Lean Green: I Rydhaves omgivelser brænder iværksætterlysten lidt stærkere.

I slutningen af august måned blev Impact Investor Ball afholdt i residensen hos den amerikanske ambassadør; et arrangement hvor 12 startup virksomheder har kvalificeret sig til at pitche for et panel af iværksættere og investorer. I dette gæsteindlæg fortæller Simon Belling, medstifter af Lean Green, hvordan det var at være med.


Gæsteindlægget er skrevet af Simon Belling fra Lean Green.


Networking til Impact Investor Ball

Som universitetsstuderende byder hverdagen generelt på forelæsninger, en håbløs mængde pensum, der skal læses og spandevis af kaffe, der skal disciplinere sindet til at komme igennem dagen. Denne sensommerdag sidst i august kan jeg dog nyde i smukke omgivelser uden at have tankerne opfyldt af studiet og alle de tekster, der bør læses. Jeg befinder mig i Charlottenlund, og dagen står i entreprenørskabets navn. Som medstifter af Lean Green er jeg kommet igennem nåleøjet af investeringsparate danske startups, som har kæmpet sig til en plads ved dette års Impact Investor Ball i den amerikanske ambassadørs residens, Rydhave. Et par hundrede investorer, business angels, politikere og forretningsfolk, som alle er interesserede i bæredygtige startups, sidder fokuseret i det solopvarmede telt og lytter til min pitch om vores bud på en ny bæredygtig festivalstol. Selvom dommerpanelet består af folk som Christian Stadil, Tommy Andersen, Shanelle Hall, Tommy Ahlers, Susanne Hessellund og Morten Albæk, er nerverne ikke så meget uden på tøjet, som de har været. Jeg har nok gennemgået pitchen alene og for mit team omkring 40 gange, vandret i cirkler på græsplænen og memoreret inden det var min tur. Jeg kender mere til mit produkt end nogen anden, og har efterhånden fået alle slags spørgsmål til det. Jeg har selv, sammen med mine tre medstiftere, udviklet og testet stolene over det seneste år.

Lad os lige kort spole tiden tilbage: Medstifter Kristian Grauting Lundager sidder i den traditionelle festivalstol på Roskilde Festival. Han spiller en omgang ølbowling i sin lejr og ser hvordan endnu en festivalstol må lade livet til den noble og nogle gange udfordrende sportsgren. Her starter en tanke om festivalstole – en tanke om at de må kunne laves bedre. Og hvorfor ikke bæredygtige stole? Et år senere i selskab med tre andre medstiftere, sidder vi med en stiftet virksomhed, Lean Green. Efter utallige lange aftener, deltagelse i fem entreprenørskabskonkurrencer (vi vandt legater ved tre af dem), samt en masse blod, sved og tårer, så sidder vi her i selskab med den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og nyder at være kommet så langt, på så kort tid. Vi havde aldrig drømt om at levere stole til Distortion og andre private arrangementer allerede det første år, og netop i dag, med den interesse gæsterne viser vores produkt, ved vi, at vi har gjort det godt.

Simon Belling pitcher til Impact Investor Ball

Tilbage i Rydhave, er de fire minutter til min pitch gået, og jeg går ned til lyden af klapsalver og hen imod et svedende vinglas, der står på et bord uden for teltet og uden for publikums synsfelt. Puha. Nu kan jeg endelig slappe af. Selvom pitchen er indøvet, giver det altid den samme nervøse følelse, som at være til mundtlig eksamen. Resten af aftenen står på networking ved vores tildelte høje rundbord, som er placeret ude på den kæmpe, velholdte græsplæne i ambassadørens have – tæt på et lille loungeområde bestående af fire af vores papstole. Her kommer de deltagende gæster hen for at prøve stolen af i skepsis for dens strukturelle integritet. En af de deltagende gæster prøver endda at hoppe på stolen. Han er stålsat på at teste grænserne for stolen, som (naturligvis) ikke giver efter for hopperiet. De vil gerne høre om vores historie og tale hardcore business om, hvorvidt man nu virkelig kan tjene penge på papstole. Samtlige samtaler ender med, at vores lille glaskrukke på højbordet bliver belønnet med en eller flere af de såkaldte ”karma dollars” fra en imponeret gæst. Vi kan godt mærke, at der til dette event er mange interesserede og på trods af, at jeg er der med mine tre medstiftere, er der kun få pusterum mellem samtalerne. Selv når jeg skæver over til de andre, kan jeg se, at de også fortæller alt, hvad de kan om Lean Green.

Networking til Impact Investor Ball

Solen bevæger sig langsomt mod horisonten, og aftenens festligheder lakker mod ende. Det bemærker jeg, da mange af de deltagende gæster henvender sig ved aftenens grillmester, og jeg begynder da også at kunne mærke sulten nærme sig. Ovenpå aftenens utallige one-on-one samtaler er jeg selv i godt humør og har nu selv fået fingre i en bid mad, der selvfølgelig afspejler værtens kulturelle ophav; en kæmpe hotdog. Sådanne arrangementer har altid haft en opløftende indvirkning på mine ambitioner med virksomheden. De mange frivillige timer, penge og tanker, der er blevet brugt på projektet det seneste år, kan nogle gange blive lidt for meget. Selv læser jeg statskundskab – studiet af komplekse, organisatoriske og politiske problemstillinger – så hvorfor #%&! bruger jeg min kostbare fritid på at forsøge at sælge papstole? Det giver da ingen mening – eller gør det? Svaret på det spørgsmål er selvfølgelig personligt, men for mit vedkommende er det et klart ja! Jeg har på blot ét år lært utroligt meget om, hvad det kræver at starte en virksomhed, hvor mange måder man kan kommunikere ineffektivt og uhensigtsmæssigt på, hvordan et lille projekt hurtigt kan snowball’e og kræve mere opmærksomhed, end man lige havde sat tid af til, samt hvordan man kan støde på mur efter mur for så endelig at se lyset. Det sidste år har på mange måder været intenst, men også meget lærerigt.

I Rydhaves innovative omgivelser brænder iværksætterlysten lidt stærkere i mig. De mange andre studerende rundt omkring på græsplænen, som alle har kæret for et bud på et bæredygtigt og innovativt nyt produkt, eksemplificerer i høj grad det utrolig spændende innovative miljø, som er at finde i startup-verdenen. Jeg bliver også mindet om, hvor meget energi sådan et event kan give, og dermed også hvor vigtigt, det er at deltage i dem.

Aftenen lakker mod det sidste punkt på dagsordenen, et par legater der skal deles ud, og flere kendte ansigter, vi lige skal sige farvel til, inden vi sætter os ud i bilen. I bilen på vej hjem med medstifter Natascha Bruun Lange bliver aftenen evalueret, og vi bliver hurtigt enige om, at events som dette giver fornyet energi og lyst til at kæmpe videre i 2017, som kommer til at stå i bæredygtige festivalstoles og Lean Greens navn.

Lean Green og Rufus Gifford


Baggrund: Impact Investor Ball er arrangeret i et samarbejde mellem Fonden for Entreprenørskab, Den amerikanske ambassade og Finansrådet, og støttet af Nordea, DANA og UPS.

Gæsteblogger: Brian Johannsen

Vi har fået vores gode ven Brian Johannsen til at skrive et par indlæg for os, som I kan læse i løbet af den næste måneds tid. Brian har virksomheden At Turde, hvor han arbejder med at flytte fokus fra ideer og koncepter og over på personerne bag, nemlig iværksætterne. Det gør han blandt andet gennem konceptet Guerilla Startup, som du kan læse om på At Turdes hjemmeside – klik her, hvor du også kan læse mere om, hvad Brian ellers går og laver i sin virksomhed.

 

Brian Johannsen

Brian Johannsen – Guerilla Startup

 

Det er (måske) vigtigere at skabe tillid end omsætning

Omsætning er unægteligt det vigtigste i en virksomhed af den simple grund, at man ikke kan kalde det en virksomhed, såfremt der intet bliver solgt.  Som brænde på et bål eller benzin i en bil, er økonomi brændslet, der driver en virksomhed fremad. Løn og materialer er omkostninger, der findes i alle virksomheder, og som skal dækkes af omsætningen sammen med en række faste omkostninger. Efter regnestykket og skatten står man tilbage med et nettooverskud, der kan anvendes til at vækste eller udbetales til ejerne (sikker på at min erhvervsøkonomilærer er stolt). Hvor salg og omsætning er vigtige for, at en virksomhed kan overleve, er det (måske) ikke det vigtigste i opstartsfasen. Det kræver selvfølgelig en forklaring:

For et par måneder siden talte jeg med en iværksættervirksomhed, der havde lavet en teknisk løsning målrettet en specifik branche. Bag virksomheden stod et team af ambitiøse 17- og 18-årige, og efter en udviklingsproces på 1,5 år var deres produkt nu klar til salg. Teamet stod nu overfor udfordringen at få produktet solgt – en udfordring, der viste sig større end først forventet. I en sådan situation kan tvivlen dukke op; er produktet godt nok, skal der flere features på, “mon ikke kunderne køber det, hvis vi bare lige gør det lidt bedre”. Et bedre produkt vil være nemmere at sælge, men grunden til det manglende salg er ofte en manglende tillid fra kunderne. Det handler om at opbygge kundernes tillid samtidig med, at man udvikler sit produkt, men hvordan gør man det?

 

Guerilla manden

 

Touchpoints

Jonathan Løw fortalte i facebookgruppen ‘iværksætter netværk’, hvordan han havde fået en ny kunde. I opslaget bruger han begrebet touchpoints, der er de tidspunkter, hvor den potentielle kunde er i kontakt med virksomheden. Touchpoints kan være den direkte kontakt:

  • Tale med en medarbejder
  • Besøge hjemmesiden
  • Se en video
  • Læse på facebooksiden osv.

Det kan også være indirekte gennem en anbefaling. Selvom Jonathan Løw har en fordel ved allerede at være etableret i markedet, er han stadig afhængig af at skabe tillid inden salget. En tilliden, der skabes ved de gennem netop disse touchpoints.

For at forstå hvordan tillid skabes gennem touchpoint, er det nødvendigt at forstå hvordan tillid skabes generelt. Der er (desværre) ikke en klar opskrift på at skabe tillid, men lad mig alligevel komme med mit bud:

Tillid = (Vision + Ambition) x Eksekvering

Tillid skabes ved at dele en vision med en potentiel kunde, være ambitiøs i sin vision og vigtigst af alt eksekvere på baggrund af visionen.  Tænk på, hvordan du selv har fået dine venner. I har sikkert haft en fælles interesse, og i den forbindelse er I begyndt at snakke sammen, lege sammen eller på anden måde lavet noget sammen. De bedste venner er ofte dem, man har oplevet mest sammen med. Touchpoints er i denne sammenhæng din virksomheds muligheder for at opleve noget sammen med kunden. Oplevelsen kræver en handling fra din side (eksekveringen), og det kræver, at du fanger kundens interesse (vision og ambition). Flere oplevelser skaber et tættere venskab eller mere tillid. Faktisk kan man sige, at det handler om at gøre kunderne til ens bedste venner, og det bliver man ved at skabe tillidsskabende oplevelser. Det giver de føromtalte touchpoints netop mulighed for.

 

Opbyg tilliden tidligt

Alt for mange iværksættere finder ud af dette alt for sent – i de fleste tilfælde først efter de allerede har lanceret deres produkt. Iværksætteren kommer til at bruge uhensigtsmæssigt meget tid på først at skabe tilliden så sent, eller endnu værre – han eller hun giver op undervejs. Selvfølgelig vil der findes produkter og services, der med stor sandsynlighed aldrig vil kunne sælges, men i langt de fleste tilfælde kan selv halvdårlige produkter sælges, såfremt tilliden til virksomheden eksisterer.

Den føromtalte iværksættervirksomhed havde godt styr på visionen og ambitionen, men manglede at handle på den – noget jeg ser gå igen ved de fleste første- og andengangsiværksættere. Kunderne har ikke tillid til iværksætteren, når han eller hun præsenterer sit produkt, fordi denne tillid endnu ikke er blevet opbygget. Målet er ikke længere at bygge et produkt for derefter at sælge det til kunderne. I stedet er det mindst lige så vigtigt at opbygge tilliden hos kunderne, allerede inden produktet er færdigt. Hvad dette betyder for iværksætteren, og hvordan man kan opbygge tilliden, vil jeg komme nærmere ind på i næste indlæg.

Her har jeg opsummeret de vigtigste pointer for dig:

  1. Salgsprocessen afhænger for iværksættere i høj grad af tillid fra kunderne.
  2. Tilliden bygges op gennem touchpoint, som er tidspunkter, hvor kunden er i direkte eller indirekte kontakt med virksomheden.
  3. Tillid er et resultat af en fælles vision, en ambitiøs løsning og løbende eksekvering.
  4. Eksekveringen vil give nye touchpoints, der vil øge muligheden for at skabe tillid.
  5. De fleste iværksættere glemmer at eksekvere i forhold til vision sideløbende med, at de udvikler deres produkt.
  6. Det tager tid at opbygge tillid, derfor er der meget tid at spare ved at starte med det så tidligt som muligt.

 

Guerilla startup

 

Hvad kan du selv gøre

Jeg vil anbefale dig at kigge på din egen virksomhed, din idé eller dit koncept og svare på følgende spørgsmål:

  1. Bruger du allerede nu tid og energi på at opbygge tillid hos dine kunder?
  2. Er der forskel på graden af tillid, du føler, de forskellige kunder har til dig?
  3. Hvad skyldes kundernes tillid? Hvis graden af tillid er forskellig, så kig på de kunder, du vurderer, har mest tillid til dig.
  4. Hvad vurderer du, at du kan gøre for at øge tilliden endnu mere hos dine nuværende kunder? Gør det!
  5. Hvordan kan du kopiere årsagen til dine nuværende kunders tillid over på nye kunder? Vælg tre forskellige metoder og test dem!

 

Langt de fleste får ikke gennemgået spørgsmålene ordentligt, da de ikke står til ansvar overfor nogen. Jeg udfordrer dig hermed til at svare grundigt på alle fem spørgsmål og sende det til mig (brian@atturde.dk). Jeg hører også meget gerne fra dig, hvis du selv har spørgsmål.

 

Interview: PLINTHIT

Logo

Logo

 

Hvem er I?

PLINTHIT laver innovative løsninger til hus og have, men afsæt i vores første produkt PLINTH som er en parasolfod, der er nem at flytte. Bag hele molevitten er Christian og Josefine. Vi mødte hinanden på studiet, slog pjalterne sammen og gik kort efter i gang med vores lille projekt. Til dagligt har vi kontor i Aarhus så vi nemt kan følge med i produktionen der foregår i Randers. Vi læser begge to (om natten) på BSS på Aarhus Universitet.

 

Hvad er grundpillerne i jeres virksomhed – og hvad er det nye?

Vi er hverken high-tech, en ny app eller medi-care. Vi har taget et ældgammelt produkt, som har eksisteret lige siden mennesket har ønsket at skygge sig for solen. Vi har re-designet en parasolfod, som benytter et patenteret låse system, der kan bruges ikke kun til en parasol, men til alle tænkelige rørformet objekter. En klassisk parasolfod består af et rør med 1-2 skruer og en klump beton/granit. Den er ikke ret nem at flytte rundt på, når solen flytter sig, og det er næsten umuligt at undgå at skruerne efter et par sæsoner ruster. Dette og mange andre udfordringer løser vi med PLINTHIT.

PLINTH samles med 4 vinkler, 1 base og 1 låsering lavet i letvægts kompositmateriale. For at give den fornødne tyngde til parasolfoden benyttes 2 specialdesignede 15 kg sandposer. Sandposerne har en naturlig stærk udendørs ydeevne og bleger ikke i solen.

 

Parasolfodens elementer

Parasolfodens elementer.

 

Hvordan er det at have egen virksomhed?

Frihed og begrænsninger.

Når man har sin egen virksomhed er man sin egen chef, og det har både positive og negative ting med sig. Man bestemmer suverænt selv hvornår man arbejder og det har for Christian og jeg været en fordel. Hvis solen skinner om onsdagen og det regner om søndagen, hvorfor så ikke lave onsdag om til weekend. Men så simpelt er det heller ikke altid, for størstedelen af tiden har man rigtig mange ting at se til og så er der slet ikke noget som hedder weekend.

 

Hvordan har opstartsproces været?

Vores opstart har varet fra februar 2014 til og med dette øjeblik hvor jeg skriver denne artikel. For det er først nu at vi begynder at få omsætning. Når man laver et fysisk produkt kan man ikke, ligesom med fx apps, lave en prototype med det rigtige design hvor funktionerne ikke er udviklet. Hos os var denne proces omvendt. Vi har, i et tidligt stadie, haft et produkt som havde funktionerne i orden, men som brugerne ikke synes var pænt. Vores erfaring har vist, ind i mellem, at brugeren har fravalgt produktet baseret på de sidste 10% som ikke har været færdigudviklet. Så opstarten har været hård, da det konstant var et kapløb om at få de sidste 10% færdig, og ja det har taget næsten 2 år.

 

Har I haft nogen udfordringer på vejen – hvis, hvilke og hvordan har I taklet dem?

Jeg tror ikke, at jeg kender til en start-up som ikke har haft udfordringer på vejen. Dem er der masser af, og bedst når en type udfordringer er afsluttet, kommer der nye i takt med at forretningen vokser.  Hverken Christian eller jeg har haft ingeniørerfaring eller kommer fra en designuddannelse. Derfor har vi måtte tillære mange ting selv eller betale os for den fornødne viden. Det har måske gjort udviklingsprocessen længere og har også gjort, at vi måtte lave nogle rigtig dyre ændringer undervejs i processen. Fra at være et udviklingsteam til at blive koordinator af en forsyningskæde er en udfordring i sig selv. Pludselig skal man drive sin forretning på en helt anderledes måde end da vi bare var i gang med at udvikle produktet. Vi har altid taget hver udfordring i stiv arm og ”taget tyren ved hornene”. På den måde har vores teamsammensætning været rigtig god. Jeg er primært ”Peacetime CEO og Christian ”Wartime CEO”. En peacetime CEO bruger tid på at definere kulturen. Wartime CEO lader krigen definere kulturen. Peacetime CEO arbejder på at minimere konflikter. Wartime CEO optrapper modsætningerne. Peacetime CEO ved, at en gennemarbejdet forretningsplan fører til at vinde. Wartime CEO bryder med forretningsplanen for at vinde. Peacetime CEO sætter store langhåret dristige mål. Wartime CEO har for travlt med at bekæmpe fjenden til at læse management bøger skrevet af konsulenter, der aldrig har evnet noget. Peacetime CEO stræber efter at udbrede markedet. Wartime CEO stræber efter at vinde markedet.

Når Christian og jeg på mange måder er hinandens modsætninger giver det en rigtig stor diversitet i vores måder at se løsninger på, hvilket er enormt interessant. Det betyder vi balancerer hinanden godt i skabelsen af retningen for PLINTHIT. Samtidig giver vores forskellighed også udfordringer, som vi må lære hvordan vi løser i fællesskab.

Josefine og Christian - stifterne af PLINTHIT

Josefine og Christian – stifterne af PLINTHIT

 

Hvor er I nu – og hvad byder fremtiden på?

Første test-sæson og nye eksporteventyr.

I dette forår har vi netop sendt de første 1000 produkter ud af døren til forhandlere og distributører i Danmark, Storbritannien, Tyskland og Østrig. De fleste kloge iværksættere siger, at man skal starte i sit hjemmemarked, før man kan begive sig ud på eksporteventyr. Vores udfordring har været, at Danmark ikke er vores hjemmemarked pga. det danske klima. Derfor er vi på et tidligt stadie blevet tvunget til at tage kontakt til udenlandske distributører for at kunne opretholde likviditeten.

I dette øjeblik er vi i gang med at sammensætte vores markedsføringsplan for vores brand PLINTHIT og ”Den digitale parasolfod PLINTH”. Det indebærer blandt andet en række videoer som distribueres på nettet. Det er blandt andet en række sjove reklamefilm, men samtidig vind videoer som dokumenterer at PLINTH er mere stabil end en almindelig parasolfod. Resten af året står derudover på forberedelse til tre B2B messer i Frankfurt, Köln og Chicago, hvor vi skal opsnuse flere distributører og undersøge markedsforholdene i USA.

 

Hvor langt var I i processen, da I søgte om at modtage et Mikrolegat?

Første gang vi søgte et mikrolegat var i foråret 2014, hvor vi fik et afslag. Vi var meget spæde på det tidspunkt, så det var nok i virkeligheden naturligt, at vi fik et afslag. Vi havde knap nok en prototype af vores parasolfod, men stort set kun råskitser og tegninger. Kort efter dette afslag indgik vi et samarbejde med Metalwo under initiativet SPININ under Aarhus Universitet. Metalwo var en slags mentor-virksomhed som hjalp os med at udvikle adskillige prototyper og gav os viden om forskellige materialer. Vi arbejdede yderligere hårdt over sommeren og søgte igen. Denne gang lykkedes det! Vi havde bevist vores udvikling, og at vi havde et produkt med et klart potentiale. Set i bakspejlet var vi ikke super skarpe på vores koncept, og produktet var stadig langt fra færdig, men vi havde styr på vores research, hvordan vi ville gå til værks og ikke mindst, havde vi fået etableret en professionel bestyrelse som gjorde projektet seriøst.

 

PLINTHIT parasolfoden

PLINTH parasolfoden

 

Hvad har modtagelsen af Mikrolegatet betydet for jer og jeres virksomhed?

Mikrolegatet var alt afgørende for vores opstart. Det satte skub i forretningen, og gjorde at vi ikke tøvede med at investere yderligere penge i projektet. Det gav os en ekstern anerkendelse fra professionelle folk og en billet til noget der har vist sig at være et rigtig godt netværk, hvor vi senere hen har mødt interessante mennesker og deltaget i investor events.

 

Hvorfor søgte I om at få et Mikrolegat?

Vi søgte mikrolegatet, fordi vi ønskede en ekstern og upartisk vurdering af potentialet i projektet, før vi for alvor turde dedikere krop og sjæl til virksomheden. Selvfølgelig havde det økonomiske grundlag også et klar incitament, men det var i langt højere grad den godkendelse eller accept, at idéen som havde allerstørst betydning for os.

 

Hvor kommer jeres iværksætterlyst fra – og hvordan har den udviklet jer og jeres virksomhed?

Christian og jeg har begge to forældre som har været selvstændige, på et eller andet tidspunkt i deres liv. Så jeg har hele mit liv haft en skjul skabertrang.  I folkeskolen var jeg instruktør på en kortfilm, lavet sammen med Aarhus Filmværksted, og da jeg passede blomster i Kvickly Xtra, kom jeg forsigtigt op til varehuschefen for at spørge om jeg ikke måtte leje gulv-arealet, til at lave min egen lille blomsterafdeling, så jeg kunne lave det smukt og indbydende, i stedet for kun de sædvanlige roser og orkidéer. Men I de efterfølgende år blev iværksætterlysten negligeret til fordel for en direkte karriere i konsulent-branchen inden for statistik, kvantitativ metode og databehandling lige indtil den dag jeg mødte Christian. Christian var nemlig allerede i gang med et lille IT projekt og havde et klart mål: at skabe noget med sine egne hænder og være sin egen chef.

Hele Christians iværksætterenergi og stræben efter at nå et mål, fik mig til at grave ned i min fars skuffer, hvor jeg fandt tegningerne til en parasolfod, som havde ligget der i årevis. En idé der havde fulgt mig gennem årene, men som jeg aldrig havde haft energi eller mod til at tage frem. Men det mod havde Christian, og hans mod fik min iværksætterlyst til live.

 

Har I gode råd til andre som overvejer at starte virksomhed eller der ønsker at søge et Mikrolegat?

Alle kan starte en virksomhed, man behøver ikke nogen særlig baggrund. For den viden, man i givet fald kommer til at mangle, skal man købe sig til.

PLINTHIT - den færdigsamlet parasolfod med sandsække

PLINTHIT – den færdigsamlet parasolfod, PLINTH, med sandsække

 

Denne fantasiske parasol kan i læse meget mere om på deres hjemmeside PLINTHIT.

Hvis du, ligesom mig, er blevet inspireret af deres historie, så del den, så endnu flere får inspiration til deres iværksætterdrømme!

Endnu en gang tak fordi i læste med!
Xenia – redaktør

VISA Challenge – a learning process in disguise

Tirsdag d. 14/4 åbnede Erhvervsakademi Aarhus dørene for VISA Challenge – en konkurrence, der fokuserer på det økonomiske aspekt af innovation og entreprenørskab. Udfordringen, stillet af VISA Europe, blev først introduceret for de 63 deltagende elever fra landets videregående uddannelser, på dagen, så oppe på dupperne skulle de i den grad være…

For the English version, scroll down. 

Og det var de så sandelig også. For efter en start med en lang række idégenererings-, og idéudvælgelsesprocesser, faciliteret af Nina Viktoria Berg og Anniken Sand fra ISTID, gik de studerende aktivt og engageret til værks med udfordringen. Med 10.000 kroner samt en plads til EM i VISA Challenge i sigte, var der nemlig meget at dyste om.

EM i VISA Challenge bliver afholdt i Lissabon, i forbindelse med EM i Entreprenørskab. Her vil vinderteamet skulle dyste imod vinderne fra Rumænien, Portugal og England.

11143391_871793812881147_7707205403860975420_n

Da de deltagende teams havde lagt sig fast på en idé, blev det tid til at præsentere for de 3 dommere fra VISA, der alle var fløjet ind fra England. Af de 21 teams blev 6 udvalgt til finalen, hvor der ikke kun skulle pitches foran den samlede jury, men også de resterende teams. Finalen bød på mange gode idéer, men en personlig fingerring, der skulle fungerer som et betalingssystem skilte sig lidt mere ud ift. de andre.

Vinderteamet ’Safepay’: Kristina Villadsen, Simon Breum Fisker og Jacob Lindebjerg fra Erhvervsakademi Aarhus.

Vinderteamet ’Safepay’: Kristina Villadsen, Simon Breum Fisker og Jacob Lindebjerg fra Erhvervsakademi Aarhus.

”Det var fedt at deltage, og sjovt at arbejde meget intensivt med et projekt. Det var udfordrende og sjovt at blive presset ud i nogle situationer, hvor man på meget kort tid skal udforme en idé og samtidig pitche den på engelsk – vi blev skubbet ud af vores komfortzone. Vi har lært, at vi er bedre til at arbejde under pres end vi troede og gode til at “bygge ovenpå” hinandens idéer – som en af de øvelser vi lavede også arbejdede med,” fortæller Kristina Villadsen fra ’Safepay’.

VISAHappy

Selvom VISA Challenge er en konkurrence, så var det ikke det som de deltagende elever havde fokus på, da vi spurgte ind til, hvordan det havde været at deltage i VISA Challenge. For som Lucas Pedersen fra Erhvervsakademi Aarhus udtalte: ”Det føles egentlig ikke så meget som en konkurrence, men nærmere en læringsproces.”  Så selvom man som deltager ikke vandt, så kunne man stadig tage en masse læring med hjem fra dagen.

VISA Challenge blev afholdt af Visa Europe og Start Up Programme.

 

The English version  

VISA Challenge – a learning process in disguise.

On 14thApril Business Academy Aarhus, Denmark opened its doors to VISA Challenge – a competition that focuses on the economic aspect of innovation and entrepreneurship. The challenge issued by VISA Europe was introduced to the 63 participating students from the higher educations in Denmark, on the very day of the event, so the students had to be ready to act…

And they certainly were. After a start with a wide range of idea generating and idea development processes, facilitated by Nina Viktoria Berg and Anniken Sand from ISTID, the students were committed and dedicated to go on with their idea process and development thereof.  With 10,000 DKK and a ticket to the European Championships in VISA Challenge as the 1st prize, there was much to compete for.

The European Championships in VISA Challenge will be held in Lisbon, in connection with the European Championships in Entrepreneurship.  Here is the winning team going to compete against the winners from Romania, Portugal and England.

11143391_871793812881147_7707205403860975420_n

After the participating teams had worked on their ideas it was time to pitch it to the three judges from VISA. Of the 21 teams, 6 were selected for the final, where not only did they pitch in front of the judges, but also in front of the remaining teams. The final offered many good ideas, but a personal finger ring working as a payment method differed from the others and won the competition.

Vinderteamet ’Safepay’: Kristina Villadsen, Simon Breum Fisker og Jacob Lindebjerg fra Erhvervsakademi Aarhus.

The winning team ’Safepay’: Kristina Villadsen, Simon Breum Fisker og Jacob Lindebjerg from Buisiness Academy Aarhus.

“It was great to be a part of the competition and fun to work very intensively with a project. It was challenging and fun to be pushed into situations, where you, in a very short time, needed to develop an idea and pitch it in English, when we are normally used to pitch in Danish – we were definitely pushed out of our comfort zone. We’ve learned that we work a lot better under pressure than we thought. We’ve also learned that we are good at building on each other’s ideas – which was one of the exercises we went through in one of the first idea generating processes,”  says Kristina Villadsen from ‘Safepay’.

VISAHappy

Although the VISA Challenge was a competition, it wasn’t the competition part that was ‘Top-of-mind’ when the participants were asked how it was like to participate in VISA Challenge. As Lucas Pedersen, from Business Academy Aarhus puts it: “It really doesn’t feel like a competition, but it rather feels like a learning process.”

Even though they couldn’t all go home with a prize, the participating students didn’t go home empty handed. In fact, they all went home with something that by the end of the day is as valuable as the 1st price.

VISA Challenge was held by Visa Europe og Start Up Programme.  

Gæsteblogger: Linda Sonnichsen

For English version, please see below.

Hvad er det værste, der kan ske?

Havde du spurgt mig for 11 år siden, om jeg ville stille mig foran 1000 mennesker og holde tale, havde svaret været ”NEJ!”. Samme svar havde du fået, hvis du havde spurgt mig, om jeg ville lede min egen virksomhed eller en stor Europæisk organisation. Meget er sket siden, og i dag holder jeg foredrag på skoler og i virksomheder. Jeg er i gang med mit sjette startup-eventyr, jeg har boet i udlandet, jeg er gået konkurs, har en BA og er præsident for en europæisk organisation for unge iværksættere.

1450970_825337514164686_1037353759257154934_n

Det hele startede, da jeg for 10 år siden begyndte på HHX. På daværende tidspunkt var jeg elitesportsdanser, og hele min fremtid var planlagt. Jeg skulle danse professionelt! Jeg har altid været en genert og nervøs pige, og har aldrig været god til at tage chancer.

På HHX mødte jeg en fantastisk underviser, som jeg stadig takker for at have gjort mig stærkere, end jeg var tidligere: Jan Nielsen. I hans timer skulle vi lave vores egne virksomheder, og vi lærte om ledelse, økonomi, og innovation. Han var ærlig, grov og gav intet for lyshårede, unge piger og deres smil – han ville se resultater. Altid fair? Nej, men det er verden heller ikke!

For første gang kunne jeg se, hvad skolen skulle bruges til, og de ligegyldige undervisningstimer i folkeskolen gav pludselig mening. Jeg havde nu fået lysten til at studere og lære! Jeg kunne bidrage og mine skøre idéer og anderledes tankegang, som gennem folkeskolen aldrig blev værdsat.

10409569_765300676875601_7088745580845109261_n

På 3. semester mistede jeg min mor. Det var det værst tænkelige, der kunne ske, og jeg følte mig fortabt. Året efter fik jeg sukkersyge og blev hentet i en ambulance. Jeg havde ingen tegn haft på sygdommen, så da lægerne kom, vidste de ikke, hvad jeg fejlede, og det endte faktisk så galt, at de mistede mig, og at jeg døde – men kun et øjeblik.

Alt, hvad der før var hele min verden, var pludselig ikke nok mere, og jeg havde brug for luftforandring og at teste mig selv. Jeg valgte at tage til Frankrig, og for at give et indblik i min pludselige ændring fra genert pige til en pige, der var klar til et nyt kapitel, vil jeg citere min engelsklærerinde efter min eksamen: ”Du får kun lige 7 (den gamle skala), men det er ok. Man kan sagtens klare sig i Danmark uden engelsk!” Hvortil jeg svarede: ”Jeg håber sgu, mit engelsk dur, for om 2 uger bor jeg i Frankrig, og jeg snakker ikke fransk. Ha’ det godt!”. Selvtilliden, som entreprenørskabsundervisningen havde givet mig, var her en vigtigt faktor til mit mod. Frankrig viste sig at være det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Da jeg kom hjem fra Frankrig, startede jeg virksomhed igen. Den havde jeg i 2 år og endte med at købe min partner ud og sælge virksomheden. Dernæst røg jeg ind i en depression, men min voldsomme stædighed, familie og mine venner holdt mig ovenpå. Jeg begyndte at studere, men blev optaget i bestyrelsen i JA Alumni Denmark (dengang YEAD). Her arbejdede jeg i fire år, hvor jeg i to af dem fungerede som formand.

Jeg er aldrig begyndt at danse igen. Men spændingen fra elitesporten og det hårde arbejde, sammenspil med en partner har jeg stadig. Nu er gulvet virksomheden, og dansepartneren er blevet til forretningspartnere. Fine kjoler er blevet til… Ja, stadig fine kjoler, bare minus glimmer. Havde du spurgt mig for 10 år siden, om jeg ville stoppe med at danse, så havde svaret været ”NEJ, det ville være det værste, der kunne ske!”

10710760_10152313887851751_3811725305143666516_n

En del af den solgte virksomhed gik konkurs, og det er for mange det værste, der kan ske. Men sørger man for at sikre sig selv med de rigtige dokumenter, og har man papirarbejdet i orden, så er en konkurs i grove træk et slag i hovedet, en træls følelse, en masse bandeord, mange gravøl, en tur i sø-og handelsretten og en vurdering – og en gennemgang af din økonomi. That’s it!

Jeg er 26 år og i gang med min sjette startup. Jeg arbejder fuldtid i Wonderful Copenhagen og er præsident for JA Alumni Europe. Jeg tror aldrig, jeg vil få timer nok i døgnet til alt, hvad jeg gerne vil. Derfor er det vigtigt at prioritere. Jeg ser ikke min familie og venner tit, men sørger for at snakke med dem ofte og involvere dem meget i, hvad jeg laver. Jeg sover ikke meget og shopping, selvforkælelse og fjernsyn er der ikke tid til. Men jeg får lov til at rejse verden rundt, snakke med dygtige virksomhedsledere, holde foredrag, motivere unge og være dommer til de konkurrencer, jeg selv deltog i for 10 år siden.

Jeg har lært, at man ikke kommer langt i livet, fordi man har lyst hår og et sødt smil. Det kræver hårdt arbejde og ikke mindst kompromis. Det kræver, at man er hård og ikke altid vellidt. Jeg arbejder i et miljø domineret af mænd, hvilket kun er noget, jeg tænker over, når jeg ser priser for ”årets kvindelige iværksætter”. En pris jeg til hver en tid vil frabede mig! Jeg skal ikke puttes i en liga pga. mit køn, så hvor er prisen for bedste mandlige iværksætter? Har kvinder fået en handicapliga, hvor vi bliver vurderet på lyst hår og smil? Hvis ikke jeg kan konkurrere på lige fod med mine mandlige kollegaer, må jeg enten undvære en pris eller ganske simpelt arbejde hårdere, indtil jeg er på samme niveau.

556858_4551235611686_1985859148_n

Jeg har levet på et budget, som jeg tror, regeringen beskriver som ”under fattigdomsgrænsen” – og gør det stadig nogle måneder. Alligevel har jeg klaret at rejse verden rundt, opleve utrolige ting og alt sammen, fordi jeg hele tiden har taget chancer, tilbudt min hjælp og turdet taget folk på ordet, når de har tilbudt deres. Jeg tror på, at for at kunne få, skal man give. Jeg har givet alt af mig selv, hvilket har ledt mig ind i en konkurs. Nogle gange ensomhed og gråd, men jeg fortryder intet. Det, jeg har i dag, vil jeg ikke bytte for noget i verden.

Så hvad er det værste, der kan ske? For mig var det at dø og miste, men det er prøvet og jeg overlevede. Savnet til min mama går aldrig væk, men man lærer at leve med det. At gå konkurs? En depression? At vælge dansedrømmen fra? Det er ikke sjovt, men man kan vælge at lade det definere, hvem man er eller kæmpe videre.

Det værste for mig er livet uden chancer og drømme og ikke mindst viljen og modet til at forfølge dem. Det værste, der kunne ske, var at miste lysten til at lære og leve alene. Husk derfor at omring dig med folk, der gør dig bedre og er der for dig.

Så kom i gang – det værste, der kan ske er slet ikke så slemt! Netop den tankegang har ledt mig til den virksomhed, jeg har i dag sammen med min veninde. Kreabarn.dk sælger legetøj til den travle forælder, der hjælper med at udvikle børns motorik og fantasi. Det er det gode alternativ til tablets og smartphones. Idéen fik vi en grå aften i februar 2014, og i løbet af to timer havde vi en registreret virksomhed, købt lager, domæne og lagt en kortsigtet plan for Kreabarn.dk. Siden har vi bare forsøgt at følge med så godt som overhovedet muligt.

logo

 

 


 

English version

What’s the worst that could happen?

If  you’d asked me whether I would stand in front of 1,000 people and make a speech 10 years ago, the answer would have been a firm “NO!”. If you had asked me whether I would run my own company or a large European organisation, the answer would have been the same. A lot has happened since, and these days I give lectures in schools and at different companies, I am in the middle of my sixth start-up adventure, I’ve lived abroad, I’ve gone bankrupt, have a Bachelor’s degree and I am the president of a European organisation for young entrepreneurs.

 

It all started ten years ago when I began my college degree in Higher Commercial Examination. At that time, I was an elite sports dancer and my entire future was already planned out – I was going to dance professionally! I’ve always been a shy and nervous girl and I’ve never been good at taking chances.

In college I met an amazing teacher whom I still thank for making me stronger than I have ever been: Jan Nielsen. His classes were all about creating our own companies and we were taught management, economy and innovation. He was honest, brutish and paid no mind to blonde girls and their smiles – he wanted results. Fair to a fault? No, but then the world isn’t either.

For the first time, school had a point and a purpose, and the trivial classes during primary and lower secondary school suddenly made sense. Now, I wanted to study and learn! I could contribute and suddenly my crazy ideas and different mind-set was appreciated – an appreciation which I’d never experienced during primary and lower secondary school.

During my third semester I lost my mom. This was the worst that could possibly happen and I felt lost. A year later I developed diabetes and was taken to hospital in an ambulance. I didn’t have any symptoms so when the doctors arrived they didn’t know what was wrong. It actually got so bad that I died – but only for a moment.

Everything that had previously been my world suddenly wasn’t enough anymore and I needed a change in scenery and a challenge. I went to France, and in order to illustrate my sudden change from a shy girl to someone ready for a new chapter I will quote my English teacher after my exam: “You only just got a D, but that’s ok. You’ll do just fine in Denmark without English!” to which I replied “I sure hope my English will be fine, because in two weeks I’ll be living in France and I don’t speak French! All the best!” The confidence that the classes in innovation and entrepreneurship had given me was an important contributor to my courage and moving to France turned out to be the best thing I’ve ever done for myself.

When I got home from France I started another company. I owned it for two years and ended up buying out my partner and selling the company. Then I had a depression, but my stubbornness, family and friends kept me afloat. I began my studies, but was accepted into the board of JA Alumni Denmark (YEAD at the time). I worked there for four years, two of which as the president.

I never took up dancing again. But I’ve still got the excitement from the sport and the hard work as well as the ability to work in a team. Now, the dance floor is the company and the dance partners are business partners. Fancy dresses are… well, fancy dresses, only without the glitter. Had you asked me if I would stop dancing ten years ago the answer would have been a firm: ”NO! That would be the worst that could happen!”

Part of the sold company went bankrupt and for many business people that’s the worst that can happen. But if you insure yourself with the proper documents and paperwork, a bankruptcy is merely a hit over the head and a disappointment. For me the bankruptcy led to a lot of cursing, a lot of beer, a trip to the Maritime and Commercial Court, an assessment as well as a review of my economy. But that was it!

I am 26 years old and in the middle of my sixth start-up. I work full time in Wonderful Copenhagen, a foundation for marketing the Danish capital, and I am the president of JA Alumni Europe. I don’t think I will ever have enough hours in the day to do all the things I want. Therefore, prioritizing is important. I don’t see family and friends that much but I make sure to talk to them often and involve them in the things that I do. I don’t sleep much and have very little time for shopping, self-indulgences and TV. But I get to travel around the world, talk to talented managers and executives, present lectures, motivate young people and judge in competitions in which I myself participated just ten years ago.

I’ve learnt that you don’t get far in life just by being blonde and having a sweet smile. Getting ahead requires hard work and compromise. It requires toughness and not always being liked. I work in an environment dominated by men which I only think about when I see awards like “Female Entrepreneur of the Year”. This is an award I would decline at any time. I won’t be put in a league because of my sex – and besides, where is the award for best male entrepreneur? Have we women got a special league where we are judged on blonde hair and smiles? If I cannot compete on equal terms with my male colleagues I would rather do without an award or simply work harder until I’m at the same level.

I’ve lived on a budget which I think the government would describe as being below the poverty line – and some months I still do. Yet, I’ve gone around the world and experienced incredible things; everything because I’ve taken chances, offered my help and dared to hold people to their words when they’ve offered theirs. I believe that in order to receive you have to give. I’ve given it all, which have led me into a bankruptcy. Sometimes I received loneliness and tears in return but I don’t regret anything. I wouldn’t trade what I have today for anything.

So what’s the worst that could happen? For me, it was dying and losing my mother but I’ve been there and I survived. I won’t ever stop missing my mom, but you learn to live with it. Going bankrupt? A depression? Dropping my dream of dancing professionally? It’s not fun but you can choose to let it define who you are – or keep on fighting.

The worst scenario for me is life without taking chances, dreaming, and without the will and courage to follow them. The worst that could happen is losing the will to learn and to live. So remember to surround yourself with people who make you better and are there for you.

So get to it – the worst that could happen isn’t that bad at all! That exact mind-set has led me to the company a friend and I own today.  Kreabarn.dk stocks toys that help develop children’s motor functions and fantasy. These toys are good alternatives to tablets and smartphones. We got the idea on a grey February evening in 2014 and within two hours we had registered our company, bought our stock, our domain and laid out a short-term plan for the company. Since then, we’ve been trying to catch up to the demand.