Gæsteblogger: Anette Høgh Sonnichsen

Anette Høgh sonnichsen deler her sin viden omkring iværksætteri, forretningsstrategier og licensiering. Hendes synspunkter er meget spændende og klart værd at skrive sig bag øret, hvis man står og skal springe ud i livet som iværksætter.

 

 


Jeg undres i den grad

Anette Høgh Sonnichsen fra Opfinderrådgivningen synes det er grundlæggende vigtigt, at studerende får kendskab til licensiering som forretningsmodel.

 

Anette Høgh Sonnichsen - Opfinderrådgivningen

Anette Høgh Sonnichsen – Opfinderrådgivningen

 

I en tid hvor entreprenørskab, iværksætteri, innovation, skabertrang, vækst og andre positive ord er på alles læber, og hvor forskellige veltilrettelagte konkurrencer og frivilligbårne projekter skyder op, undres jeg over den entydighed, der hersker om modellen, når det gælder om at få dine produkter på markedet.

Så sent som i dag blev det nævnt, i morgennyhederne, at ud af de 30.000 iværksættervirksomheder der starter op hvert år i Danmark eksisterer kun få om 3-5 år. Og kun en lille andel af de få bliver store. Løsningen der blev foreslået var professionelle bestyrelser og forretningsstrateger i disse virksomheder. En fin idé, men hvorfor ikke starte et skridt før:

Idérigdommen fejler ikke noget generelt. Lad mig slå det helt fast.
Præsentations-skills kan der også sættes et stort fedt lækkert hak ved.
Og det gælder altså hele verden rundt. Lige meget hvor de unge mennesker kommer fra kan de præsentere, så man bliver helt misundelig.

95 % af alle konkurrencer handler om at starte op selv, køre noget op selv, source selv, markedsføre selv, producere selv, sælge selv, videreproduktudvikle selv, drifte selv. Gøre alting selv.

Mindst halvdelen af ideerne jeg møder som dommer, passer i virkeligheden ikke specielt godt til billedet af den typiske virksomhedsopstart. Et friskt ungt menneske, der starter i en kælder og nu ejer et imperium all by themselves som en anden Casper Blom.

Det er min generelle erfaring, at mere end 50 % af de præsenterede produkter vil få yderst svært ved at penetrere et marked ”alene” uanset om det er medico, velfærdsteknologi eller andre brancher, der skal erobres fra en garage i Bagsværd, Brügge eller Braunschweig.
Erfaringsmæssigt har jeg svært ved at se det ske, med mindre det gøres i samarbejde med eksisterende spillere på markedet. Vil du helst være konkurrent til Coloplast, hvis du har opfundet en anordning, der passer til deres stomiposer, eller vil du samarbejde med en virksomhed, der har kunder i hele verden, samarbejdspartnere world wide, markedsføringsbudgetter, netværk, produktionsapparat, salgskanaler osv.?

Det handler meget om følelser her, det anerkender jeg til fulde. Når du har opfundet et produkt, fået ideen, indsamlet empiri, udviklet, prototype, lagt blod, sved tårer og en god portion passion, så er den idé din baby. Og babyer, dem passer man på.
Men det sker tit, når jeg præsenterer de unge for muligheden at licensere deres produkt til en eksisterende virksomhed, at de kigger vantro på mig, som om jeg var ude på at gøre deres baby fortræd. Det gør de jo, fordi de ikke kender til licensering som forretningsmodel og ikke har hørt om den i undervisningen. Licensieringsmodellen, hvor du som idéhaver får royalty af salget, men lader en eksisterende virksomhed sørge for produktion, salg og markedsføring.
De unge bør blive oplært i alle modellerne og kende mulighederne for at få deres produkt på markedet og lade produktet bestemme, hvilken forretningsmodel der fungerer bedst. Det manglende kendskab undrer mig virkelig.
Er det mon fordi, du ikke bliver betegnet som en rigtig iværksætter, hvis du i stedet for at starte virksomhed selv, sætter din ide iværk sammen med en eksisterende virksomhed? Kan du så ikke blive medlem af klubben?

Må jeg minde om, at de 16 største licenskontrakter som Opfinderrådgivningen har hjulpet i hus fra 2000 til 2009 har genereret en omsætning på 2,7 milliarder og skabt 1000 fuldtidsjobs i Danmark og udlandet. Produkter som formentlig ikke havde set dagens lys, hvis ikke det var sket i samarbejde med eksisterende virksomheder.