Interview: PLINTHIT

Logo

Logo

 

Hvem er I?

PLINTHIT laver innovative løsninger til hus og have, men afsæt i vores første produkt PLINTH som er en parasolfod, der er nem at flytte. Bag hele molevitten er Christian og Josefine. Vi mødte hinanden på studiet, slog pjalterne sammen og gik kort efter i gang med vores lille projekt. Til dagligt har vi kontor i Aarhus så vi nemt kan følge med i produktionen der foregår i Randers. Vi læser begge to (om natten) på BSS på Aarhus Universitet.

 

Hvad er grundpillerne i jeres virksomhed – og hvad er det nye?

Vi er hverken high-tech, en ny app eller medi-care. Vi har taget et ældgammelt produkt, som har eksisteret lige siden mennesket har ønsket at skygge sig for solen. Vi har re-designet en parasolfod, som benytter et patenteret låse system, der kan bruges ikke kun til en parasol, men til alle tænkelige rørformet objekter. En klassisk parasolfod består af et rør med 1-2 skruer og en klump beton/granit. Den er ikke ret nem at flytte rundt på, når solen flytter sig, og det er næsten umuligt at undgå at skruerne efter et par sæsoner ruster. Dette og mange andre udfordringer løser vi med PLINTHIT.

PLINTH samles med 4 vinkler, 1 base og 1 låsering lavet i letvægts kompositmateriale. For at give den fornødne tyngde til parasolfoden benyttes 2 specialdesignede 15 kg sandposer. Sandposerne har en naturlig stærk udendørs ydeevne og bleger ikke i solen.

 

Parasolfodens elementer

Parasolfodens elementer.

 

Hvordan er det at have egen virksomhed?

Frihed og begrænsninger.

Når man har sin egen virksomhed er man sin egen chef, og det har både positive og negative ting med sig. Man bestemmer suverænt selv hvornår man arbejder og det har for Christian og jeg været en fordel. Hvis solen skinner om onsdagen og det regner om søndagen, hvorfor så ikke lave onsdag om til weekend. Men så simpelt er det heller ikke altid, for størstedelen af tiden har man rigtig mange ting at se til og så er der slet ikke noget som hedder weekend.

 

Hvordan har opstartsproces været?

Vores opstart har varet fra februar 2014 til og med dette øjeblik hvor jeg skriver denne artikel. For det er først nu at vi begynder at få omsætning. Når man laver et fysisk produkt kan man ikke, ligesom med fx apps, lave en prototype med det rigtige design hvor funktionerne ikke er udviklet. Hos os var denne proces omvendt. Vi har, i et tidligt stadie, haft et produkt som havde funktionerne i orden, men som brugerne ikke synes var pænt. Vores erfaring har vist, ind i mellem, at brugeren har fravalgt produktet baseret på de sidste 10% som ikke har været færdigudviklet. Så opstarten har været hård, da det konstant var et kapløb om at få de sidste 10% færdig, og ja det har taget næsten 2 år.

 

Har I haft nogen udfordringer på vejen – hvis, hvilke og hvordan har I taklet dem?

Jeg tror ikke, at jeg kender til en start-up som ikke har haft udfordringer på vejen. Dem er der masser af, og bedst når en type udfordringer er afsluttet, kommer der nye i takt med at forretningen vokser.  Hverken Christian eller jeg har haft ingeniørerfaring eller kommer fra en designuddannelse. Derfor har vi måtte tillære mange ting selv eller betale os for den fornødne viden. Det har måske gjort udviklingsprocessen længere og har også gjort, at vi måtte lave nogle rigtig dyre ændringer undervejs i processen. Fra at være et udviklingsteam til at blive koordinator af en forsyningskæde er en udfordring i sig selv. Pludselig skal man drive sin forretning på en helt anderledes måde end da vi bare var i gang med at udvikle produktet. Vi har altid taget hver udfordring i stiv arm og ”taget tyren ved hornene”. På den måde har vores teamsammensætning været rigtig god. Jeg er primært ”Peacetime CEO og Christian ”Wartime CEO”. En peacetime CEO bruger tid på at definere kulturen. Wartime CEO lader krigen definere kulturen. Peacetime CEO arbejder på at minimere konflikter. Wartime CEO optrapper modsætningerne. Peacetime CEO ved, at en gennemarbejdet forretningsplan fører til at vinde. Wartime CEO bryder med forretningsplanen for at vinde. Peacetime CEO sætter store langhåret dristige mål. Wartime CEO har for travlt med at bekæmpe fjenden til at læse management bøger skrevet af konsulenter, der aldrig har evnet noget. Peacetime CEO stræber efter at udbrede markedet. Wartime CEO stræber efter at vinde markedet.

Når Christian og jeg på mange måder er hinandens modsætninger giver det en rigtig stor diversitet i vores måder at se løsninger på, hvilket er enormt interessant. Det betyder vi balancerer hinanden godt i skabelsen af retningen for PLINTHIT. Samtidig giver vores forskellighed også udfordringer, som vi må lære hvordan vi løser i fællesskab.

Josefine og Christian - stifterne af PLINTHIT

Josefine og Christian – stifterne af PLINTHIT

 

Hvor er I nu – og hvad byder fremtiden på?

Første test-sæson og nye eksporteventyr.

I dette forår har vi netop sendt de første 1000 produkter ud af døren til forhandlere og distributører i Danmark, Storbritannien, Tyskland og Østrig. De fleste kloge iværksættere siger, at man skal starte i sit hjemmemarked, før man kan begive sig ud på eksporteventyr. Vores udfordring har været, at Danmark ikke er vores hjemmemarked pga. det danske klima. Derfor er vi på et tidligt stadie blevet tvunget til at tage kontakt til udenlandske distributører for at kunne opretholde likviditeten.

I dette øjeblik er vi i gang med at sammensætte vores markedsføringsplan for vores brand PLINTHIT og ”Den digitale parasolfod PLINTH”. Det indebærer blandt andet en række videoer som distribueres på nettet. Det er blandt andet en række sjove reklamefilm, men samtidig vind videoer som dokumenterer at PLINTH er mere stabil end en almindelig parasolfod. Resten af året står derudover på forberedelse til tre B2B messer i Frankfurt, Köln og Chicago, hvor vi skal opsnuse flere distributører og undersøge markedsforholdene i USA.

 

Hvor langt var I i processen, da I søgte om at modtage et Mikrolegat?

Første gang vi søgte et mikrolegat var i foråret 2014, hvor vi fik et afslag. Vi var meget spæde på det tidspunkt, så det var nok i virkeligheden naturligt, at vi fik et afslag. Vi havde knap nok en prototype af vores parasolfod, men stort set kun råskitser og tegninger. Kort efter dette afslag indgik vi et samarbejde med Metalwo under initiativet SPININ under Aarhus Universitet. Metalwo var en slags mentor-virksomhed som hjalp os med at udvikle adskillige prototyper og gav os viden om forskellige materialer. Vi arbejdede yderligere hårdt over sommeren og søgte igen. Denne gang lykkedes det! Vi havde bevist vores udvikling, og at vi havde et produkt med et klart potentiale. Set i bakspejlet var vi ikke super skarpe på vores koncept, og produktet var stadig langt fra færdig, men vi havde styr på vores research, hvordan vi ville gå til værks og ikke mindst, havde vi fået etableret en professionel bestyrelse som gjorde projektet seriøst.

 

PLINTHIT parasolfoden

PLINTH parasolfoden

 

Hvad har modtagelsen af Mikrolegatet betydet for jer og jeres virksomhed?

Mikrolegatet var alt afgørende for vores opstart. Det satte skub i forretningen, og gjorde at vi ikke tøvede med at investere yderligere penge i projektet. Det gav os en ekstern anerkendelse fra professionelle folk og en billet til noget der har vist sig at være et rigtig godt netværk, hvor vi senere hen har mødt interessante mennesker og deltaget i investor events.

 

Hvorfor søgte I om at få et Mikrolegat?

Vi søgte mikrolegatet, fordi vi ønskede en ekstern og upartisk vurdering af potentialet i projektet, før vi for alvor turde dedikere krop og sjæl til virksomheden. Selvfølgelig havde det økonomiske grundlag også et klar incitament, men det var i langt højere grad den godkendelse eller accept, at idéen som havde allerstørst betydning for os.

 

Hvor kommer jeres iværksætterlyst fra – og hvordan har den udviklet jer og jeres virksomhed?

Christian og jeg har begge to forældre som har været selvstændige, på et eller andet tidspunkt i deres liv. Så jeg har hele mit liv haft en skjul skabertrang.  I folkeskolen var jeg instruktør på en kortfilm, lavet sammen med Aarhus Filmværksted, og da jeg passede blomster i Kvickly Xtra, kom jeg forsigtigt op til varehuschefen for at spørge om jeg ikke måtte leje gulv-arealet, til at lave min egen lille blomsterafdeling, så jeg kunne lave det smukt og indbydende, i stedet for kun de sædvanlige roser og orkidéer. Men I de efterfølgende år blev iværksætterlysten negligeret til fordel for en direkte karriere i konsulent-branchen inden for statistik, kvantitativ metode og databehandling lige indtil den dag jeg mødte Christian. Christian var nemlig allerede i gang med et lille IT projekt og havde et klart mål: at skabe noget med sine egne hænder og være sin egen chef.

Hele Christians iværksætterenergi og stræben efter at nå et mål, fik mig til at grave ned i min fars skuffer, hvor jeg fandt tegningerne til en parasolfod, som havde ligget der i årevis. En idé der havde fulgt mig gennem årene, men som jeg aldrig havde haft energi eller mod til at tage frem. Men det mod havde Christian, og hans mod fik min iværksætterlyst til live.

 

Har I gode råd til andre som overvejer at starte virksomhed eller der ønsker at søge et Mikrolegat?

Alle kan starte en virksomhed, man behøver ikke nogen særlig baggrund. For den viden, man i givet fald kommer til at mangle, skal man købe sig til.

PLINTHIT - den færdigsamlet parasolfod med sandsække

PLINTHIT – den færdigsamlet parasolfod, PLINTH, med sandsække

 

Denne fantasiske parasol kan i læse meget mere om på deres hjemmeside PLINTHIT.

Hvis du, ligesom mig, er blevet inspireret af deres historie, så del den, så endnu flere får inspiration til deres iværksætterdrømme!

Endnu en gang tak fordi i læste med!
Xenia – redaktør

Gæsteblogger: Jennifer Nguyen

Livet som universitetsstuderende og iværksætter

22-årige kandidatstuderende Jennifer Nguyen læser Brand Management and Marketing Communication på Syddansk Universitet. Hun har ikke kun formået at kombinere sit studie med iværksætterlivet, men hun har samtidig også kombineret sine passioner inden for iværksætteri, fashion og fitness.       

Skridtet mod iværksætterdrømmen

Hjemme hos mig drøfter vi tit om vores fremtidsplaner. Så længe jeg kan huske, har jeg gået rundt og leget med tanken og ønsket om at starte noget op selv. Hvis I spørger mig om, hvordan de er opstået, så vil jeg, lidt psykoanalytisk, nok ikke benægte, at det blandt andet hænger sammen med, at jeg er vokset op med en far og en bror, der også kan kalde sig iværksættere.

2015-06-11 21.08.39

På min bachelor bekymrede jeg mig ikke særlig meget om fremtiden, for jeg vidste jo godt, hvad jeg skulle efter bacheloren. Jeg skulle starte min på kandidat. Men da jeg så begyndte på kandidaten, ændrede det sig. Fremtidstemaet, der ikke voldte mig særlig mange bekymringer i min tid som bachelorstuderende, kunne på min kandidat godt give mig en anelse urolig hjerterytme, lige så snart tankerne strejfede fremtidsplanerne. På dette tidspunkt vidste jeg godt, at det ikke varede længe, før jeg skulle ud på det store arbejdsmarked – og det skræmte mig. Der var lidt for mange ’hvad-nu-hvis-spørgsmål’, der gnavede i usikkerheden. For, ”hvad nu hvis, jeg om 2 år tænker: Det her gider jeg ikke arbejde med” eller, ”hvad nu, hvis jeg fik et job, som jeg ikke bryder mig om”. Jeg ville ikke spilde min tid på at lave noget, som jeg ikke havde lyst til – det er livet simpelthen for kort til. Derfor begyndte tanken og ønsket om at starte noget op selv ikke kun at dukke op oftere, men de blev også hængende.

Det var min bror, som gav mig det ekstra skub, der skulle til. Han fortalte mig, at det er action, der skal til. At jeg kunne blive ved med at gå og dagdrømme, men det vil aldrig blive til noget, hvis jeg ikke sprang ud i det og tog handling i egen hænder.

Jeg tror ikke på, at man nogensinde kan blive helt rigtig klar til at tage det store skridt, når man starter egen virksomhed. Jeg tror ikke på, det helt perfekte og rigtige tidspunkt vil komme, hvis man  blot venter. Det hele cirkulerer om handlekraft. For mig kan det, at starte egen virksomhed sammenlignes med den følelse, man har, når man skal hoppe ud fra en høj vippe i svømmehallen: man er og vil aldrig nogensinde blive helt parat, og hvis du bare står og venter på det rigtige tidspunkt til at tage det første skridt, så sker der intet – man skal bare hoppe ud i det. Med et lille skub fra min bror, tog jeg skridtet og hoppede ud fra vippen, hvilket resulterede i Fitfashion.dk.

Min virksomhed er en sammensmeltning af mine to store interesser. Jeg har altid haft en passion for sport og motion, og som mange andre faldt jeg for fitnesslivstilen. Udover at bruge en masse timer i træningscenteret, er jeg også helt vild med mode. Tanken om og muligheden for at kunne kombinere mine passioner i arbejdsrelateret forstand, var mere end appellerende for mine ører og ønsker, hvorfor jeg startede webshoppen Fitfashion.dk, der både har fokus på fitness og mode.

audrey_definitiva

Fitfashion  lancerede for første gang i februar 2015 og man må sige, at jeg har været heldig med at finde det rette produkt på det rette tidspunkt – nemlig Freddy WR.UP bukser. Freddy WR.UP bukser hjælper med at forme kroppen og fremhæve bagdelen, hvilket jo er et hot topic i øjeblikket. Mange skandinaviske fitnessguruer er vilde med dem, og når dette er sagt, behøver man jo ikke at være en fitness-entusiast for at bruge dem.

Fra virksomhed til studie

Opstartsfasen af Fitfashion har ikke kun været spændende, men også udfordrende og grænseoverskridende. Dette er især, fordi jeg i realiteten kun har studeret hele mit liv, hvor teori fyldte mere end praksis. Fitfashion har givet mig chancen til at lave noget praktisk og gøre brug af alle de teorier, som jeg har lært på mit studie – og tro mig, den havde jeg brug for.

Jeg føler ofte at man til undervisningen lærer man en hel masse teori – som man til tider ikke rigtig kan huske definitionen på. Før jeg begyndte livet som iværksætter, var jeg jo som mange andre studerende og tog mig ofte i at tænke; “hvad skal jeg bruge det her til?”, og “det er da ikke relevant for mig og min fremtid?” Men når du så starter din egen virksomhed, kommer du til at støde ind i nogle problemstillinger, hvor du faktisk tager din teori i brug, og man ofte får nogle ’aha-oplevelser’. Jeg synes, problemet med undervisningen er, at teorien fylder alt for meget ift. praksis. Jeg savner muligheden for at kunne koble teori og praksis. For hvis man ikke har noget at tage udgangspunkt i, så kan undervisningstimerne ikke kun være rigtig hårde, men det kan også blive lidt svært at se, hvad og hvor det egentligt kan bruges til uden for universitetets trygge murer.

2015-06-11 22.09.47

Mange har ofte spurgt mig, hvordan jeg kan håndtere en virksomhed samtidig med, at jeg studerer. Der kan jeg kun sige, at det handler om vurdering og prioritering. Du har 24 timer hver dag, og dem skal du udnytte godt og grundigt, så du får mest værdi ud af din dag. Jeg siger det, som det er. Det er ikke let. Hvis man ikke holder hovedet koldt, så kan man risikere at gå død i både skolen og iværksættergejsten. Jeg siger ikke, at det går helt forrygende fantastisk, at jeg er effektiv i alle studietimerne og arbejder effektivt 24/7. Jeg holder min balance og vurderer, om jeg nogle dage bør blive hjemme og læse i stedet for at møde op forelæsningerne. Det er, hvad der vægter mest på den givende dag, der får min opmærksomhed. Hvis mit iværksætterprojekt virkelig har brug for mig den dag, så må jeg prioritere det højere end studie og omvendt.

 

At vokse med opgaven

Udover at være smittet af min far og bror, så er frihed, uafhængighed og det at skabe noget selv også der, min iværksætterlyst kommer fra. Det er sjovt at se noget vokse fra dag til dag, især fordi man har lagt så mange timer og meget hårdt arbejde i det. Følelsen er ubeskrivelig, og den bliver kun styrket, af at man selv har startet det. Man bliver afhængig af at se de gode resultater, men selvfølgelig går det til tider også galt. Her er der ikke andet for at prøve igen, bare med en anden fremgangsmåde.

Når det så er sagt, så er livet som iværksætter stadig nyt for mig. Heldigvis har jeg min storbror, Nicklas Nguyen, der som sagt også er iværksætter. Han har ikke kun hjulpet mig med at få realiseret min ide, men også været som en mentor for mig og støttet mig i de virkelige hårde tider.

19098_10152821763042635_345026669416335313_n

Jeg har udviklet mig ekstremt meget på så kort tid! Som iværksætter støder du på nye udfordringer hver dag, som du til at starte med, måske slet ikke ved, hvordan du skal tage stilling til. Men du lærer at tackle og overkomme dem. Du lærer at prioritere din tid bedre, vurdere hvad der er vigtigst for dig på kort og på langt sigt. Du opdager måske en helt ny side af dig selv, som du ikke vidste fandtes – det gjorde jeg i hvert fald.

Udholdenhed har været et problem for mig, men den overkom jeg. I opstartsfasen var det ikke lige alle, der var med mig – og vennerne forstod ikke hvorfor, jeg pludselig forsvandt, og man følte sig virkelig ’anderledes’. Der har da også været tidspunkter, hvor motivation har taget et ordentligt dyk, men med et motivationsboost i form af diverse motivationscitater på Instagram og Youtube samt hjælpen fra min bror, så gik der ikke lang tid før motivationen var på vej op igen.

Selvom der kan være hårde dage, kan der virkelig også være gode og lærerige dage. Jeg har overhovedet ikke fortrudt at starte min egen virksomhed, mens jeg er studerende. Det er udfordrende og sjovt, og der er masse af uventede øjeblikke, men det hører alt sammen under det at have egen virksomhed. Min plan for fremtiden er at udvide Fitfashions sortiment med flere forskellige brands og åbne op i flere lande samt afprøve en masse skønne marketingsmodeller af, som jeg har lært på mit studie. Derudover skal jeg jo også færdiggøre min kandidat.

 

Til dig med iværksætterdrømmen:

Én ting, som jeg gerne vil sige til alle med iværksættedrømme, der allerede er i gang med et studie: færdiggør jeres studie. Lad nu være, med at droppe dit studie, fordi andre iværksætter gør det – det er alt for mainstream. Hvis iværksætterlivet i sidste ende ikke var noget alligevel, har du stadig din uddannelse som back-up plan, ikke?

 “They call us dreamers – But we’re the ones who don’t sleep”. Når du er fast besluttet på at starte din egen virksomhed og springe ud i entrepreneur-livet, så skal du også give den 110 % – aldrig foretage dig noget halvhjertet. Det skal være helhjertet, før det lykkes. Enhver iværksætter ønsker at opnå succes med det projekt, man har påbegyndt. Det handler om at give den hele armen og mere til, så derfor bliver man nødt til at ofre en masse ting og mennesker, som man ellers normalt plejer at bruge meget tid på. Du har ikke altid tid til alle de ting, du vil nå, hvis du virkelig ønsker succes med din virksomhed. Du har ikke tid til at hænge ud med dine venner om fredagen, og du får nærmest ingen søvn (ingen overdrivelse). Til tider kan vejen til succes være rigtig ensom, men du skal blive ved med at tro på dig selv, så kommer det.

En anden ting, som virkelig kan forhindre dig i at realisere din drøm, er rent faktisk din kære familie og venner. For udover at kunne være en kæmpe støtte, er det nemlig dem, der kan påvirke dig mest af alle. Når de pludselig opdager, at du ikke længere har tid til dem, kan du med tiden risikere at få negative kommentarer hen ad vejen, der måske gør, at du “genovervejer”, om iværksætterlivet virkelig er noget for dig og om du ikke bare skal droppe det hele og finde et almindelig arbejde, for at få tilfredsstillet omgivelser. Forbliv stærk, og følg dit hjerte og din drøm – og tro mig, du vil kunne overkomme disse situationer. Med en passion for det, du laver, så er det ’whatever it takes – and forget the naysayers’. De vil acceptere det med tiden.