag. Hjemmesiden har formålet at give lærerne overskud i hverdagen samt gøre det nemmere for dem at finde øvelser og lege til bevægelse i undervisningen.
”Vi har lært, at det også er vigtigt, at man er kreativ og åben overfor andres idéer. Vi gik ind for, at man i stedet for sagde: ’Nej, det synes jeg ikke lyder som en god ide’, sagde: ’Ja’ og her skulle den næste person så prøve at udvikle ideen,” fortæller team ’Move45’
Ajefa
Emma Thomsen, Johanne Madsen, Adam Moesgaard, Frederikke Kaibinger og Anna Madsen er alle elever fra Søhusskolen. Deres projekt ’The Blind Rollercoaster’ er en rutsjebane til synshæmmede børn, der via dens forskellige komponenter skal stimulere børnenes andre sanser.
”Det har overrasket os, hvor mange ting man skal tage hensyn til og tænke over, både før og under sådan et projekt. Vi blev også meget overrasket over alle de ressourcer og hvor meget tid sådan et projekt kræver,” fortæller Ajefa teamet.
Posebold
Clara Nordborg Nielsen, Rebecca Winterskov, Natasja Marita Bjørnvad Dahl og Petra Jensen fra Vesterdal Efterskole har tilsammen udviklet et redskab til idrætslærere og trænere, der har formålet at fremme gruppedynamikken hos spillerne. For udover at være et inkluderende boldspild, der giver spillerne en bedre forståelse for boldhåndtering samt taktiske fornemmelse, så er ’Posebold’ også med til styrke spillernes sammenarbejde og sammenhold.
”Som gruppe har vi lært at supplere hinanden på bedst mulig vis, og udnyttet vores forskellige kompetencer. Vi har lært, at det i en gruppe er vigtigt at vise overskud og have tillid til hinandens evner, da ens meninger og ideer hyppigst fungerer bedst i samspil med andres,” fortæller pigerne bag ’Posebold’.
Keep Warm
Alexander Nymark, Hugo Nørskov Falk Andersen, Oliver Adam Fløe og Samuel Mihai Sloth Rasmussen fra Kirkebakkeskolen er fra Kirkebakkeskolen. Deres ide vil gøre op med en hverdags gene, man som cyklist kender alt for godt til. Med varme i cykelstyr og sæde, vil cyklister kunne gå kolde dage i møde, uden at trække en mine.
”Ift. arbejdsprocessen, har vi lært at man ikke bare kan læne sig tilbage og tro, at det hele nok skal gå. Men projektet er noget der hele tiden skal arbejdes på,” fortæller team ’Keep Warm’.
Sprog og kultur
Kommunikation med andre lande: NUBBY – New Best Buddy
Anne Engberg, Laura Cecilie Jørgensen, Line Vammen Ottesen og Pia Charlotte Schroeder er alle fra Ingstrup Efterskole, og med sig bringer de app’en, Nubby. Den fungerer som et chatforum, hvor mennesker f.eks. med fælles interesser kan mødes på tværs af landegrænser og kulturer.
”Det sjoveste ved at deltage i konkurrencen indtil videre er, at det er en anderledes skolegang. Man bliver motiveret, fordi det er en konkurrence. Det er sjovt, da man pludselig skal til at tænke i nye baner og selv ’opfinde’ nye ting,” siger pigerne bag ’NUBBY’.
TIK – Trivsel I Klassen
Bag ’TIK’ finder vi Sara Rosa Köhler Levin, Katrine Witt Tønnesen og Kathrine Melchior Olsen fra Vesterdal Efterskole. TIK er en trivselsaktivitet rettet mod elever fra 5.-6. Klasse og består blandt andet af sociale lege og bearbejdelse af dilemmaer. Udarbejdet som et undervisningsmateriale skal ’TIK’ hjælpe med at fremme trivsel i klassen.
”NextLevel giver os muligheden for at benytte det vi har lært i PRO og muligheden for at få et fysisk produkt i hænderne. Den har også motiveret os til at tage kontakt til diverse eksterne partnere, hvilket både har været sjovt og lærerigt,” fortæller Sara, Katrine og Kathrine.
MSB
MBS-gruppen kommer fra Kirkebakkeskolen, og består af 14-årige Miriam Pedersen, Sofie Toft og Benedikte Koudal. ’MBS’ ide er bygget på pigernes mål om at fremme erhvervslivet, bymiljøet samt skabe viden til andre kulturer. Dette ser de tre piger skal ske gennem gengivelse af forskellige landområder og dets kultur, i det danske bymiljø. Her kan der f.eks. bygges en gade med et bestemt lands kulturelle kendetegn samt berømte attraktioner.
”Vi synes, at det har været et spændende forløb, og en oplevelse at arbejde med innovation. Det er et rart selvtillids boost, at nogle tror på ens ide som man har lagt så meget energi, tanker og arbejde i. Vi håber, at man i fremtiden vil gøre flere skoler opmærksomme på denne slags innovationskonkurrencer, både for deres egen oplevelses skyld, men også fordi samfundet godt kunne få et par gode innovative folk, som måske kan gøre en forskel med netop deres ide,” siger Miriam, Sofie og Benedikte.
The World Wide Chat
Teamet ’The Googlers’, består af Julie Guld Christensen, Johanne Astrup Christiansen, Ellen Sejer Pedersen og Marie-Louise Lykke Nielsen fra Kirkebakkeskolen. Deres ide tager form af en global chathjemmeside, der skal træne og styrke elevers mundtlige og skriftlige fremmedsprog evner, igennem interaktion med andre med samme sproglig interesse – hvad enten dette sker via videochat eller at skrive sammen.
”Noget af det sjoveste ved at deltage i konkurrencen er, at man får lov til at tage på messer og præsentere vores ide. Det er rart at se, hvad alt det man har arbejdet med er blevet til. Jeg har lært at arbejde mere innovativt samt, hvordan man kan komme videre med et projekt. F.eks. ved at kontakte andre og snakke med professionelle folk, der ved, hvad der skal til,” siger Marie-Louise fra team ‘The Googlers’.
TILGANG
Ane Palmelund, Julie Sjøholm, Luisa Dominguez Rey og Bella Delamotte fra Vesterdal Efterskole, står bag ’TILGANG’. ’TILGANG’ er en kunstudstilling, der har formålet at sætte menneskers kreative tanker i gang, ved at åbne op for nye perspektiver i deres hverdag. Den tager form af en sekskantet boks, der er udstyret med forskellige kighuller, der f.eks. er lavet af kalejdiskop, plexi-, forstørrelsesglas, eller et udkigshul der fokuserer på en bestemt ting. Ved at træde ind i boksen vil man derved kunne se byen i forskellige perspektiver.
”Projektprocessen har lært os, hvor vigtigt det er, at alle i en gruppe føler sig som en del af gruppen, og at alle er fuldt ud orienteret om, hvor langt vi er, hvor vi skal hen osv. Samtidig har vi oplevet, hvor langt man kan nå, hvis man bare tror på sit projekt og er motiveret,” fortæller teamet bag ’TILGANG’.
Velfærd og samfund
HashtagPolitik
Alexander Trendholm, Silas Moody Jackobsen og Nanna Cronwald Kronborg fra Ingstrup Efterskole, vil gøre politik mere spændende, letter tilgængelig og nemt at forstå for unge mennesker. Derfor har de valgt at lave en hjemmeside, hvor alt det der er vigtigt for at kunne forstå dansk politik er samlet.
”Det sjoveste har helt klart været at have muligheden for at føre sine egne ideer ud i livet. Man starter på ideniveau og er med i hele udviklingsforløbet og ser sit eget produkt tage form. Derudover har det været super spændende at gå i dybden med et emne, som man brænder 100% for. Vi blev meget overrasket over, hvor meget vores projekt kom til at fylde i vores hverdag på en positiv måde. Ideer blev hele tiden udvekslet, og hver fritime blev brugt på at videreudvikling af projektet,” fortæller teamet bag ’Hashtagpolitik’.
ScanShopping
I ’ScanShopping’ gruppen finder vi Emil Bjørklund, Erik D. Hansen, Niklas Nielsen og Jacob Bjørklund fra Nordborg Slots Efterskole. De vil gøre hverdagen nemmer for forbrugeren, med et enkelt fingeraftryk. Ideen ved ’ScanShopping’ er nemlig, at forbrugeren både kan identificere sig og betale via hans eller hendes fingeraftryk.
”Vi har lært, at innovation er svær, og at det kræver god tid og forberedelse, for at komme frem til noget brugbart,” siger teamet bag ’ScanShopping’.
Be QReative
Naja Marie Sabra, Marius Julert, Emma Strøm Jeppesen og Rie Thorsen fra Vesterdal Efterskole, vil gennem ’Be QReative’ stimulere den kreative tankegang. Ideen er bygget på QR-koder, der vil blive placeret steder, hvor forbrugerne har overskydende tid til tips, der vil stimulere deres kreative tankegang.
”Vi har lært at bruge nye midler til at komme videre, når vi er låst fast i et projekt, og hvordan man skal blive ved med at tro på sit projekt,” fortæller ’Be QReative’ teamet.
RÅSTOF
Mette Aaskov, Agnes Stærke, Ida Andersen og Anna Kildetoft kommer fra Vesterdal Efterskole, har i sinde at gøre Danmark bedre og mere effektiv når det kommer til sortering af affald. Ideen er, at 5 råstofidentificerende farvemærkater, placeret på alle emballage i de danske supermarkeder skal kategorisere affaldet for forbrugeren og derved gøre det nemmere for forbrugerne at sortere deres affald.
”Vi har rykket os meget som gruppe, og blevet markant bedre til at udnytte og styrke hinandens kompetencer. Vi har virkelig fundet ud af, hvordan vores gruppe arbejder bedst sammen. Grænser er blevet rykket, og vi har alle været med til at gribe telefonen,” fortæller teamet bag ’RÅSTOF’.
Lokapp
Frida Viby Boas, Julie Andersen og Johan Lund Bramming er alle tre elever fra Vesterdal Efterskole og står bag ’Lokapp’. Formålet bag app’en er at gøre lokalpolitik og de mange muligheder for borgerindflydelse og deltagelse mere tilgængelige og tydelige i bybilledet. Dette gøres gennem forskellige QR-koder, der vil være placeret rundt omkring i kommunen, hvor det er relevant. Forbrugeren vil ved at scanne disse QR-koder blandt andet kunne få informationer omkring en vedtaget beslutning, bidrage med gode ideer eller meninger.
”Vi har lært meget om ideudvikling og design gennem de mange processer, som vi har været igennem. Vi er blevet meget klogere på, hvordan man planlægger og gennemfører sådan et projekt ved at være i det,” siger gruppen bag ’Lokapp’.
Viden og verden
Car Pillow
Nanna Regine Kehlet og Christoffer Minor Brødsgaard fra Nordborg Slots Efterskole, vil med deres ide øge komforten under rejsen – hvad enten man er medpassager i bil, bus, fly eller tog. For med en pude der holder sig selv op via indbyggede elastikbånd, der fastgøres til sugekopper på vinduet, skal forbrugeren ikke længere bekymre sig om selv at holde puden oppe eller falde ned i det irriterende hul mellem nakkestøtten og vinduet.
”Vi har lært, hvor vigtigt det er at være skarpe i vores pitch, og at man giver køberen et godt førstehåndsindtryk. Derudover har vi lært omkring præsentationsteknik og om, hvordan man præsentere bedst muligt. Det sjoveste ved konkurrencen er, at vi har fået muligheden, tiden og ressourcerne til at kunne udarbejde vores projekt, med målet om at realisere det. Det har været fedt at møde en masse eksperter med viden indenfor produktudvikling og innovation, og få respons på vores projekt,” siger team ’Car Pillow’.
Kloakenergi – Watt+
I jagten på en ny vedvarende energikilde, tager Mikkel Bøgstrup, Simon Krogh, Kristian Munk og Rossan Gopalavadivel, os en tur under overfladen med deres ide. For ifølge de 4 drenge fra Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden, findes denne nemlig i de danske kloaker. De mener, at man ved en kombination af turbiner i nogle af de største kloaker i Danmark, vil kunne skabe en ny form for vandenergi, der er miljøvenligt.
”Det er ekstremt spændende at arbejde med forskellige problemstillinger. Det sjove er jo, at jeg kan bruge den innovative tankegang i min hverdag. På den innovative linje har jeg udviklet mig meget, i den forstand, at jeg tør stille mig op foran andre og levere en præsentation, der sparker røv. Så det er rigtig spændende at være med i NextLevel,” fortæller Mikkel fra team ’Watt+’.
B.I.B – Bed In a Box
William Andrews, Emilie Glintborg Foged og Tine Rubæk er alle fra Vesterdal Efterskole og står bag ’B.I.B’. ’B.I.B’ er en multifunktionel nødhjælpskasse, der samtidig med at skulle transportere nødrationer til katastroferamte ofre, også fungerer som en seng samt opbevaringssted for de katastroferamtes ejendele.
”Det mest lærerige ved det her er, at man finder løsninger lige meget, hvor umuligt, det kan se ud. Vi har lært at samarbejde bedst muligt samt at kompromis ofte vil føre til det bedste resultat,” siger team ’B.I.B’
BRUS
Jakob Meier Petersen, Rasmus Kruse Madsen, Frederik Hagn-Meincke og Emil Mark H. Knudsen fra Vesterdal Efterskole kommer med et alternativt til privat fremstilling af danskvand uden brug af danskvandsmaskiner såsom Sodastream. ’BRUS’ er nemlig en danskvandstablet, der vil forvandle et glas almindeligt vand til danskvand.
”Gennem projektet har vi også lært, hvilke handlinger der skal til for at gå fra idegenerering til konceptudvikling og realisering,” fortæller team ’BRUS’.
TIC-TAC-TRAIN
Jakob Mortensen, Lulu Witzel, Andrea Rasborg og Niels Jyrkinewsky fra Vesterdal Efterskole, vil gøre hverdagens ventetid sjovere, kortere samt få folk til at kigge hinanden mere i øjne. Dette skal ske gennem spil og interaktioner med andre ventende. Via. spejle placeret på hver side af fodgængerfeltet eller perronen, vil den ventende f.eks. kunne spille ’kryds-og-bolle’ med modestanderen på den anden side.
”Vi har lært, at det er svært at starte noget helt nyt op. Men samtidig har vi rent faktisk også lært at starte noget op helt fra bunden, og hvordan man arbejde med det helt til sidste ende,” fortæller team ’TIC-TAC-TRAIN’.