Interview: Sarita CareTech

Interviewet, du skal til at læse, er et samarbejde mellem Xenia Jensen, blogredaktør, nikolaj kjær nielsen, stifter af Sarita CareTech, og Daniel Dulwich, PR-ansvarlig for Sarita Caretech.


Sarita CareTech er en opstartsvirksomhed, der har udviklet en intelligent halskæde , som kan alarmere pårørende, hvis en ældre falder, er forsvundet eller bare har brug for en hjælpende hånd. Halskæden kan automatisk måle et fald og alarmere en liste af pårørende. Sarita faldalarmen arbejder sammen med Sarita Lighthouse, som er et konfigurationspanel, hvor man nemt og over nettet kan konfigurere sin Sarita, opsætte sin liste af pårørende, se brugerens placering, samt opsætte et geo-fence (en sikkerhedszone).

Sarita CareTech faldalarm

Sarita CareTech faldalarm

Sarita CareTech er en lille virksomhed med en masse energi, og selvom vi ikke har så meget erfaring, har vi den nyeste viden fra vores uddannelser og mulighed for at være fleksible, og konstant tilpasse os til brugernes behov. Vi har desuden udviklet vores faldalarm til at indeholde en GPS-modtager, der kører over telefonnettet og derfor ikke er afhængig af internetadgang.”

Det at have egen virksomhed, er nok som at være nyforelsket – alt er spændende, skræmmende og lidt afhængighedsskabende. Det er et stort arbejde, man arbejder mange timer, skal sætte sig ind i mange folks positioner, situationer, tanker og alles forskellige måder at se tingene på. Det kan være meget hårdt, men samtidig til at overkomme, da man lever i det og ser ens forelskelse vokse, blive mere stabil og klare sig på egen hånd. Man lever helt sikkert i et fiktivt univers, som inspirerer en til at tro, at alt er muligt, og alt ER muligt. Dog skal man have tungen lige i munden, da det at skabe det umulige kræver rigtig meget tid. Og tiden er den begrænsende faktor, som man hele tiden skal være opmærksom på. Hvis fokus ryger, så ryger tiden, og ryger tiden, så ryger målet.

I Sarita CareTechs opstart var der ikke mange tanker omkring, hvordan en forretning skulle drives, og hvad en forretning overhovedet er. Tanken var, at en virksomhed naturligvis er baseret på sund fornuft og logik, så derfor kunne det da ikke være så svært at starte en.

Alle ting i universet har det med at være mere komplicerede, end først antaget.
Dengang var fokus bare på at udvikle noget spændende hardware og software, som måske kunne gøre en forskel for brugeren. Der var ikke mange tanker om, hvordan man kunne tjene penge på sådan en løsning, blot at lave noget der kunne give en reel værdi for brugeren. For hvis man kan lave en reel værdi, så burde brugeren også kunne afgive en værdi tilbage for produktet og dermed bingo, man har en forretning!

De to Sarita CareTech faldalarms designs

De to Sarita CareTech faldalarmdesigns

Til spørgsmålet, om de har haft udfordringer på deres vej, svarer de:
Forestil dig at vågne i en tåget skov, hvor du ikke kan se længere end en halv meter, og dit mål er at finde et slot lavet af guld et eller andet sted, og du er ikke engang sikker på, at du er i den rigtige skov. Hvad gør man? Man går fremad! Går man ind i noget, falder, går i cirkler, så ryster man det af sig, bliver en lille smule klogere og ryster det af sig og fortsætter. For at gøre det helt klart: Vi har på ingen måde fundet det gyldne slot endnu, dog er tågen begyndt at brænde lidt væk, og man kan se længere og dermed bedre forudsige, hvad der kommer på ens vej.”

Sarita CareTech mener, at penge og arbejdskraft er de to største udfordringer, der skal overkommes, når man er en opstartsvirksomhed. Pengene er til for at kunne betale for de fysiske ting, man skal bruge, arbejdskraft er for at kunne bygge noget værdi for de fysiske ting, du har købt.

“Til at starte med er penge egentlig ikke så svære at finde. Der er en del legater og fonde, der støtter iværksættere med små beløb (f.eks. Fonden for Entreprenørskab), hvis ideen er godt formuleret og har nogle fornuftige perspektiver. Disse skal selvfølgelig være klarlagte, før man søger – det kræver, at man bruger en måneds tid på at sætte sig godt ind i det marked, man ønsker at adressere, hvilke “stakeholders” der er, og hvordan de agerer i vores verden. Men hvis man holder hovedet koldt, kan man relativt hurtigt finde frem til disse. Arbejdskraft er en helt anden og meget mere besværlig ting, især hvis man ikke kan betale for den. Så har man reelt kun to muligheder: At love folk, at man vil betale for dem, når man nu engang får lavet noget omsætning, eller at give folk noget ejerskab i virksomheden. Den sidstnævnte løsning skal man være meget forsigtig med, da det er den mest værdifulde ressource, man har, og give den fra sig i et tidligt stadie er en smule farligt, da folk ændrer sig med tiden. Derfor er gode kontrakter, der sikrer, at man kan skubbe folk ud, hvis de ikke performer ordentligt, et must.”

Sarita CareTech var kun i det tidlige arbejde med deres prototyper, og de havde brug for at skabe proof of concept. Derfor søgte de om at modtage et Mikrolegat. Da de fik mikrolegatet, fik de muligheden for at teste deres produkt på et plejehjem og på den måde validere dets funktioner.

Holdet, der i dag driver Sarita CareTech, siger følgende om at finde det rigtige hold:
“En af de mest fascinerende egenskaber ved mennesker er, at folk vil det, andre folk også vil. Succes tiltrækker folk. Dermed opnår man en kritisk masse, som for os var fem mand, så kommer andre til næsten af sig selv! Især folk, der søger eventyr, og hvis en iværksættervirksomhed ikke er et eventyr, så er det ikke en rigtig iværksættervirksomhed. Efter at vi var to mand i to år, tre mand i et halvt år derefter, endnu et halvt år derefter med fem mand, og nu 10 blot fire måneder efter. Åbenbart gælder Moores lov ikke kun transistorer, men også mennesker – hvis man gør noget rigtigt! Det vigtigste, vi har lært, er at være ydmyge – man er intet uden de mennesker, der støtter en!”

Sarita CareTech giver deres bud på gode bøger, som også har
hjulpet dem, til nye iværksættere:

* Elon Musk: Tesla, SpaceX, and the Quest for a Fantastic Future
* Einstein: His Life and Universe
* Alan Turing: The Enigma
* Nikola Tesla: Imagination and the Man That Invented the 20th Century
* The Lean Startup: How Today's Entrepreneurs Use Continuous
Innovation to Create Radically Successful Businesses
* Fergus O'Connell - What You Need to Know about Project Management
* Bruce R. Barringer - Preparing Effective Business Plans

 

Gruppebillede af personerne bag Sarita CareTech

Gruppebillede af personerne bag Sarita CareTech


Fremtiden for Sarita CareTech, handler i høj grad om at få produktet klar til markedet og de søsætter snart deres Kickstarter-kampagne. De er i konstant vækst og får løbende input fra nye medarbejdere og praktikanter, der også ser vigtigheden af Sarita.

Deres vision for fremtiden er at have en virksomhed, der er tilpasset markedet og som bringer en ny fleksibilitet til industrien med service, design og udvikling som drivkraften – ældrepleje, der er baseret på intuitive brugerløsninger, hvor de tilpasser sig mennesket, ikke omvendt. De ønsker en fremtid, hvor en Sarita om halsen er et tegn på omsorg og frihed.

Iværksætteri har aldrig været målet, men blev vejen til målet. Grundlæggende var det blot viljen til at lave en løsning, der er bedre end de allerede tilgængelige, der satte skub i iværksætteriet.

For at gøre ens egen løsning tilgængelig for folket, bliver man dermed nødt til at være en iværksætter. Den danske beskrivelse af en iværksætter er meget fascinerende. Det er en person, der “sætter noget i værk”, og det sætter dermed også nogle krav. Hvis man udvikler et koncept og direkte sælger det videre til en virksomhed eller en tredjepart, så ser vi det ikke som reelt at sætte noget i værk. For at gøre en konkret forskel bliver en iværksætter nødt til at stræbe efter at få sit produkt/service ud til masserne på sin helt egen måde, udfordre status quo, bryde normerne og reglerne, og dermed sætte noget i værk, som ændrer verden for altid.”

Spørgsmålet, om de ikke bare skal gøre, hvad andre i branchen gør, gav dem lysten til at være iværksættere, fordi her havde de muligheden for lige præcis ikke at gøre, som de andre gør!

En hyggelig samtale omkring hverdagen og Sarita faldalarmen

En hyggelig samtale omkring hverdagen og Sarita faldalarmen

Mere om holdet bag Sarita CareTech, iværksætterundervisning og deres bofællesskab

Nikolaj Kjær Nielsen er stifter og uddannet elektronikingeniør, og Nicolai Kildegaard er kompagnon og uddannet IKT-ingeniør. Rasmine er office manager. Daniel Dulwich er PR- og salgsansvarlig og Denés Domenik er Chief Marketing Officer. De læser begge innovation og entrepreneurship.

Stifterne af Saritas fik ingen iværksætterundervisning på ingeniørskolerne. Men nu er det en del af pensum på ingeniørskolen. En del af den viden, de skulle bruge, kom fra litteratur og sparring med fagfolk. På sin kandidat fik Nikolaj noget undervisning inden for faget.

Det kan klart anbefales, da det hjælper meget med at strukturere en vandren gennem tågen. Dog er det vigtigt at pointere, at der ingen konkret opskrift er for succes, ingen garantier. Det eneste, man kan være sikker på, er, at tiden løber fra en på et tidspunkt – så gi’ den gas, så længe du kan!” siger Nikolaj.

Sarita CareTech har valgt at flytte ind og arbejde sammen i et hus i Aarhus. Med mange mennesker, der lever og arbejder sammen, er der altid liv i deres åbne kontorlandskab. I den ene ende af rummet sidder Nikolaj med små dele af hardware-designet spredt ud over sit bord, mens loddekolben står klar til brug. Ved det ene af de store fællesborde sidder Nicolai med sine programmørpraktikanter, alle med store eksterne skærme og høretelefoner på, begravet i koder. Ved et andet bord sidder Daniel og Denés og et par af de frivillige medarbejdere og arbejder på den næste marketingkampagne.

En masse gode råd fra holdet bag Sarita CareTech
Hvis du har det godt med følgende punkter, så er du good to go 🙂
*   Villig til at bruge 3-5 år af dit liv fuld tid på idéen
*   Indser, at du ikke er supermand og kan det hele
*   Ydmyg og respektfuld over for folk omkring dig
*   Villig til at skulle bryde dine indre barrierer
*   Behandle folk omkring dig, som du selv vil behandles
Ellers bare gi’ den gas!
“You can’t climb the ladder of success with your hands in the pocket!” – Arnold S.

“Skriv en god ansøgning, vær ikke doven, spring ikke over hvor gærdet er lavest.
Ingen gider at hjælpe nogen, der ikke er seriøse om den hjælp, de beder om.”

Et lille ønske fra Sarita CareTech til Youngtrepreneurs læsere
Vores Sarita faldalarms-halskæde er nu ved at være klar til forsalg. Derfor lancerer vi vores Kickstarter-kampagne. På vores kampagneside kan du skrive dig op på en liste, så bliver du den første, der kan få de bedste tilbud, når vi lancerer på kickstarter. Klik her!
Vi håber meget, at du har lyst til at støtte os – du kan hjælpe sagen med dit sociale netværk. Det kan gøres ved at tilmelde dig vores Thunderclap her.
Sammen kan vi skabe en bedre hverdag for vores ældre! På forhånd tusind tak for hjælpen.”

 

I kan læse meget mere om sarita caretech HER

Hvis du blev inspireret, så husk at dele blogindlægget, så andre kan blive lige så inspirerede. Hvem ved, måske kan din deling være starten på en andens iværksætterprojekt.

Tak, fordi du læste med!
Vi ses næste tirsdag – #youngtrepreneur / #youngtrepreneurtirsdag

 

 

DM i Entreprenørskab – at vokse med opgaven

Industriens Hus i København summede onsdag d. 15. april af innovation og entreprenørskab. Her blev der nemlig afholdt DM i Entreprenørskab for udvalgte elever fra landets ungdomsuddannelser også kaldet Company Program. Kvalificeret via regionale mesterskaber stod 42 teams fra landets ungdomsuddannelser klar til at dyste til DM, hvor den bedste blandt de bedste skulle findes.

Stemning002

En lang dag lå forud for eleverne, men med koordinerede teamoutfits, veløvet pitchtale og scenepræsentation var der intet, der kunne vælte eleverne omkuld. Med dette in mente, kunne man dog stadig ane en vis nervøsitet og spænding blandt eleverne, men heller ikke dette skulle sætte en stopper for deres humør eller fejring af dagen.

Dialog_12

”Man er jo lidt nervøs, når man står her til DM. Men vi er blevet enige om, at når nu det er den sidste konkurrence, skal vi bare nyde det og fejre, at vi er kommet så langt,” fortæller Line Bach fra team ’SWAPP’.

 

Grænseoverskridende og lærerigt

Processen har været meget grænseoverskridende, men man har lært meget af det. Det er f.eks. det her med at skulle præsentere sin ide på scenen foran flere hundrede mennesker, det er ikke noget vi har været vant til før konkurrencen,” siger Niman Jakobsen fra team ’Smoothizer’.

Scenepr+ªsentationer_15

Hårdt arbejde og stort engagement er blandt nogle af de ingredienser, der skulle til for at få at kvalificere sig til årets DM i Entreprenørskab. Selvom vejen mod og arbejdsprocessen op til DM har været hård, har den for de adspurgte elever også været meget lærerig.

”Processen op til konkurrencen har været hård, og vi har fået øjnene op for iværksætteri. Man fandt hurtigt ud af, at man ikke bare kan sætte sig ned og sige ’nu er jeg iværksætter’. Det kræver virkeligt hårdt arbejde. Men det har også været en rigtig fed proces. For man lærer virkelig meget både personligt og fagligt. Personligt har vi lært, at gåpåmod, viljestyrke og vedholdenhed er vejen frem. Ved det faglige, har vi f.eks. lært om, hvilke markeds- og konkurrencestrategier der er samt brugen af disse i praksis,” fortæller Line fra ’SWAPP’

Dialog_15

Under arbejdsprocessen op til DM er det ikke kun ideer, der har udviklet sig, men mange af eleverne har også kunnet mærke en udvikling, der ikke kun har holdt sig på det faglige plan, men også spredt sig til det personlige plan.

 

Nu handler det bare om at komme hjem og i gang!

For mange af eleverne var der ingen tvivl om, at det egentlig bare handlede om at få produktet ud på markedet og deres projekt realiseret. Netop denne proces er grupperne ’Kitchen Devices’, ’MineMedlemskort’ og ’Unica’ i fuld gang med. For at realisere deres projekt har de 3 grupper modtaget en økonomisk hjælpende hånd i form af Nordea Iværksætterlegat.

Nordea ved nemlig, at selvom man kan komme meget langt med en brand god ide, så er vejen frem mod realiseringen ofte økonomisk lang og kostbar. Derfor vil de via deres iværksætterlegater give et økonomisk skub til udvikling af gode og bæredygtige idéer, og dermed sætte gang i drømmen om at blive iværksætter.

Og i gang er de 3 grupper i hvert fald kommet:

”Selve projektprocessen har været virkelig ’nice’, for der er sket så mange ting. Vi har f.eks. en kunde til vores produkt, og så har vi også fundet nogle, der også gerne vil producere det. Så legatet vi har modtaget skal bruges til at få produktionen i gang og få det ud på markedet,” fortæller Malou Mullen fra team ’Kitchen Devices’

Nordea legat samlet

”Vores næste skridt er at få tilrettelagt og komme videre med produktudviklingen. Man kan sige at vores projekt er på vej mod realisering, men den mangler stadig et par vigtige detaljer, og det skal Nordea Iværksætterlegatet hjælpe med at få på plads,” lød det fra team ’Unica’.

”Legatet skal blandt andet være med til at binde alle de løse ender sammen ift. produktudvikling, hjemmesideprogrammering samt markedsføring af appen. Men derudover skal legatet også hjælpe os med at videreuddanne os selv, så vi får mere erfaring. Vi skal f.eks. til innovations camp,”  fortæller team ’Minemedlemskort’.

 

Fremtiden

Da vi spurgte ind til, hvordan elevernes egen fremtid så ud ift. iværksætteri, var der delte meninger. Mens nogle stadig var i tvivl, havde andre allerede skrevet iværksætteri – enten i form af videregående uddannelse eller egen virksomhed – ind i deres fremtidsplaner. Men fælles var de alle enige om, at deres deltagelse i DM i Entreprenørskab ikke kun har været spændende og inspirerende, men også ekstremt givende.

Dialog_14

”Det har været helt vildt spændende at prøve at være med og man kan tage mange ting med fra alle de konkurrencer, vi har været igennem. Der er ingen tvivl om, at hvis det er iværksætter vejen man vil gå, så har denne her proces været ekstremt lærerigt. Man lærer ikke kun at skrive sin egen forretningsplan, men også hvordan man udfører og sælger den,”  lød der fra team Unica.

Læs mere om vinderne til DM her
Se billederne fra DM her

DM i Entreprenørskab er sponsoreret af:
DI Dansk Industri logo sans regular_sort graa og cyan tagline Nordea-10-2011

 

 

NextLevel: og de nominerede er…

Torsdag d. 9. april kulminerer et års skolearbejde og ideplanlægning, hvor udvalgte elever fra landets 8.-10. klasser bliver prøvet i deres entreprenante evner og ideudvikling. DM i Entreprenørskab for grundskolen bliver afholdt i Odense Rådhus’ festsal. Få et smugkig på de 20 nominerede teams til årets NextLevel samt, hvad de har fået ud af at være med, her:

NextLevel konkurrencen er et led i et entrepreneurielt projektforløb, som eleverne har deltaget i. Her har de fået lov til at arbejde med processen, der går fra ide til handling, hvor de har haft mulighed for at udvikle deres egen ide indenfor et af de fire emner:

  • Bevægelse
  • Sprog og Kultur
  • Velfærd og Samfund
  • Viden og Verden.

Læs mere om NextLevel som undervisningsprogram her.

Se de nominerede her

Bevægelse

Velotica

Lucas Beck Lauritzen, Julius Dalsgaard Bertelsen, Anton Dalsgaard Bertelsen, Lasse Ribo Skov, Nicolai Lindberg Pedersen, Lucas Klüwer og Alexander Khong Aphai Hansen er fra Sct. Hans Skole, vil bringe offentlig transport op i nye højder. For med sporvogne der kører på grøn energi ovenover gader og biler, vil de skabe mere plads på vejene, øge brugen af offentlig transport samt formindske forurening på vejene.

DCIM100GOPRO

”Vi har lært, hvordan man i en større gruppe organiserer og uddelegerer sig over forskellige opgaver, så det ikke kun fremhæver vores individuelle færdigheder, men også resultere i det bedste mulige produkt. Alt dette er meget brugbart til fremtidig gruppearbejde og forhåbentlig kan vi blive endnu bedre, hvis vi går videre,” fortæller gruppen bag ’Velotica’.  

 

Move45

14-årige Caroline Price Jensen, Lærke Vium Magni, Sarah Kanstrup Burgwald og Ida Hyrup Andersen fra Kirkebakkeskolen, danner tilsammen team Move45. Roden til deres ide fandt de i savnet på de 45 minutters bevægelse i undervisningen, som den nye skolereform kræver. Mangel på tid eller kreativitet skal ifølge pigerne ikke sætte en stopper for inddragelse af de 45 minutters bevægelse i undervisningen. De har derfor udviklet en hjemmeside, der indeholder øvelser og lege til de forskellige klassetrin og fag. Hjemmesiden har formålet at give lærerne overskud i hverdagen samt gøre det nemmere for dem at finde øvelser og lege til bevægelse i undervisningen.

Move45

”Vi har lært, at det også er vigtigt, at man er kreativ og åben overfor andres idéer. Vi gik ind for, at man i stedet for sagde: ’Nej, det synes jeg ikke lyder som en god ide’, sagde: ’Ja’ og her skulle den næste person så prøve at udvikle ideen,” fortæller team ’Move45’

 

Ajefa

Emma Thomsen, Johanne Madsen, Adam Moesgaard, Frederikke Kaibinger og Anna Madsen er alle elever fra Søhusskolen. Deres projekt ’The Blind Rollercoaster’ er en rutsjebane til synshæmmede børn, der via dens forskellige komponenter skal stimulere børnenes andre sanser.

Ajefa

”Det har overrasket os, hvor mange ting man skal tage hensyn til og tænke over, både før og under sådan et projekt. Vi blev også meget overrasket over alle de ressourcer og hvor meget tid sådan et projekt kræver,” fortæller Ajefa teamet.

 

Posebold

Clara Nordborg Nielsen, Rebecca Winterskov, Natasja Marita Bjørnvad Dahl og Petra Jensen fra Vesterdal Efterskole har tilsammen udviklet et redskab til idrætslærere og trænere, der har formålet at fremme gruppedynamikken hos spillerne. For udover at være et inkluderende boldspild, der giver spillerne en bedre forståelse for boldhåndtering samt taktiske fornemmelse, så er ’Posebold’ også med til styrke spillernes sammenarbejde og sammenhold.

Posebold

”Som gruppe har vi lært at supplere hinanden på bedst mulig vis, og udnyttet vores forskellige kompetencer. Vi har lært, at det i en gruppe er vigtigt at vise overskud og have tillid til hinandens evner, da ens meninger og ideer hyppigst fungerer bedst i samspil med andres,” fortæller pigerne bag ’Posebold’.

 

Keep Warm

Alexander Nymark, Hugo Nørskov Falk Andersen, Oliver Adam Fløe og Samuel Mihai Sloth Rasmussen fra Kirkebakkeskolen er fra Kirkebakkeskolen. Deres ide vil gøre op med en hverdags gene, man som cyklist kender alt for godt til. Med varme i cykelstyr og sæde, vil cyklister kunne gå kolde dage i møde, uden at trække en mine.

Keepwarm

”Ift. arbejdsprocessen, har vi lært at man ikke bare kan læne sig tilbage og tro, at det hele nok skal gå. Men projektet er noget der hele tiden skal arbejdes på,” fortæller team ’Keep Warm’.  

 

Sprog og kultur

Kommunikation med andre lande: NUBBY – New Best Buddy

Anne Engberg, Laura Cecilie Jørgensen, Line Vammen Ottesen og Pia Charlotte Schroeder er alle fra Ingstrup Efterskole, og med sig bringer de app’en, Nubby. Den fungerer som et chatforum, hvor mennesker f.eks. med fælles interesser kan mødes på tværs af landegrænser og kulturer.

billede af gruppen ProEf10 3

”Det sjoveste ved at deltage i konkurrencen indtil videre er, at det er en anderledes skolegang.  Man bliver motiveret, fordi det er en konkurrence. Det er sjovt, da man pludselig skal til at tænke i nye baner og selv ’opfinde’ nye ting,” siger pigerne bag ’NUBBY’.

 

TIK – Trivsel I Klassen

Bag ’TIK’ finder vi Sara Rosa Köhler Levin, Katrine Witt Tønnesen og Kathrine Melchior Olsen fra Vesterdal Efterskole. TIK er en trivselsaktivitet rettet mod elever fra 5.-6. Klasse og består blandt andet af sociale lege og bearbejdelse af dilemmaer. Udarbejdet som et undervisningsmateriale skal ’TIK’ hjælpe med at fremme trivsel i klassen.

TIK

”NextLevel giver os muligheden for at benytte det vi har lært i PRO og muligheden for at få et fysisk produkt i hænderne. Den har også motiveret os til at tage kontakt til diverse eksterne partnere, hvilket både har været sjovt og lærerigt,” fortæller Sara, Katrine og Kathrine.

 

MSB

MBS-gruppen kommer fra Kirkebakkeskolen, og består af 14-årige Miriam Pedersen, Sofie Toft og Benedikte Koudal. ’MBS’ ide er bygget på pigernes mål om at fremme erhvervslivet, bymiljøet samt skabe viden til andre kulturer. Dette ser de tre piger skal ske gennem gengivelse af forskellige landområder og dets kultur, i det danske bymiljø.  Her kan der f.eks. bygges en gade med et bestemt lands kulturelle kendetegn samt berømte attraktioner.

MSB

”Vi synes, at det har været et spændende forløb, og en oplevelse at arbejde med innovation. Det er et rart selvtillids boost, at nogle tror på ens ide som man har lagt så meget energi, tanker og arbejde i. Vi håber, at man i fremtiden vil gøre flere skoler opmærksomme på denne slags innovationskonkurrencer, både for deres egen oplevelses skyld, men også fordi samfundet godt kunne få et par gode innovative folk, som måske kan gøre en forskel med netop deres ide,” siger Miriam, Sofie og Benedikte.

 

The World Wide Chat

Teamet ’The Googlers’, består af Julie Guld Christensen, Johanne Astrup Christiansen, Ellen Sejer Pedersen og Marie-Louise Lykke Nielsen fra Kirkebakkeskolen. Deres ide tager form af en global chathjemmeside, der skal træne og styrke elevers mundtlige og skriftlige fremmedsprog evner, igennem interaktion med andre med samme sproglig interesse – hvad enten dette sker via videochat eller at skrive sammen.

The Googlers

”Noget af det sjoveste ved at deltage i konkurrencen er, at man får lov til at tage på messer og præsentere vores ide. Det er rart at se, hvad alt det man har arbejdet med er blevet til. Jeg har lært at arbejde mere innovativt samt, hvordan man kan komme videre med et projekt. F.eks. ved at kontakte andre og snakke med professionelle folk, der ved, hvad der skal til,” siger Marie-Louise fra team ‘The Googlers’.

 

TILGANG

Ane Palmelund, Julie Sjøholm, Luisa Dominguez Rey og Bella Delamotte fra Vesterdal Efterskole, står bag ’TILGANG’. ’TILGANG’ er en kunstudstilling, der har formålet at sætte menneskers kreative tanker i gang, ved at åbne op for nye perspektiver i deres hverdag.  Den tager form af en sekskantet boks, der er udstyret med forskellige kighuller, der f.eks. er lavet af kalejdiskop, plexi-, forstørrelsesglas, eller et udkigshul der fokuserer på en bestemt ting. Ved at træde ind i boksen vil man derved kunne se byen i forskellige perspektiver.

Tilgang

”Projektprocessen har lært os, hvor vigtigt det er, at alle i en gruppe føler sig som en del af gruppen, og at alle er fuldt ud orienteret om, hvor langt vi er, hvor vi skal hen osv. Samtidig har vi oplevet, hvor langt man kan nå, hvis man bare tror på sit projekt og er motiveret,” fortæller teamet bag ’TILGANG’.

 

Velfærd og samfund

HashtagPolitik

Alexander Trendholm, Silas Moody Jackobsen og Nanna Cronwald Kronborg fra Ingstrup Efterskole, vil gøre politik mere spændende, letter tilgængelig og nemt at forstå for unge mennesker. Derfor har de valgt at lave en hjemmeside, hvor alt det der er vigtigt for at kunne forstå dansk politik er samlet.

Billede ProEf10 2

”Det sjoveste har helt klart været at have muligheden for at føre sine egne ideer ud i livet. Man starter på ideniveau og er med i hele udviklingsforløbet og ser sit eget produkt tage form. Derudover har det været super spændende at gå i dybden med et emne, som man brænder 100% for. Vi blev meget overrasket over, hvor meget vores projekt kom til at fylde i vores hverdag på en positiv måde. Ideer blev hele tiden udvekslet, og hver fritime blev brugt på at videreudvikling af projektet,” fortæller teamet bag ’Hashtagpolitik’.

 

ScanShopping

I ’ScanShopping’ gruppen finder vi Emil Bjørklund, Erik D. Hansen, Niklas Nielsen og Jacob Bjørklund fra Nordborg Slots Efterskole. De vil gøre hverdagen nemmer for forbrugeren, med et enkelt fingeraftryk. Ideen ved ’ScanShopping’ er nemlig, at forbrugeren både kan identificere sig og betale via hans eller hendes fingeraftryk.

ScanShopping

”Vi har lært, at innovation er svær, og at det kræver god tid og forberedelse, for at komme frem til noget brugbart,” siger teamet bag ’ScanShopping’.

 

Be QReative

Naja Marie Sabra, Marius Julert, Emma Strøm Jeppesen og Rie Thorsen fra Vesterdal Efterskole, vil gennem ’Be QReative’ stimulere den kreative tankegang. Ideen er bygget på QR-koder, der vil blive placeret steder, hvor forbrugerne har overskydende tid til tips, der vil stimulere deres kreative tankegang.

BeQReative

”Vi har lært at bruge nye midler til at komme videre, når vi er låst fast i et projekt, og hvordan man skal blive ved med at tro på sit projekt,” fortæller ’Be QReative’ teamet.

 

RÅSTOF

Mette Aaskov, Agnes Stærke, Ida Andersen og Anna Kildetoft kommer fra Vesterdal Efterskole, har i sinde at gøre Danmark bedre og mere effektiv når det kommer til sortering af affald. Ideen er, at 5 råstofidentificerende farvemærkater, placeret på alle emballage i de danske supermarkeder skal kategorisere affaldet for forbrugeren og derved gøre det nemmere for forbrugerne at sortere deres affald.

Råstof

”Vi har rykket os meget som gruppe, og blevet markant bedre til at udnytte og styrke hinandens kompetencer. Vi har virkelig fundet ud af, hvordan vores gruppe arbejder bedst sammen. Grænser er blevet rykket, og vi har alle været med til at gribe telefonen,” fortæller teamet bag ’RÅSTOF’.

 

Lokapp

Frida Viby Boas, Julie Andersen og Johan Lund Bramming er alle tre elever fra Vesterdal Efterskole og står bag ’Lokapp’. Formålet bag app’en er at gøre lokalpolitik og de mange muligheder for borgerindflydelse og deltagelse mere tilgængelige og tydelige i bybilledet. Dette gøres gennem forskellige QR-koder, der vil være placeret rundt omkring i kommunen, hvor det er relevant. Forbrugeren vil ved at scanne disse QR-koder blandt andet kunne få informationer omkring en vedtaget beslutning, bidrage med gode ideer eller meninger.

Lokapp

”Vi har lært meget om ideudvikling og design gennem de mange processer, som vi har været igennem. Vi er blevet meget klogere på, hvordan man planlægger og gennemfører sådan et projekt ved at være i det,” siger gruppen bag ’Lokapp’.

 

Viden og verden

Car Pillow

Nanna Regine Kehlet og Christoffer Minor Brødsgaard fra Nordborg Slots Efterskole, vil med deres ide øge komforten under rejsen – hvad enten man er medpassager i bil, bus, fly eller tog. For med en pude der holder sig selv op via indbyggede elastikbånd, der fastgøres til sugekopper på vinduet, skal forbrugeren ikke længere bekymre sig om selv at holde puden oppe eller falde ned i det irriterende hul mellem nakkestøtten og vinduet.

Carpillow1

”Vi har lært, hvor vigtigt det er at være skarpe i vores pitch, og at man giver køberen et godt førstehåndsindtryk. Derudover har vi lært omkring præsentationsteknik og om, hvordan man præsentere bedst muligt. Det sjoveste ved konkurrencen er, at vi har fået muligheden, tiden og ressourcerne til at kunne udarbejde vores projekt, med målet om at realisere det. Det har været fedt at møde en masse eksperter med viden indenfor produktudvikling og innovation, og få respons på vores projekt,” siger team ’Car Pillow’.

 

Kloakenergi – Watt+

I jagten på en ny vedvarende energikilde, tager Mikkel Bøgstrup, Simon Krogh, Kristian Munk og Rossan Gopalavadivel, os en tur under overfladen med deres ide. For ifølge de 4 drenge fra Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden, findes denne nemlig i de danske kloaker. De mener, at man ved en kombination af turbiner i nogle af de største kloaker i Danmark, vil kunne skabe en ny form for vandenergi, der er miljøvenligt.

Kloakenergi1Kloakenergi1

”Det er ekstremt spændende at arbejde med forskellige problemstillinger. Det sjove er jo, at jeg kan bruge den innovative tankegang i min hverdag. På den innovative linje har jeg udviklet mig meget, i den forstand, at jeg tør stille mig op foran andre og levere en præsentation, der sparker røv. Så det er rigtig spændende at være med i NextLevel,” fortæller Mikkel fra team ’Watt+’.

 

B.I.B – Bed In a Box

William Andrews, Emilie Glintborg Foged og Tine Rubæk er alle fra Vesterdal Efterskole og står bag ’B.I.B’. ’B.I.B’ er en multifunktionel nødhjælpskasse, der samtidig med at skulle transportere nødrationer til katastroferamte ofre, også fungerer som en seng samt opbevaringssted for de katastroferamtes ejendele.

Bed in a box

”Det mest lærerige ved det her er, at man finder løsninger lige meget, hvor umuligt, det kan se ud. Vi har lært at samarbejde bedst muligt samt at kompromis ofte vil føre til det bedste resultat,” siger team ’B.I.B’

 

BRUS

Jakob Meier Petersen, Rasmus Kruse Madsen, Frederik Hagn-Meincke og Emil Mark H. Knudsen fra Vesterdal Efterskole kommer med et alternativt til privat fremstilling af danskvand uden brug af danskvandsmaskiner såsom Sodastream. ’BRUS’ er nemlig en danskvandstablet, der vil forvandle et glas almindeligt vand til danskvand.

BRUS

”Gennem projektet har vi også lært, hvilke handlinger der skal til for at gå fra idegenerering til konceptudvikling og realisering,” fortæller team ’BRUS’.

 

TIC-TAC-TRAIN

Jakob Mortensen, Lulu Witzel, Andrea Rasborg og Niels Jyrkinewsky fra Vesterdal Efterskole, vil gøre hverdagens ventetid sjovere, kortere samt få folk til at kigge hinanden mere i øjne. Dette skal ske gennem spil og interaktioner med andre ventende. Via. spejle placeret på hver side af fodgængerfeltet eller perronen, vil den ventende f.eks. kunne spille ’kryds-og-bolle’ med modestanderen på den anden side.

Tic Tac Train

”Vi har lært, at det er svært at starte noget helt nyt op. Men samtidig har vi rent faktisk også lært at starte noget op helt fra bunden, og hvordan man arbejde med det helt til sidste ende,” fortæller team ’TIC-TAC-TRAIN’.

 

Den Nationale Entreprenørskabsmesse – mere end et skoleprojekt

Med svedige hænder og sommerfugle i maven indtog udvalgte elever fra ungdomsuddannelser i hele landet den årlige Nationale Entreprenørskabsmesse, den 5. februar på Syddansk Universitet.

02_Overblik_002

”Man er jo meget nervøs, men samtidig føler jeg også lidt, at jeg svæver på en lyserød sky. Det føles lidt urealistisk, at man har snakket med folk, som tror på det vi har siddet rundt om et lille bord og diskuteret,” siger Susie Sarah Paramasivam fra gruppen ’Stand Straight’.

Nervøsiteten, der havde formået at krybe sig frem til overfladen, blev hurtigt erstattet med et smil på læben og et fast håndtryk, da den første dommer var i sigte. Der gik ikke lang tid før gennemarbejdede forretningsplaner og pitchtaler gav genlyd i Syddansk Universitets lange gange. Glæden og spændingen ved at deltage i messen kunne i den grad også mærkes, da måneders arbejde endelig skulle fremlægges for erhvervslivet. For som Simon Huus fra gruppen ’Lej eller Køb’ udtalte, var noget af det fedeste ved messen ”at kunne få lov til at komme ud og bruge det vi lærte i praksis, i stedet for kun at sidde og arbejde med det i klasseværelset”

Fællesskab og konkurrencementalitet

Nervepirrende spænding og konkurrencementaliteten kunne fornemmes hos eleverne, men samtidig herskede der i høj grad også en fællesskabsfølelse, der ifølge eleverne også hørte til blandt noget af det fedeste ved messen.

”Det er fedt, at man møder en masse mennesker, der er lige så engageret som en selv. Man opdager, at der også er andre, der brænder lige så meget for det her område, som vi selv gør,” siger Pernille Dyrby Thomasson fra gruppen ’Rexcer’.

01_+àbning_002

”Hele stemningen er virkelig fed. Folk smiler, og man kan gå hen til hvilken som helst stand og spørge ind til folks ideer. Man har en eller anden fælles interesse her; vi er her alle sammen, fordi vi gerne vil lave en eller anden virksomhed,” siger Susie Sarah Paramasivam fra gruppen ’Stand Straight’.

En synsvinkel på omverden fra erhvervslivet

Eleverne lagde da heller ikke skjul på deres begejstring over dommernes høje kompetenceniveau og engagement. Det, at hver dommer var stærke indenfor hvert deres kerneområde samt deres konstruktive kritik, gav eleverne et indtryk af den virkelige verden og bragte skoleprojektet op på et nyt niveau.

”Det er fedt at få lov til at fremføre sin ide og få gode råd med på vejen, især fra dommerne der ved, hvad de snakker om,” siger team ReButt fra Handelsgymnasiet Ålborg.

”Dommerne udefra har gjort et stort indtryk. De har givet os en synsvinkel fra omverden, så det ikke bare var skolepraksis, men også noget der kan komme ud i den virkelige verden,” siger Simon Huus fra gruppen ’ Lej eller Køb’.

03_Stemning_061

”Man lærer ekstremt meget. Det er lidt af en oplevelse, og man skal bare suge alt, hvad man kan, til sig. Jeg tror ikke, at du kan finde et sted, hvor du kan få lige så god feedback samlet på ét sted indenfor så få timer. Alle de råd, vi har fået, de har været ubeskriveligt nødvendige,” siger Susie Sarah Paramasivam fra gruppen ’Stand Straight’.

Man kan, hvad man vil

”Man har lært, hvor meget det kræver, men også lært at man bare skal springe ud i det – i stedet for at sige, at det er en dårlig ide,” siger Simon Huus fra gruppen ’ Lej eller Køb’.

03_Stemning_051

Messen gav eleverne et indblik i, at de krævende forretningsplaner, budgetplanlægning og finansieringsplaner ikke bare var noget man kunne lade falde til tilfældighederne. Men samtidig fik de også et andet perspektiv på entreprenørskab og iværksætteri, der gennem messen blev mere håndgribeligt end de  havde regnet med. For som eleverne selv udtaler:

”Man kan godt, hvis man gerne vil. Det er ikke så urealistisk, som man troede,” siger team ReButt fra Handelsgymnasiet Ålborg

”Man er blevet lidt mere selvstændig og tror lidt mere på sig selv. Det er en følelse af ’det her kan jeg sgu godt’, ” siger Pernille Hartman Dalsgaard fra gruppen Rexcer.  

Fra skoleprojekt til virkelighed

Messens sidste timer fik sat dets præg på de trætte elever. Heldige få havde fået sig tilkæmpet en stol, mens andre fik slået lejr på universitets gulv, da de reflekterede over dagen, der var gået.

FullSizeRender

”Vi havde ikke de store forventninger før messen. Før vi stod her, og før vi snakkede med den første dommer, tænkte vi, at det bare var et skoleprojekt, og at vi måske fik noget godt med herfra til vores eksamen. Men nu vil man bare gerne det her. Nu ikke er nogen tvivl om, at vi skal ud og prøve at få det her i gang. Vi er klar på alle møderne og de lange nætter, for vi har nu fået håb om, at vores ide kan lade sig gøre! Og det har messen været med til at gøre,” team ‘Stand Straight’.

”Vi havde ikke høje forventninger. Det var et skoleprojekt, og det her har jo været en slags tester. Men det er gået over alle forventninger. Nu er man blevet motiveret til at komme i gang med det. Vi regnede ikke med at skulle eller ville blive så engageret i projektet, som vi er blevet nu”, team ‘Rexcer’.

Så på trods af ømme fødder var gejsten ikke slukket hos eleverne. Tværtimod tog mange fra messen med blod på tanden, når det kommer til drømmen om at blive iværksætter.

Vil du vide mere om Entreprenørskabsmessen ?

Gæsteblogger: Martin, Oscar, Marcus og Emil

Selvvaskende vinduer

Læs med nedenfor og find ud af, at iværksætteri og entreprenørskab ikke afhænger af alder; det afhænger af den gode idé.

Vi hedder Martin Brink, Oscar Runge, Marcus Pedersen og Emil Andersen. Vi er 13 år og går på henholdsvis Kirstine Seligmann Skole og Bredsten-Gadbjerg Skole. Vores idé er et selvvaskende vindue, som vasker vinduer. Den vil hjælpe ældre mennesker og folk, som har højtsiddende vinduer i huset – f.eks. lejligheder eller virksomheder. Vi skulle være med i Edison-konkurrencen med vores daværende skole, Skibet Skole. Der havde vi en idé med et kæmpe hus med masser af ting. Så blev vi bedt om at prøve og gå mere i dybden med én ting i huset, og der valgte vi så det selvvaskende vindue. Vi er godt i gang med at lave en prototype, som forventes færdig i slutningen af året.

EDISON

Vi håber på, at prototypen lykkes, og at vi bagefter kan finde en virksomhed, som vil færdigudvikle idéen og producere den. Så vil den måske blive brugt på mange huse og virksomheder over hele verden. Det er meget spændende, fordi man oplever noget helt nyt og prøver lidt af det, de voksne gør. Du får et indblik i, hvordan det er at være iværksætter, og hvordan det fungerer. Vi har lært en masse nye ting om produktudvikling, forretningsudvikling og også lidt om økonomi. Vi har også fået en smag for at opfinde og producere eller sælge idéer og nye produkter. Der er altid udfordringer, når du skal opfinde noget nyt. Der vil altid være noget, der ikke fungerer eller som ikke er så smart. Det har vi så prøvet at forbedre, så idéen/produktet bliver så godt som muligt. Vi fik også hjælp fra vores daværende lærere i innovation, Anita Ousen og Henrik Guldbrandt. De hjalp os med at komme videre med idéen efter Edison-konkurrencen.

Til alle de andre unge entreprenører vil vi gerne sige, at selvom nogen siger, at idéen er dårlig eller ikke kan lade sig gøre, så bare lade være med at lytte til dem og tro på din idé. En dag skal der nok komme en, som synes din idé er lige så god, som du synes. Vi var med til Danish Entrepreneurship Award sidste år, hvor vi fremlagde vores idé for mange mennesker. Vi vandt ikke noget, men vi mødte Ruben Krog, som var med til at videreudvikle idéen ved at henvise os til Michael Jul-Nørup Pedersen, som støttede os med penge til prototypen. Vi fik ligeledes 11.223 kr. til prototypen af Iværksætterfonden i Vejle Kommune.