Gæsteblogger: Ruben Stochholm

Atter har vi fået Ruben på banen, der i en føljeton fortæller om processen fra idé til udførelse. Du kan læse de to foregående indlæg her og her.

Ideen bliver virkelighed

Der var gået ca. 6 måneder fra tangspærreprojektet var lagt på is, til jeg mødte min kommende forretningspartner.

12

Vi kendte godt hinanden i forvejen, og selvom han var tæt på de 60 år, havde han stadig en drøm om at starte en virksomhed op. Han var blevet fyret fra sit arbejde som Business Intelligens medarbejder på en medicinalvirksomhed. Han var den ideelle samarbejdspartner, da han havde alle de kvalifikationer, jeg ikke havde – samt bil og kapital.

Han så idéen med tangspærren som en mulighed for at starte noget op, og efter det første år at have kørt rundt til kommunerne og præsenteret det, startede han et ApS. Jeg selv har ikke penge til at købe min andel af ApS’et, men jeg vil gøre det så snart, det er muligt.

Da jeg fik min nye sparringspartner med i projektet, var det ligesom at starte forfra. Jeg mente selv, at jeg vidste alt, hvad der var at vide om produktet – om kunder, konkurrenter og leverandører, om miljøpåvirkning, og jeg mente, at det egentlig bare var tæt på, at vi kunne tage ud og sælge produktet til kommunerne, da det var et ligetil produkt.

Men han vidste intet om alt det, jeg havde researchet på de sidste to år og skulle egentlig se det ved selvsyn for at forstå det. Det var en lidt frustrerende tid, da jeg følte, at tiden blev brugt på det, jeg allerede havde brugt 2 år på.

Men det skulle vise sig at være rimelig afgørende for, hvordan tangspærren kom til at se ud fremover.

13

En dag havde han fundet en hjemmeside for en tysk leverandør af boblesystemer, som blandt andet blev brugt til at dæmpe lyden, når man rammer fundamenter til havvindmøller for at beskytte hvaler og fisk mod de høje lyde og trykbølger, der kan sprænge deres gælleblære, så de dør af indvendige blødninger.

Jeg var først mere fokuseret på det fysiske net/flydespærre, vi tidligere havde udviklet og vundet DM med. Men pludselig så jeg potentialet i boblerne og kastede min fulde opmærksomhed på dem. Der var lige pludselig næsten uendeligt med muligheder i boblesystemerne. De blev brugt i havneindsejlinger for at hindre flydende affald i at komme ind. De blev brugt til at hindre olieudslip brede sig ved raffinaderier. De blev brugt ved kølvandsindtag ved atomkraftværker for at hindre vandmænd i at stoppe indtaget til, og de blev brugt til iltning af vand og de-icing af bådebroer.

Der var et kæmpe marked i at bruge boblesystemer, og nu tænkte jeg, at de også kunne bruges til at holde tang og brandmænd væk fra strandene.

Vi kontaktede leverandøren i Tyskland for at høre, hvad sådan et boblesystem kostede. Prisen var dog noget overvældende og gjorde ikke ligefrem projektet med bobler sandsynligt. Vi mente dog ikke, at det burde koste så meget og søgte nettet tyndt for at finde en leverandør, der kunne levere noget, vi kunne bruge, og som ikke kostede kassen.

Vi fandt en leverandør i Canada, der producerede bobleslanger til brug for iltning og de-icing.

14

Det var stadig ikke en billig løsning, men den var langt billigere end den i Tyskland. Vi tog fortsat rundt til kommunerne for at præsentere vores to løsninger. Vi havde stadig netløsningen som mulighed. Det var jo trods alt den, der havde vundet DM i Entreprenørskab.

Vi besøgte blandt andet formanden for Solrød Strandrensningslaug, der var meget interesseret i en løsning til at spare på strandrensning, samt noget der kunne mindske sandindholdet i ålegræsset, så de kunne bruge det i deres biogasanlæg, som de snart skulle bygge.

Dog var vores pris stadig meget høj, og da det var kommunen, der skulle betale for det, var det ikke let for dem at finde luft i budgettet til den slags projekter, der ikke kunne vise et direkte afkast.

15

Heldigvis fik vi en kontakt til Fredericia Kommune, som stod for et nyt byfornyelsesprojekt – blandt andet også ved Østerstrand. Vores kontaktperson i Fredericia så straks på projektet som en mulighed for at forbedre Østerstrand og sagde god for at opstille en test af de to typer tangspærre: den med nettet og den med boblerne.

Fredericia Kommune skulle blot betale indkøbsprisen for materialerne, og så fik de lov til at beholde anlægget, når testen var færdig.

Læs mere i næste afsnit hvor du kan læse, hvordan det kom til at gå med testen, og om den pressemeddelelse vi sendte ud til udvalgte aviser i lokalområdet gav noget resultat.

Gæsteblogger: Ruben Stochholm

Dette indlæg er en fortsættelse af et tidligere indlæg. Hvis du ikke lige fik det første med i farten, kan du læse med her og få hele historien med fra begyndelsen.

4

DM og EM
Vi var nu 5 gutter. Vi forberedte os til DM og fik undervisning i, hvordan man lavede den bedste pitch. Vi lavede bannere, visitkort og meget mere, så vi kunne få en nogenlunde professionelt udseende stand. Vi fik endda lov til at låne en flydespærre af et verdensomspændende firma med kontor og lager i Odense, hvor vi boede.

Måske er jeg lidt selvfed, når jeg siger, at der til den interne skolekonkurrence kun var én anden idé, der kunne hamle op med vores, og det var den, der vandt. Da de af uransagelige grunde ikke valgte at deltage i DM, mente jeg, at uanset hvilke andre idéer, der kom med til DM, så ville vi vinde.

Jeg tror også, at den mentalitet var med til at gøre, at vi vandt. Der var ikke et sekund fra, vi havde tilmeldt os DM, at jeg tvivlede på, at vi vandt. Vores største konkurrent til DM var nok dem fra Søfartsskolen i Svendborg, der havde udviklet et koncept, der skulle gøre det administrative arbejde lettere for elektrikere og andre håndværkere. Deres største udfordring var dog at kunne forklare deres idé på en kort og simpel måde.

8

DM foregik i Børsens lokaler i København d. 16. maj 2012. Det var en solskinsdag, og vi var godt forberedte. Vi havde forinden talt med mange forskellige udenlandske firmaer, biologer, patentvirksomheder, potentielle kunder og den store virksomhed, vi måtte låne en flydespærre af.

Vores idé havde skiftet lidt fokus fra at være en goplespærre til at være en tangspærre. Vi havde nemlig talt med Solrød Strandrensningslaug, der havde store problemer med tang, og som havde tænkt på at bruge tangen i et biogasanlæg, de ville bygge.

Vi søgte patent på ’en ny måde at indsamle tang’, inden vi offentliggjorde produktet til DM, da det er et krav for at kunne søge patent. Dog fik vi aldrig fulgt op på patentet, men det har der heller ikke været behov for endnu.

Vi havde altså et næsten færdigt produkt, en næsten-klar-til-at-købe kundegruppe og en stor viden om tang og brandmænd. Når jeg ser tilbage på det nu, så havde vi intet! At nogen siger, det er en god idé, som de gerne vil have, betyder ikke at den er solgt. Det er kun ord. Vi havde kun lige set ’bjørnen’ – hverken skudt den eller solgt den. Og det vi vidste om at ’skyde bjørne’ var begrænset til, at vi vidste, hvilken retning vi skulle pege geværet, men vi vidste ikke, hvilken vej geværet skulle vende, eller om der var patroner i.

Heldigvis fik vi lavet en god præsentation af idéen, og vi vandt DM i entreprenørskab, der gav en check på 50.000 kr. samt en tur til EM i entreprenørskab i Makedonien i starten af juli 2012.

En enkelt af deltagerne i gruppen sagde nu tak for denne gang, og så var vi kun 4 tilbage.

9

Inden vi tog til EM i Makedonien havde jeg en klar fornemmelse af, at vi ikke ville vinde dernede. Vi havde stadig verdens bedste produkt, men der var slet ikke den samme tro på produktet som til DM.

Alligevel forberedte vi os så godt, vi kunne med nye bannere på engelsk, lidt flyers og nye visitkort. Jeg lærte mig endda et par sætninger på makedonsk af en medpassager i flyet, som jeg ville bruge til min præsentation, da det var mig, der skulle præsentere denne gang.

I Makedonien var der 11 andre lande repræsenteret. Nogle havde simple ting med – andre ret avancerede produkter eller koncepter. Der var alt fra genmodificerede produkter til børnebøger og parfumer til selvtørrende golfhåndklæder og en fiskefileteringsmaskine. Det bedste produkt var det fra Belgien – aktivt kul i poser, der kunne fjerne lugt. Jeg sagde til de andre, at uanset hvad så skulle vi have det produkt til Danmark.

Alle de andre grupper syntes, at vores idé var den bedste – på trods af at de selvfølgelig gerne ville tro mest på deres egen.

På dagen hvor vi skulle præsentere vores idéer, kom de makedonske medier samt den makedonske præsident forbi, så vi skulle præsentere det for ham.

De var selvfølgelig meget overraskede, da jeg lagde ud med at tale på makedonsk, men det gav desværre ingen ekstrapoint…

Vi vandt ikke EM i Makedonien med begrundelsen om, at der ikke var noget ordenligt budget eller cashflow. Så det er ikke nok at have en god idé; man skal også kunne vise, at man tror, man kommer til at lave nogle penge på idéen.

Tilbage i Danmark blev vi nu kendt vidt og bredt, da vi blev vist på TV2 Fyn og nogle af dens søsterkanaler – blandt andet på Lolland. Men vi arbejdede kun videre med projektet indtil januar 2013, da vores uddannelse sluttede der, og vores veje skiltes.

Jeg spurgte de andre, om jeg måtte arbejde videre med tangspærreprojektet, og det sagde de ja til. De ville hellere fokusere på deres uddannelse og andre projekter.

Der gik ca. 6 måneder, hvor tangspærreprojektet måtte ligge på is, da jeg ikke selv kunne løfte hele projektet og bære det videre.

Hvad der så skete, må du læse næste gang.

Gæsteblogger: Ruben Stochholm

Følg rejsen for den 35-årige studerende, der sammen med 7 andre kom på en god idé. En så god idé at de røg videre i den ene konkurrence efter den anden og opnåede både at deltage i DM og EM i entreprenørskab.

2

Indlæggene er lavet som en føljeton. Og du vil derfor nu kunne læse første afsnit af rejsen nedenfor.

Den første tid – den første konkurrence
I 2011 var jeg 35 år. Jeg var studerende og ca. 10-12 år ældre end alle mine medstuderende på årgangen på nær en enkelt eller to. Jeg havde besluttet mig for at tage en overbygning på min Markedsføringsøkonomuddannelse, så jeg ville være nyuddannet Professionsbachelor, når finanskrisen var ovre. Og så er man jo lidt ældre end de fleste, hvis man har haft nogle år i erhvervslivet, fået 4 børn og taget noget forældreorlov i mellemtiden.

Skolen havde opfordret alle eleverne til at deltage i en konkurrence, hvor man skulle finde på en idé og prøve at arbejde med idéen, så den kunne udvikle sig til en prototype af et færdigt produkt og efterfølgende markedsføre idéen overfor et dommerpanel.

Jeg ankom til arrangementet sammen med over 100 andre studerende fra flere uddannelser under EAL. Os, der havde en idé, blev bedt om at komme op foran og præsentere idéen for de andre i auditoriet, som så efterfølgende kunne komme rundt og høre mere om idéen og vælge, hvilken idé de ville være med til at udvikle på.

3

Der var kun 4 idéer, der blev præsenteret, så da der kun kunne være ca. 8 i hver gruppe, blev de resterende sat til selv at finde på en idé. Det endte med 16 grupper.

Vores gruppe fik navnet Jellyfish. Vi var kommet op med en idé, hvor vi ville lave et net, som de har i Australien, som sikrer en goplefri badezone. Samtidig ville vi også sørge for, at flydende tang ikke kom ind på stranden, men blev ledt rundt i opsamlingspunkter.

Vi lavede et lille spørgeskema og fik de andre deltagere til at svare på det. Det gav en overvældende positiv respons, da ingen brød sig om brandmænd eller tang. Vi fik lavet et lille primitivt 80’er computerprogram, hvor man skulle undgå brandmænd, som folk kunne prøve, og så havde vi lavet en lille minimodel af vores goplespærre i en stor bedroller med sand i den ene ende som strand og små halloween edderkopper som brandmænd.

Det var ikke kun dommerne, der skulle give point. Alle grupperne skulle også give hinanden point.

Da dommerne havde været rundt og spurgt ind til vores produkt, og vi havde fremført en lille pitch for dem, blev pointene delt ud. Vi fik en flot 2. plads, og dermed vandt vi nogle biografbilletter og en kasket og en taske.

Men nu kommer det, der satte skub i det hele.

6

En af dommerne kom hen og sagde, at han syntes, vi skulle tilmelde os DM i entreprenørskab, som er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise.

Vores gruppe bestod på det tidspunkt af 8 mennesker, hvoraf de fleste var blevet ”tvunget” til at deltage af deres uddannelse, men som egentlig ikke havde nogen interesse i det. De sagde pænt nej tak til at gøre mere i det, så nu var vi kun 3 tilbage.

Jeg tænkte, at for at få et godt hold til DM og en god chance for at vinde, så havde vi brug for en, der var god til at pitche. Vi fik derfor fat i en fra et af de andre hold, som gerne ville være med. Derudover spurgte jeg ham fra klassen, som jeg oprindeligt havde fået lov til at låne idéen af, om han også ville være med. Det ville han også gerne. Han havde ikke forventet, at idéen ville få en 2. plads i konkurrencen, men han fandt snart ud af, at idéen var større, end han troede.

Læs med næste gang hvor jeg skriver om deltagelsen til DM og EM.