Interview: MyMedCards

Interview med Sarah Munkholm, stifter af Mymedcards.

MyMedCards logo

MyMedCards logo

 

 

 

 

 

 

Hvad er MyMedCards?
MyMedCards er en nyopstartet virksomhed, som blev etableret for ca. 1 år siden. Den bunder i en idé, som jeg fik gennem mit medicinstudium på Aalborg Universitet.

App’en er udviklet til at indeholde de korte og vigtige informationer, som sundhedspersonalet har brug for, hvad enten de arbejder i kommunalt eller regionalt regi. Således kan personalet hurtig og nemt finde de nødvendige informationer, som de behandler patienterne ud fra.

 

Hvem står bag MyMedCards?
Jeg er medicinstuderende, og har ca. 2 måneder tilbage af studiet. Jeg kommer fra Hobro og bor i Århus med min kæreste.

Lasse Lomborg er økonomistuderende og har en bred forståelse for forretning og økonomi.

Tine Christensen er uddannet markedsføringsøkonom og har til sommer en bachelor i erhvervsøkonomi. Hun varetager alt PR, sociale medier og marketing i forretningen.

Christoffer Hübertz er det nyeste skud på stammen. Han har været sælger hos bl.a. eBay og har også selv startet nogle virksomheder op. Christoffer skal være vores søde og rare sælger og fungere som et vigtigt led mellem MyMedCards og vores kunder.

 

Hvad er grundpillerne i MyMedCards – og hvad adskiller sig fra andre i samme branche?
Vi ønsker at levere et produkt, som gør en nævneværdig forskel for vores slutbrugere – sundhedspersonalet. Vi har på kort tid opnået overbevisende og flotte resultater på vores testforløb, fordi vi netop har inddraget vores slutbrugere i hele forløbet. Det har resulteret i et stort engagement fra vores brugere og et samtidigt unikt og skalerbart produkt.

 

Hvorfor valgte du at beskæftige dig med optimering og kvalitetssikring af vidensdeling – og hvorfor faldt valget på en appløsning?
Når man får en idé, som man oveni købet selv har brug for og savner i ens hverdag, så får man bare et yderligere incitament for at påbegynde sådan et projekt. At responsen ydermere viser sig at være overvældende god fra brugerne, betyder, at man ikke kan lade være med at eksplorere det behov, som jeg har valgt at adressere, og finde den bedste løsning for.

Grunden til, at valget faldt på app-formatet, var, at det i denne tid forventes, at alting foregår digitalt, og apps gør det muligt at interagere med mange mennesker på en brugervenlig og intuitiv måde, som var det, produktet skulle kunne.

MyMedCards APPen - Gør hverdagen lettere for sundhedspersonalet.

MyMedCards APP’en. Gør hverdagen lettere for sundhedspersonalet.

 

Hvordan er det at have egen virksomhed?
Det er utrolig lærerigt. Vi er nu 4 i virksomheden, hvilket gør, at man har mange bolde i luften og mange ansvarsområder, som jeg ikke ellers ville have stiftet bekendtskab med, hvis jeg blot var på et medicinstudie. Så det er rigtig fedt.

 

Hvordan har opstartsprocessen været?
Det er hårdt, og jeg ved heller ikke, om man nogensinde i de første mange år kommer over den opstartsproces, for alt vi gør, er i opstart, så det kræver utrolig meget tålmodighed og flid for at fastholde sine mål, for der skal kæmpes for det – hver eneste dag – og man må gå på kompromis med nogle ting, det kan man ikke undgå.

 

Har du haft nogen udfordringer på vejen?
Ja, masser!
Finansielle
Advokat, revisor og selvfølgelig udvikling af dit produkt mv. koster rigtig mange penge, som er en svær og samtidig vigtig post i starten.
Derfor skal man nok gøre sig klart, hvordan man vil finansiere til start up hurtigt i processen. Der er rigtig mange hjælpsomme fonde, som vi selvfølgelig har benyttet os af, men tag ikke fejl, dette tager alt sammen tid, så man skal huske at opveje tid vs. økonomisk gevinst.

Skepsis fra kundegrundlaget
Jeg har valgt et svært kundesegment, som er kendt for at være konservative, hvilket jeg har erfaret i allerhøjeste grad. Desuden er beslutningsprocesserne generelt lange, som også er svært for en lille virksomhed.
Det er noget, vi forsøger at håndtere hver dag, men tålmodighed er nok meget sundt til tider.

Teamet
Jeg føler først nu, at jeg har fået samlet dem, jeg ønsker at arbejde med, og dem, jeg føler brænder for produktet. De engagerede og motiverede medarbejdere hænger ikke på træerne, og de gode, erfarne er ofte taget allerede.
Så derfor har jeg helt fra starten brugt meget tid på at netværke, og desuden derefter plejet disse kontakter. Men generelt skal man tænke sig om, inden man tager nogle ind i virksomheden, for det tager altid tid, så denne skal opveje de fordele, du får ved det.

At drive og opstarte en virksomhed tager lang tid
Mange tror, at det er udviklingen af produktet, som er det tidskrævende, men der er så mange ting, som faktisk tager længere tid – så man skal virkelige prioritere sin tid.
Jeg har ikke altid været lige god til dette, men har efterhånden lært mig selv, at man ikke altid når det hele – og det bliver man nødt til at acceptere.

 

Hvad byder fremtiden på?
Jeg er færdig som læge om ca. 2 måneder. Vi forventer at have vores teststeder inde som kunder omkring sommer, og derefter skal vi til at være mere målrettede omkring vores salg. Desuden bliver vi ved med at optimere vores produkt for at sikre, at vores kunder føler, at de får et innovativt og brugbart produkt.

mand MMC

 

Hvor langt var du i processen, da du søgte om et Mikrolegat?
Jeg havde min første prototype ude, og det var faktisk det.

 

Hvad har modtagelsen af Mikrolegatet betydet for dig og din virksomhed?
Det giver altid et ekstra ballast at få midler til det, man brænder for, så det var en rigtig stor hjælp økonomisk. Pengene gik primært til udvikling af mit nye produkt, som sidenhen er blevet testet og videreudviklet i samarbejde med vores kunder.

 

Hvor kommer din iværksætterlyst fra?
Det har egentlig aldrig rigtigt ligget i kortene, at jeg skulle være iværksætter, men jeg har alligevel altid været en del af diverse foreninger og arrangeret mange ting. Men springet bunder i, at jeg fandt noget, jeg brændte for, og som brugerne pludselig efterspurgte.

 

Har du gode råd til andre som overvejer at starte virksomhed?
Spring ud i det – og husk hvorfor du gjorde det, og ha´ det sjovt.

På billedet – fra venstre mod højre: Tine Christensen, Sarah Bach Munkholm og Lasse Lomborg.

På billedet – fra venstre mod højre: Tine Christensen, Sarah Bach Munkholm og Lasse Lomborg.

endnu en virksomhed, endnu et mikrolegat blev givet.
jeg håber, at mikrolegat-måneden inspirerer jer til at starte jeres egen iværksættervirksomhed, eller at i tager det sidste og vigtige skridt i en opstartsproces.

hvis i fandt dette interview inspirerende, så del det!