Makerspace ved Danish Entrepreneurship Award 2015

Makerspace – slip din kreativitet løs

Er du kreativ? Kan du lide at bruge dine hænder, prøve nye ting og tænke ud af boksen? Så kom forbi Makerspace d. 19. november til Danish Entrepreneurship Award 2015!

I Makerspace kan du møde en masse erfarne og kreative iværksættere, som på hver deres måde kan få din kreativitet sat i spil. På din vej igennem Makerspace vil du bestemt ikke komme til at kede dig, og du vil helt sikkert se eller prøve noget helt nyt. Du kan blandt andet prøve spil som tester dine iværksætterevner, give nyt liv til genbrugssager, være med til at bygge en robot eller konstruere et højt tårn af flasker og tennisbolde. I Makerspace kan du sætte din fantasi løs og teste evner, du måske ikke vidste du havde.

Hvem skal jeg besøge?

Du kan i alt møde 9 forskellige udstillere i Makerspace. Nedenfor kan du læse kort om hver udstiller, så du allerede nu kan planlægge dit besøg. Men husk – for at besøge Makerspace skal du være tilmeldt Danish Entrepreneurship Award 2015. Det kan du gøre her – helt gratis!

Upfind.dk – en kreativ byggelegeplads

Rødt billede

Hvor højt et tårn kan I bygge med flasker og tennisbolde? Hvor skævt? Slip fantasi og byggeglæde løs på upfind.dks byggelegeplads i Makerspace.

Upfind.dk gør det sjovt at samle globalt affald som plastikflasker og kartoner, og lave det om til kreative byggesystemer, der kan bruges igen og igen. Tag hinanden og en håndfuld plastikflasker i hånden og få en unik oplevelse med hands-on design og fantasifulde konstruktioner på vores legeplads. Slip ideerne løs, tænk nyt sammen og byg det – bigsize!

Business Model Architect – en kreativ tilgang til opbygningen af en forretningsmodel

De fleste tror, at den gode idé handler om et originalt produkt eller en anderledes service. Men med Business Model Architect-spillet vil du opdage, at kreativ tænkning er mindst lige så vigtig, når du skal bygge din forretningsmodel.

Kom og bliv kreativt udfordret på fire spørgsmål: Hvad vil du lave? Hvordan vil du lave det? Hvordan vil du sælge det? Hvordan tjener du penge på det?

Apina – se en 3D printer in action

Kom og se 3D printere i gang med at printe store og små iværksætterprojekter. Se ligeledes det nyeste inden for 3D printede materialer – såsom træ, bronze og elektrisk ledende materialer.  Apina demonstrerer hvorledes de har hjulpet Kähler, DanRobotics, Universe, Bramidan samt Gymnasiet Skjern HTX godt i gang med 3D design og print.  Ved Apinas stand kan du også deltage i konkurrencen om en 3D printet drone!

Designer for en dag med Martine Noring

20151109_125438

Kom og vær med til at give genbrugsting nyt liv på designværkstedet med Martine Noring. Her kan du blandt andet være med til at give gamle bælter, tasker og æsker et helt nyt look, så de kan genanvendes. Udstyret med lim, lak og billeder fra gamle bøger, vil du være med til at give nyt liv til ting, som ellers var endt i skraldespanden. Hvis du selv har en taske, pung eller lignende, som skal piftes op, så tag den endelig med og få et helt nyt og unikt designet produkt med hjem igen.

Papir Akademiet – et spil med snyd

Kom og prøv Papir Akademiet – det nye spil, hvor man lærer at tænke som en entreprenør! Papir Akademiet er en helt ny måde at lære på: reglerne kan bøjes, det er tilladt at snyde og usikkerhed er en fast del af spillet. Spillet udfordrer dig i at tænke nyt og kreativt – vigtige evner for entreprenør!

Startup the Game – prøv ”What If” maskinen

Hvad sker der med din idé, når den bliver kørt igennem vores “What If” maskine? Kan du allerede tænke ud af boksen, eller trænger du til et hjælpende hånd? Du kan få en ny og anderledes vinkel på din gode idé ved at køre den igennem vores tophemmelige “What If”-maskine. Startup the Game hjælper dig med at blive skarpere til at tænke kreativt og kommercielt – at få sat tingene lidt i perspektiv – og styrker din evne til at pitche idéerne.

Raspberry Pod – prøv at programmere

gfhhd

RaspberryPod er verdens første helt komplette kodekit, som indeholder den populære Raspberry Pi og alt det tilbehør og software, du skal bruge for at komme i gang med Raspberry Pi. På RaspberryPods stand kan du selv prøve at programmere i Scratch eller Python og hurtigt få en robot til at bevæge sig, få en diode til at blinke, tage et foto, optage en video og meget mere. RaspberryPod er udviklet af den danske virksomhed PodConsult, og kodetasken sælges til skoler og private, som vil hurtigt og nemt i gang med programmering.

Insero Science Academy – besøg det mobile innovationslaboratorium

I det mobile innovationslaboratorium kan du se et eksempel på, hvordan rum understøtter innovationsprocessen, og du kan deltage i konkurrencen om at lave dagens bedste mockup. Insero Science Academy hjælper lærere med at undervise i bl.a. innovation og entreprenørskab så kig forbi mobillab og få en snak med os.

Den Innovative Elev – Byg en Robot

Hvordan kan robotter hjælpe? Kom forbi og forsøg dig med design og prototyping og vær med til at bygge en robot! Bidrag med din ide til hvordan robotter kan hjælpe andre og kast dig ud i at konstruere en prototype. I samarbejde med de andre besøgende kan du bygge robotten: Fødder, ben, krop, arme og hoved bygges hver for sig og samles herefter til færdige modeller.

Interview: Bed in a Box

Unge iværksættere arbejder for at hjælpe flygtninge

Tre efterskoleelever. Nødhjælp. De to ting er ikke nødvendigvis noget, der naturligt hænger sammen i bevidstheden hos de fleste. Men for William Schieck Andrews, Tine Rubæk Mølvadgaard og Emilie Glintborg Foged er det helt naturligt. De har nemlig startet et projekt, der udvikler multifunktionelle nødhjælpskasser til kriseramte områder. De tre unge iværksættere, der kommer fra hele landet, udviklede Bed in a Box i løbet af deres efterskoletid på Vesterdal Efterskole nær Middelfart. Bed in a Box, også kaldet BiB, er både en transportkasse til nødrationer, en opbevaringskasse til ejendele samt en seng og kan spændes på ryggen.

Processen

De tre entreprenører deltog i Fonden for Entreprenørskabs NextLevel projektforløb for unge i 9. og 10. klasse, hvor de fik lov til at afprøve og udvikle deres evner inden for entreprenørskab. Projektet starter med ideudvikling, der for William, Tine og Emilie mundede ud i BiB. Ideen til BiB kom dog ikke af sig selv, men er et produkt af en lang række ideer og diskussioner. En stor del af processen for de tre idemagere har også været research for at undersøge de produkter, der allerede er på markedet. De bed mærke i, at meget af den eksisterende nødhjælp ofte kun har én funktion, hvilket i høj grad begrænser brugbarheden. Derudover brugte de forskellige nødhjælpsorganisationer store summer på transport. Derfor bestemte de tre kammerater sig for, at de ville udvikle de nuværende kasser og blandt andet gøre dem multifunktionelle.

I løbet af udviklingsprocessen har de tre elever ramt et par bump, men de tager det med godt humør – som de siger, har nedturene ledt dem på nye spor og andre inspirerende ideer, der har båret projektet videre.Derudover har de lært deres materialer bedre at kende gennem de forskellige læringsprocesser, de har været igennem. Blandt andet fandt de midt i projektet ud af, at den type plastik og den konstruktion, de oprindeligt havde bestemt sig for, ikke ville være mulig på grund af pris og vægt. ”Dette var et kæmpe nederlag for os, da vi allerede her var langt inde i processen. Alligevel gav vi ikke op. Nedturen inspirerede os til andre tanker, som har ledt os til den nuværende løsning.” Projektet kom hurtigt på benene igen, og de tre entreprenører videreudviklede konstruktionen og endte med en tekstilkasse støttet op af plastikplader.

Prototypen 

 

Tine, Emilie og William har dog ikke stået alene gennem forløbet, men får opbakning, støtte og vejledning fra mange forskellige vinkler, heriblandt Fablab på Teknologisk Institut, Vandborg Plastfabrik og Deigaard Plastic. De tre entreprenører har opsøgt at få den ekspertviden de har haft brug for til at bringe projektet videre, og det har da også ført en masse godt med sig. De vandt blandt andet i kategorien ’Viden og Verden’ ved Danish Entrepreneurship Award 2014. Derudover vandt de DM i Entreprenørskab for grundskoleelever i år. De har også deltaget i Investor Day, hvor de udvidede deres netværk, skabte kontakter og fik konstruktiv feedback.

Hvad har I lært?

Hele idegenererings- og udviklingsprocessen har lært de tre elever rigtig meget, både rent specifikt omkring deres eget produkt og den dertilhørende problemstilling, men også om samarbejde, at finde funktionelle løsninger og meget andet.

Rent produktspecifikt fandt de ud af, hvad deres valgte materiale kan og ikke kan og hvad man rent teknisk og økonomisk kan med det.

Når det kommer til deres valgte problemstilling har gruppen lært, hvor vigtigt det er at undersøge markeder, nuværende produkter og hvordan produkterne reelt bliver anvendt ude i felten. BiB startede som en kvadratisk plastikkasse, men er nu endt i et mere multifunktionelt og brugbart design, hvilket er en direkte konsekvens af den udvikling som produktet og de tre opfindere har været igennem.

På det mere personlige plan er teamet blevet bedre til at samarbejde, at holde hovedet koldt og tro på, at løsningen kan findes uanset hvor umulig situationen ser ud. De har også lært, hvor vigtig klar og tydelig kommunikation er for at holde et forløb og en diskussion kørende, og hvor nødvendige kompromiser kan være for at et projekt lykkes. I forbindelse med den læringsproces som hele forløbet har været, har de tre entreprenører også udviklet sig – både som team, men også som individer. De har lært, at ærlighed og konstruktiv kritik er vigtigt, både for produktet og for samarbejdet.

Fremtiden

William, Emilie og Tine er nu færdige på efterskolen og vil alle tre gerne arbejde videre med BiB. De er dog stødt på endnu et bump, da de bor og går i skole tre forskellige steder i landet. Dette ser de som lidt af en udfordring og de er derfor alle tre klar over, at det kan blive svært at føre projektet videre. Alligevel vil de gerne forsøge: ”Vi har kontaktet vores tætte samarbejdspartner Deigaard Plastic og fortalt om sejren til DM i Entreprenørskab. Han blev meget begejstret, og har nu fået endnu mere lyst til at hjælpe os videre. Han vil gerne holde et møde omkring realisering og “forretningen” i projektet.”

De er alle tre startet på hver deres uddannelse og ser derfor ikke lige nu en mulighed for at fortæstte med BiB lige nu, men håber at vende tilbage til projektet en gang i fremtiden. Dog vil de alle tre meget gerne fortsætte med entreprenørskab, innovation og iværksætteri.

Gode råd

De tre entreprenører har tre gode råd til fremtidige iværksættere:

  • Gør noget, du/I brænder for!
  • Udnyt hinandens kompetencer i gruppen og se det gode i hinanden
  • Kæmp for det og kast dig ud i det – det værste der kan ske er, at du får et nej!

Gæsteblogger: Dorthe Klyvø

Hvorfor taler alle om, hvad det kræver at blive iværksætter?

Vi hører det igen og igen. Det samme spørgsmål. Hvad kræver det egentlig at blive iværksætter? Og det er et af de spørgsmål, som der er rigtigt mange svar på. Så da vi skrev Iværksætterhåndbogen, forholdt vi os naturligvis også til netop det – fordi det jo trods alt er ret afgørende at forholde sig til. Hvis man gerne selv vil være iværksætter…

Dorthe-Klyvo_Hanne-Wick

Dette er første del af Dorthes føljeton. Anden og sidste del kan læses på denne side næste mandag.

Men lad mig lige starte et andet sted, før jeg kommer med den store afsløring. Hanne Wick og jeg har efterhånden sammenlagt omkring tyve års erfaring som iværksættere (Wick Kommunikation blev stiftet i 2003 og Klyvø Tekst i 2006). Vi har begge været meget aktive i netværk, både store og små, virtuelle og IRL, og noget af det mest overraskende, for mig i hvert fald, har været at opleve, hvor mange forskellige typer iværksættere, der egentlig findes. Jeg har mødt mennesker, der lever af de mest ”mærkelige” ting. Ting, jeg aldrig i min vildeste fantasi ville have kunnet forestille mig, man kunne drive virksomhed med. Men de er der – og de lever af det, og det har de gjort i mange år.

Før jeg selv begyndte at tænke i iværksætterbaner, havde jeg også en forestilling om, at en iværksætter var sådan en helt bestemt type menneske, der kunne noget, som ingen andre kunne. Men jeg bliver mere og mere klar over, at det ikke sådan, det hænger sammen.

For nu igen at vende tilbage til Iværksætterhåndbogen, så diskuterede vi faktisk længe frem og tilbage, hvordan vi skulle behandle netop det spørgsmål. Vi kogte det ned til:

Initiativ og ansvar

Uden at gentage, hvad vi skriver i bogen om dette, vil jeg sige, at det efter vores mening faktisk er de vigtigste karaktertræk hos en succesfuld iværksætter. Initiativ og ansvar. Ja, kunne du så sige, men er det ikke også vigtigt for alle andre? Jo, vil jeg så svare! Det er i princippet vigtigt, uanset om du er fastansat eller freelancer eller iværksætter eller alt muligt andet. Hvis du ikke har det drive, der får dig til at handle, UDEN at nogen beder dig om det, ja, så lad os da bare sige, at karrieremulighederne nok er forholdsvis begrænsede. På samme måde skal man også være i stand til at påtage sig ansvar. Både som ansat – i de fleste stillinger – og som iværksætter, og på baggrund af det ansvar, den ansvarsfølelse, kan man måske sige, vil man som regel også være klar til at tage initiativet og sætte gang i ting af egen drift.

Ivaerksaetterhaandbogen_PR

Derudover kan man skrive meget om, hvad der egentligt driver iværksættere, og det er måske i virkeligheden endnu mere interessant. For det er jo netop det drive, der får nogen af os til at gå i gang – i mange tilfælde også, selvom vi har gode jobs og som sådan ikke ”mangler noget” i vores liv. Der er lavet mange undersøgelser af det og beskrevet forskellige typer, så jeg vil ikke komme med lange, slæbende forklaringer her. Blot sige, at vi i vores interviews med de cases, man kvit og frit kan læse på bogens hjemmeside, har hørt mange forskellige begrundelser. Det kan være, fordi man har opfundet et nyt produkt, som kan gøre en forskel i menneskers liv. Det kan være, fordi man kan se et hul i markedet til en serviceydelse. Det kan være, fordi man hader chefer – og bare selv vil bestemme. Måske vil man gerne tjene mange penge – eller man vil måske gerne skabe bedre balance i sit liv helt overordnet. Det kan også være, fordi man næsten ”arver” en familievirksomhed.

Jeg er sikker på, at mange kunne ønske sig, at man kunne finde ud af præcist, hvad der driver iværksættere til at gå i gang. Men jeg er samtidig også sikker på, at det ville være en umulig opgave at præcisere det drive. Fordi det netop er så mange forskellige ting. Derimod mener jeg, at vi som iværksættere skal sørge for at holde fast i, hvad det fik os til at starte. For, som vi ofte også siger, det nytter jo ikke noget at måle virksomhedens og sin egen succes på omsætningen, hvis man i virkeligheden startede, fordi man ønskede at få mere fleksibel arbejdstid og måske mere fritid!

Så kort og godt handler det om at holde fast i drømmen, mens man samtidig er klar til at påtage sig ansvar og handle. Det er måske det bedste råd, man kan give en eventuel kommende iværksætter.

Af Dorthe Klyvø, forfatter til Iværksætterhåndbogen skrevet i samarbejde med Hanne Wick.