Gæsteblogger: COME ON

Sådan lærer du at elske internettet og den digitale postkasse, selvom du er en del af det “grå guld”

Signe, Victoria og Bolette er tre piger med ben i næsen. Alle har de en meget aktiv hverdag. De dyrker sport, går meget op i skolen, har fritidsjobs, hænger ud med veninderne – og så har de også lige deres egen virksomhed. De har sammen udviklet COME ON. Konceptet tager udgangspunkt i en bog, der guider primært de ældre i samfundet igennem internettets mange facetter. Læs meget mere om virksomheden, COME ON, og pigernes oplevelser, udfordringer og erfaringer nedenfor.  

 10743_724080250958872_33254804_n

COME ON er en virksomhed bestående af tre piger, som alle studerer på Herningsholm Erhvervsgymnasium (HHX). Virksomhedens indehavere er Signe Pedersen 19 år, Victoria Skov 18 år og Bolette Sand, også 18 år. Vi er alle tre aktive piger, som både går meget op i vores skole, og ønsker at pleje og vedligeholde vores venskaber. Vi dyrker alle sport og har fritidsjob ved siden af vores virksomhed.

Idéen bag
Vores idé opstod hovedsageligt, da Signe Pedersen i et fly på vej til Bulgarien læste en artikel om et nyt lovkrav om digital postkasse, som ville træde i kræft fra d. 1. november 2014.  I artiklen stod, at det ville skabe problemer hos de mange ældre, som endnu ikke kender til internettet. Vi diskuterede efterfølgende i gruppen, hvordan vi kunne hjælpe de stakkels ældre, som ikke kender til internettet og dermed skal opfylde et lovkrav, som de ikke aner noget som helst om. Vi brainstormede her ud fra og kom frem til flere forskellige muligheder til, hvordan vi kunne hjælpe de IT-svage i samfundet. Vi startede med, at unge, som nu til dags vokser op med IT fra de er spæd, skulle hjælpe de ældre, men fandt hurtig frem til at sådan en proces var mere kompliceret end blot lige. Det krævede en masse loyalitet og samarbejde mellem os og andre unge. Vi begyndte her fra at tænke over, hvad de ældre, som er dem med det største problem, føler sig trygge med, og hvad de er opvokset med. Her kom bogen i spil, og vi begyndte at brainstorme frem til, hvordan vi skulle lave en bog ud fra dette. Ret hurtigt efter havde vi skrevet og fået produceret vores første testbog.

COME ON-LINE
COME ON-LINE er en bog, som er skabt i forhold til det kommende nye digitale lovkrav, som træder i kræft fra 1. november 2014. Det er en bog, som fungerer som en guide til primært de ældre omkring internettet. Bogen er bygget op omkring den digitale postkasse. Dette vil sige, at den indeholder guides til forskellige mailsystemer samt guide til nemID, da disse to ting kræves i oprettelsen af en digital postkasse. Ydermere kommer bogen omkring de sociale medier, da vi fandt frem til, at flere og flere ældre ønsker at lære omkring de sociale medier også. Det er altså en hjælpende hånd til at komme sikkert og godt i gang med internettet og dets funktioner.

comeon2

 

hånd

Vores bog er en god idé, da myndighederne har skabt et kæmpe hul i markedet. Vi har nemlig undersøgt, at over 350.000 ældre i Danmark mellem 65-89 år aldrig har sat deres fingre på et computertastatur. Samtidig er der mange voksne og ældre, som ikke aner noget om den digitale postkasse, som vores bog selvfølgelig følger op på.

Kommuner i hele Danmark arbejder på at hjælpe de ældre, som ikke kender til internettet. Dette gør de bl.a. gennem mange IT-kurser på datastuer og andre offentlige steder, hvor de ældre blot skal vise fremmøde. Dette har dog ikke haft den store succes i de fleste tilfælde. Her kommer vores bog altså ind i billedet, hvor de ældre kan få ekstra hjælp. De ældre kan selv bestemme tid og sted med vores bog samt sidde med det for sig selv og indlære tingene step by step.

Screenshot 2014-06-24 17.54.04

At være iværksætter
Det, der er fedt ved at være iværksætter og innovativ, er at skabe sit helt eget. Man er ejer og tager fælles beslutninger. Samtidig kommer vi i en tidlig alder ud i erhvervslivet og får en masse erfaring, som vi i stor grad kan bruge i fremtiden. Vi tjener vores egne penge, og vi må selv sørge for at markedsføre os, finde optimale leverandører, skrive handelsbreve til vores forhandlere og meget mere.

Vi er alle tre blevet udfordret langt mere, end vi havde forventet. Ingen af os havde kunnet forestille os, hvor meget tid og hvor mange ressourcer der skal lægges i at drive egen virksomhed. Det hele startede som et lille skoleprojekt, men efter at have vundet priser til Young Enterprise konkurrencer samt fået solgt en del, fik vi virkelig blod på tanden.

537136_724090154291215_1399801577_n

Vi har lært utrolig meget af at være med i konkurrencen. Vi er kommet ud over det normale pensum, og vi har virkelig fået lov til at stå med erhvervslivet i hænderne. Ingen af os havde regnet med, at vi skulle starte en virksomhed som 17 og 18-årige (som vi var i november, hvor vi startede op) og blive registreret som en I/S virksomhed efter nogle måneder og kan tjene penge på et produkt, vi selv har skabt. Vi lærer i store træk, hvordan man driver en virksomhed; man skal tilpasse sig sin målgruppe, markedsføre sig samt kommunikere med sponsorerer, samarbejdspartnere, kunder – og meget mere. Vi synes, at kommunikation mellem leverandører, samarbejdspartnere, kunder osv., er det, vi har fået størst erfaring af. Hvordan skriver man en rigtig handelsmail? Hvordan laver man en faktura? Hvordan er det optimalt at kontakte potentielle kunder og præsentere produktet? Alt dette skal munde ud i, at de skal få troen på, at vores produkt er det rette for dem.

Det er en alle tiders mulighed, at skolen giver mulighed for at prøve dette. Vi ville ikke have været det foruden. Selvom at det nogle gange trak tænder ud at skulle sidde en lørdag efter en handelsskolefest for at arbejde på sin virksomhed. Eller blive ekstra timer på skolen, hvor ens venner har fri og bruger deres fritid sammen. Vi har dog været så heldige, at vi er veninder, hvilket har gjort at vi kombinerer disse to ting. Virksomhed og venskab på samme tid – selvom det også nogle gange kan være en udfordring. Man skal dog være forberedt på, at det kræver ekstra tid og ressourcer, men vil man det nok, er dette jo heller ikke et problem.

En masse erfaringer rigere
Overordnet har det været en fantastisk mulighed for os, som skolen har givet. Dette har allerede givet os en masse erfaring og fortsat vil – det er vi helt sikre på.

Det var en kanon oplevelse at deltage i konkurrencerne – både Danish Entrepreneurship Award, men især DM for entreprenørskab for ungdomsuddannelserne. Alle de mange deltagende hold og så mange gode idéer samlet på et sted – det var meget lærerigt. Samtidig var det rigtig inspirerende at se, hvordan de andre hold gør, og hvor meget de har gjort ud af det. Vi udnyttede dagen som en salgsmulighed, som endte i et salg på tre bøger. Derudover kom vi i kontakt med utrolig mange spændende mennesker fra erhvervslivet, som har utrolig meget erfaring. Det har medført til et større netværk og flere kontakter – hvilket jo er kanon til vores lille, nystartede virksomhed. Slutteligt skal vi til Fredericia til september, hvor vi skal ud at præsentere vores virksomhed og projektet i Company Programme overfor nye elever og lærere, som overvejer at vælge innovation. Dette bliver også spændende og endnu en mulighed for at få vores virksomhed frem i søgelyset.

 10312677_743415255692038_6021271857391107108_n-1”Jeg ville personligt ikke have været det foruden. Selvom at det nogle gange trækker tænder ud at skulle sidde en lørdag efter en handelsskolefest for at arbejde på sin virksomhed. Eller blive ekstratimer på skolen, hvor ens venner har fri og bruger deres fritid sammen.” fortæller Bolette Sand, der er medejer af virksomheden, COME ON.

Vi fortsætter med vores virksomhed, og det er på en måde dejligt, at vi ikke har så mange konkurrencer at tænke på mere, da det hele er slut. Så nu er der tid til, at alt fokus kan ligge på virksomheden, så vi kan videreudvikle den. Alt i alt har Danish Entrepreneurship Award været en oplevelse som ingen af os nogen sinde vil glemme. Herudover har dette været med til at gøre os mere opmærksomme på, hvor hver af vores ekspertiser ligger, og hvad vi vil og ønsker for vores egen individuelle fremtid.

COME ON forbedrer de digitale forhold for denne udsatte samfundsgruppe og mindsker antallet af IT-svage i samfundet.

Har du en bedsteforælder eller blot en ven med grå stænk i håret, kan du besøge pigernes hjemmeside her.