Interview: Harba

SOMMEREN ER KOMMET, OG FOR MANGE BETYDER DET IS, SOL OG VAND. HAR MAN SAGT VAND, MÅ MAN OGSÅ SIGE HAV OG HAVNE. Ugens INTERVIEW er med CHRISTIAN Elkrog Hansen, DER ER STIFTER AF HARBA, DIN DIGITALE HAVNEASSISTENT.

 

Harbas logo

”Harba er en digital havneassistent. Vi prøver at gøre interaktionen mellem sejlerne og havnen/havnefogeden nemmere ved at automatisere og digitalisere dele af den,”
siger Christian.

Den nuværende måde havnefoden arbejder på, er et meget manuelt arbejde, der er forskellige fra havn til havn.Ved hjælp af Harba app’en kan sejlerne betale, reservere havnepladser, melde når de tager på tur, så havnefogeden kan låne pladsen ud og gøre den klar til hjemkomsten.

“Lige nu går havnefogeden rundt med en taske og tager imod betaling. Hvis du skal reservere plads, skal man ringe til havnefogeden, der går ud og tjekker, om der er plads. Hvis man skal melde tur, kan det foregå på flere forskellige måder. Det kan gøre arbejdet for havnefogeden besværligt og uoverskueligt, især i de travle perioder. Alt foregår manuelt, så informationer kan gå tabt. I nogle havne har de digitaliseret betalingen. Vi adskiller os ved at være den digitale løsning på det manuelle problem.”

For Christian var det vigtigt, at sejlerne og havnefoden blev hørt, da app’en skal være en del af deres hverdag. Christian snakkede med en masse havnefogeder, om hvad de gør i dag, og hvordan han kunne automatisere arbejdet for dem.

”App’en gør havnefogedens arbejde lettere, så de kan fokusere på at være en hyggelig vært og bruge mere tid på at yde god service over for gæsterne. Vi gør det manuelle arbejde digitalt, så servicen bliver bedre.”

Den information havnefogeden modtager fra app’en er standardiseret, så havnefogeden ved, hvornår sejlerne ankommer/tager afsted, hvilken båd de sejler, og hvor lang tid båden skal ligge i havnen. Sejleren klikker kun få gange i Harba app’en og så får havnefoden al den information han skal bruge.

 

Harba app'en

Harba app’en

 

Harba app’en er simpel og let at bruge for sejlere. Sejleren indtaster sin båd, så han/hun kan se hvor den kan ligge til, hvilke faciliteter havnen har, betale og få de nødvendige koder, informationer mm.

Harba app’en bliver lanceret d. 15 maj. På sigt kommer der også en hjemmeside, men den er endnu på tegnebrættet.

 

Harba app'en

Harba app’en

 

Udfordringer på vejen mod succes

Christian stiftede Harba helt alene. Han havde rigtig svært ved at finde en arbejdspartner, der havde samme gejst og ville lægge samme energi i arbejdet som Christian selv, så valget om at finde investorer kom af sig selv. Den første investoraftale faldt igennem, og Christian stod uden kapital få måneder inden lanceringen af Harba. Christian smed idéen ud på markedet og brugte hans netværk, så idéen kom ud alle vegne. Det gjorde, at der var en masse investorer, der meldte sig på banen. Christian fik derfor en ny investor og kunne genoptage arbejdet. For Christian var det vigtigt, at han bestemte og havde fuld kontrol over produktet.

”Jeg vil gerne have fingeren på pulsen og snakke med brugeren. Når man som iværksætter går ind i en forhandling med en investor, skal man have en klar idé om, hvad der er vigtigt for én, for det handler ikke kun om penge.”

Christian har arbejdet ud fra en brugerorienteret tilgang. Han har pitchet idéen, fået feedback, ændret det, der var nødvendigt og vendt tilbage til brugeren igen. Snakket med brugeren om features i app’en. Hvad var vigtig for havnefogeden, og hvad var vigtig for sejlerne? Fået feedback, rettet og vendt tilbage igen.

”Det er vigtigt, at du hele tiden inddrager brugeren. Det giver det bedst mulige løsning eller produkt.”

Christian oplevede tit, at sejlerne og havnefogeden havde opstillet problemstillingerne, og det så var hans job at finde ud af, hvordan han kunne løse problemerne. Det er vigtigt for Christian, at have en god dialog og vidensdeling mellem ham, sejlerne og havnefogeden, så app’en bliver den bedste mulige løsning, som alle parter er tilfredse med.

Christian har selv haft en båd og har brugt mange timer i forskellige danske havne. Han observerede mange småproblemer med det arbejde, havnefogeden gjorde, og tænkte der måtte være en lettere måde at gøre tingene på. Christian observerede et problem og gik i gang med at udarbejde en løsning.

 

Konkurrencer udvikler

I starten af processen deltog Christian i rigtig mange entreprenørskabs- og iværksætterkonkurrencer. Han gjorde det for at få kapital til at udvikle app’en. Men han lærte også, at der var en stor gevinst i at få feedback og netværke til konkurrencerne.

”Til Danish Entrepreneurship Award fik jeg noget super godt feedback. Jeg stillede op i og vandt Mikrolegater-konkurrencen. Det var der, jeg første gang fik kontakt med ham, der nu er investor i Harba. Så selvom jeg var ude og lede efter en ny investor, endte det alligevel med at blive én, jeg havde mødt til en konkurrence.”

”Jeg tror, det er et super vindue at deltage i sådan nogle konkurrencer og projekter. Både fordi du får rådgivning, det er lærerigt, og du får promoveret din idé. Og hvis du vinder, får du nogle penge til at komme i gang.”

For Christian betød det, at han kunne få lavet en prototype af app’en. Christian fortæller, at han oplever, det er lettere at overbevise folk om din gode idé, hvis man kan vise dem et fysisk produkt. Han tilføjer også, at hvis man taber, så er det ikke et tab, men en læring i hvad man kan gøre bedre næste gang.

”Jeg fik rigtigt blod på tanden, da jeg tabte Venture Cup finalen, fordi jeg tænkte, at det kunne simpelthen ikke passe. Jeg havde den fedeste idé. Det gav mig lige det ekstra, så jeg gik ud og deltog i en masse andre konkurrencer, brugte den viden, jeg havde lært af Venture Cup, og endte med at vinde dem alle sammen. For jeg skulle vise, at de havde taget fejl.”

 

Harba app'en

Harba app’en

 

Christians iværksætterlyst der blev til en virksomhed

Christian har læst økonomi ved Københavns Universitet og elsker at optimere ting, og på Københavns Universitet fik han undervisning ved Entrepreneurship Academy. Christian har altid haft en drøm om at være iværksætter, men glemte det lidt under studiet.

”Jeg kan godt lide det med at få løst problemerne, i stedet for kun at analysere dem. Det er fedt at komme ud og implementere løsningen.”

Christian har altid vidst, at han ville være iværksætter. Lige siden han var lille, har han elsket at løse problemer.

”Hvis du synes, det er sjovt at løse problemer, så skal du være iværksætter. Det er meget sjovere at være iværksætter, og man gør en forskel. Jeg elsker iværksætteri og start ups! Fra starten af tænkte jeg, det var det fedeste, jeg har gjort, men jo længere hen i processen jeg kom, har der været nogle problemer, som virkelig var hårde at komme igennem. Det er hårdt arbejde at være iværksætter, men det er også rigtig fedt. Det gode opvejer det mindre gode. Lige nu, når vi er så tæt på deadline, så skal vi ramme målet. Det er nu, sæsonen starter, og vi skal være klar. Og det er vi også.”

Harba består nu er fem medarbejdere, hvor af to er studerende, der er i traineeship. For Christian er det vigtig at starte dagen samlet, så man ved hvor man skal starte, og hvor de andre er i processen.

”Mit ambitionsniveau er at have et morgenmøde hver dag, men lige nu er det mere en hurtig snak om, hvad der skete i går, og hvad der skal ske i dag. Det er også vigtigt, at man laver lidt sjov og spas i løbet af en arbejdsdag, så sammenholdet bliver styrket. Vi gør os også rigtig meget i gruppearbejde og vidensdeling, da det giver en forståelse af, hvilke kompetencer vi har, og hvad vi arbejder med. Om fredagen spiser vi fælles morgenmad, og med tiden skulle det gerne blive til en fredagsøl, når vi slutter dagen. Det er kun sket én gang, fordi vi har haft så travlt.”

Christian fortæller, at det ikke føles som arbejde, og at han glæder sig i weekenden til, det igen bliver mandag, så han kan fortsætte arbejdet. Ofte arbejder han dog også i weekenderne.

”Jeg tror, det er vejen til det lykkelige liv. Det er derfor, man skal arbejde med en start up.”

Christian og resten af teamet bag Haba, samt deres maskot Fyrtårnet.

Christian og resten af teamet bag Haba, samt deres maskot Fyrtårnet.

 

Mikrolegater – en hjælp til start ups

Christian havde kun en idé, da han søgte om at være med i Mikrolegat-konkurrencen. Han havde talt med nogle sejlere og havnefogeder om idéen for at validere, at det ikke var urealistisk at lave sådan en app.

Da Christian vandt Mikrolegatet, fandt han en programmør og designer, så han kunne få udviklet Harba app’en. Samtidig synes han også, at det er vigtigt, at ens produkt ser professionelt ud, så man kan få det udover rampen. Helhedsoplevelsen er vigtig, når man skal sælge et produkt. Pitch og produkt skal passe sammen.

Christian fandt frem til Mikrolegat-konkurrencen ved at søge på nettet, fordi han tænkte, at sådan noget sikkert fandtes i Danmark.

”Jeg søgte på nettet efter entreprenørskabs- og iværksætterkonkurrencer. Derigennem fandt jeg Danish Entrepreneurship Award og Mikrolegater. Det lød som et super spændende projekt, og jeg kan rigtig godt lide målsætningen med, at man vil bringe entreprenørskab ind på uddannelserne.”

Christian synes, der er for lidt entreprenørskabsundervisning på uddannelserne. Der burde være mere, for den slags undervisning skaber start ups.

“Hvis vi skal have nogle flere arbejdspladser i Danmark, eller hvis vi skal have nogle Unicorns*, så skal vi have mange flere start ups, da de genererer Unicorns.”

Christian mener, at Danmark skal påvirke hele verden med vores gode idéer, iværksætteri og ildsjælene bag dem. Han mener, at vi skal have virksomheder, der kan gå ud og gøre en forskel i verden.

”Det bidrager Fonden for Entreprenørskab til ved at få flere unge ud og prøve kræfter med entreprenørskab og iværksætteri. De får idéer, der løser problemer, og det er et stort plus for samfundet, Danmark og verden.”

 

Harba app'en

Harba app’en

 

Det næste skidt og en masse gode råd

Christian, og resten af teamet på Harba, er i gang med at få etableret flere samarbejdspartnere, så de tilgængelige havne i app’en bliver udvidet markant.

”Vi arbejder på at få flere havne med i app’en. Vi skal i gang med at lave PR og bruge de sociale medier til at gøre brugeren opmærksom på projektet. Jeg håber på, det skaber liv i havnene, da vi også tager ud i landet og fortæller om app’en. Der skal gang i mere sejlads i Danmark. I øjeblikket arbejder vi med at udvide vores havnekatalog, så vi i fremtiden samarbejder med endnu flere havne. Vi er i forhandlinger om at få etableret yderligere 25 havne, vi har i forvejen 27 i alt. De er spredt udover Danmark, Tyskland og Sverige. Vi vil også rigtig gerne have samarbejdshavne i Norge. Hvis det sker, så bliver Harba Europas største, digitale havnenetværk.”

Christian har oplevet meget i hans forholdsvis korte tid som iværksætter, og deler gerne ud af hans erfaring. Han mener, at man aldrig kan få for meget viden eller hjælp, når det kommer til start ups. Her er Christians gode råd:

”Få hjælp, spørg og snak med folk om din idé. Jeg har næsten ikke mødt nogle, der ikke ville hjælpe med, hvordan din idé bliver bedre. Ud og opsøg konkurrencer og organisationer, der kan hjælpe dig, fordi så får du netværket. Ring og spørg om de giver en kop kaffe, så du kan pitche din idé for dem. De vil gerne dele ud af deres erfaring og kompetencer.”

”Hvis du snakker med fagfolk om din idé, så finder du hurtigt ud af, om den er god. Familie og venner vil nødvendigvis ikke fortælle dig sandheden, fordi de ikke vil såre dig eller ikke er kompetente. Snak med fagfolk.”

”Sæt ambitionsniveauet højt og kontakt vigtige fagfolk, der har noget at skulle sige i forhold til dit produkt. Del din idé, fordi det er sådan, produktet/løsningen bliver bedre. Gå ud og snak med din målgruppe/bruger, få belæg for din idé. Vis at du skaber værdi, for så har du et vinderprodukt. Man skal fokusere på at skabe værdi for brugeren, i stedet for bare at fokusere på en stor profit. Hvis du skaber stor værdi hos brugeren, har du tilfredse brugere, og tilfredse brugere skal nok, på sigt, skabe stor profit.”

 

13170731_10209504448796922_1003925254_o

 

Vi på Youngtrepreneur ønsker Christian og resten af holdet på Harba alt muligt held og lykke i fremtiden. Vi er sikre på, I nok skal klare lanceringen d. 15 maj!

Hvis du vil læse mere om Harba, så klik forbi her, og tilmeld dig deres nyhedsbrev.
Del gerne blogindlægget, så flere kan blive inspireret af Christian og hans historie.
Husk, du også finder os på Instagram – Youngtrepreneur!

 

*Unicorns er en frontløber, en éner og et unikum.