Gæsteblogger: Brian Johannsen

Som I nok har læst her på bloggen, har vi fået Brian Johannsen fra At Turde til at skrive et par blogindlæg for os. Dette er det tredje og sidste (i denne omgang), hvor Brian giver gode råd og inspiration til, hvordan du kan bruge din sommerferie på at blive en bedre iværksætter.

 

13467720_10209792875287404_634877597_o

Bliv en bedre iværksætter i din sommerferie!
Der er intet i vejen med at få masser af idéer eller at arbejde med koncepter. Jeg har selv argumenteret for, at min evne til at få mange idéer var en af mine styrker. Det kan dog også vise sig at være en svaghed, hvis man aldrig når videre end idé- eller konceptstadiet. Det kræver nok en forklaring…

Idéer og koncepter er forestillinger om, hvordan verden ser ud, verden set med dine øjne. Først når en idé eller et koncept er blevet omdannet til et konkret produkt eller service, får man svar på, hvordan verden i virkeligheden ser ud. Det resultat, man får, er sjældent det, man forventede, og det er her, man begynder at lære mere om kommende kunder og deres problem(er). Kommer du aldrig til det stadie, hvor du handler på dine idéer eller koncepter, finder du aldrig ud af, om de er gode eller dårlige. Ved at teste nogle af dine idéer af, træner du din evne til at få bedre idéer i fremtiden. Kommer dine idéer aldrig ud af hovedet eller væk fra papiret, er der en risiko for, at du nu og i fremtiden vil blive ved med at få dårlige idéer, som du tror, er gode.

Første skridt på rejsen som iværksætter er at finde ud af, hvilke der er gode idéer, og hvilke der er dårlige. Alt for mange iværksættere spilder deres tid ved at tro, at de ikke har behov for dette skridt, da de (selvfølgelig) tror, at deres idé er god.

Her er en guide til, hvordan du kan teste dine idéer og finde ud af, hvilke der er gode, eller sagt med andre ord – et forslag til hvordan du kan bruge din sommerferie til at blive en bedre iværksætter.

Find et problem der interesserer dig
Iværksætteri handler om passion, og som jeg argumenterede for i sidste indlæg, handler passionen om problemet og ikke løsningen. Start med enten at tage udgangspunkt i en interesse du har, eller en gruppe af mennesker, du gerne vil hjælpe. Efterfølgende skal du finde et af de større problemer, som personerne oplever, og som du kunne tænke dig at løse. Har du flere muligheder, så lav gerne en prioriteret liste.

Find ud af, hvad du kan gøre
Det helt essentielle ved at skulle føre en idé ud i livet er at vælge noget, du reelt set har mulighed for at gøre. Kan du ikke selv finde ud af at programmere, og kender du heller ikke nogen, som kan, er det f.eks. en dårlig idé at ville lave en app eller en kompliceret hjemmeside. Lav en liste over de ressourcer, du har adgang til. Du kan dele dem op i:

  • Personlige ressourcer – hvad kan du selv, hvilke evner og færdigheder har du, og hvad er specielt ved netop dig.
  • Fysiske ressourcer – hvad har du adgang til af maskiner, materialer, lokationer o.lign.
  • Relationelle ressourcer – hvem kender du igennem dit eget netværk, og hvem kender du igennem dit netværks netværk. Her kan det være relevant at spørge dine forældre, da de sikker har adgang til mange flere personer, steder, maskiner og andre muligheder, end du lige regner med 🙂

Find en løsning på problemet
Ved at tage udgangspunkt i netop de ressourcer, som du har til rådighed, finder du en løsning på problemet, du har kastet dig over. Målet er ikke at finde den bedste løsning på problemet generelt, men den bedste løsning i forhold til dine ressourcer. Du finder måske ud af, at der er et andet problem, du nemmere kan løse med de ressourcer, du har til rådighed, men så skifter du bare problem. Det vigtigste er, at du ender med noget, du kan gå ud og gøre noget ved med det samme med det, du har til rådighed.

Lav et koncept
I første omgang er det ikke vigtigt, at du tjener penge på din løsning. Det handler i stedet om at engagere de kommende brugere/kunder – at starte med at skabe tillid. Det vigtigste er at finde ud af, om din løsning skaber værdi. Brug kun en enkelt dag på at lave konceptet – du sikkert vil opleve, at du kommer til at ændre det igen.

Ud og snak med brugerne/kunderne
Nu er tiden kommet til at præsentere din løsning for dem, der har problemet. Find gerne fem til ti personer (brugere), som du ikke kender direkte, og præsenter din løsning for dem. Spørg om feedback på din løsning, spørg ind til hvad den mangler, og hvad der skal til, for at de synes, det er en god idé. Målet er at finde ud af, om der er et match mellem hvad du kan med de ressourcer, du har adgang til, og hvad brugerne efterspørger.

Hvis brugerne synes, det er en god idé, gælder det om hurtigst muligt at føre den ud i livet. Hvis de ikke er så vilde med idéen, starter du forfra. Du vil nu finde ud af, at du efter samtalen ved mere om problemet og brugerne, og at du måske også har fået nye relationelle ressourcer gennem de personer, du har talt med.

Det handler om træning
Målet er ikke, at du skal ud og skabe komplicerede teknologiske løsninger, men i stedet skal du finde enkle løsninger på problemer: Du skal skabe værdi for andre. Du vil sikkert også opleve, at du ikke rammer rigtigt de første par gange, men det er netop formålet, nemlig at blive bedre til at ramme rigtigt. Det kræver bl.a. en forståelse af dem, man prøver at hjælpe, og at man har adgang til de rette ressourcer.

Går du med drømmen om at blive iværksætter, er ovenstående øvelse ikke bare en god idé, men det vilogså spare dig for meget tid i det lange løb. Jeg håber, at du vil investere noget af din sommerferie i at træne iværksætteri, og skulle du have spørgsmål eller brug for hjælp undervejs, kan jeg altid fanges på brian@atturde.dk.

Som inspiration har jeg oplistet tre områder, jeg synes, kunne være interessante at arbejde med:

  1. Turister: Danmark har mange turister om sommeren, der besøger landet for at slappe af og få nogle gode ferieoplevelser. Der er masser af gode muligheder for at skabe værdi for disse turister, enten gennem information eller oplevelser.
  2. Børn og unge: Ferie betyder også, at børn og unge ikke længere skal i skole og derfor har masser af fritid. Selvom ferie er rart, kan det også være kedeligt. Der er masser af muligheder for at lave arrangementer for børn og unge.
  3. Ældre: Pensionister har mange udfordringer. De keder sig måske, de har udfordringer med teknologien og måske de daglige gøremål. Der er altså rigeligt med muligheder for at bidrage med værdi.

God fornøjelse og god sommer 🙂

Tak, fordi du læste med – vi håber, du er blevet inspireret. Med dette indlæg vil vi også her fra Youngtrepreneur sige god sommer og god ferie – vi ses igen til august!