Interview: Christian Olesen

”Jeg nægter at sige, at man bare skal springe ud i det – men det er jo det, man skal”

Christian Olesen vandt i 2012 Idékonkurrencen for universitetsstuderende til Danish Entrepreneurship Award. Siden har han vundet adskillige priser med sine opfindsomme idéer og med en vilje som bare pokker.

ChristianOlesen

Jeg talte med en træt Christian onsdag formiddag, der aftenen forinden havde fejret. Han havde nemlig i samarbejde med sit team, Velocator, kommet gennem nåleøjet i Saxo Banks iværksætterkonkurrence og vundet årets Guldæg. Teamet har udviklet en sporingsteknologi til cykler, så man altid kan finde frem til sin cykel, hvis den kommer på afveje.

Man lærer af sine fejl – på trods af alle klichéer
Christian er i gang med ingeniøruddannelsen og har i mange år arbejdet med sine egne iværksætterprojekter med både op- og nedture. Jeg spurgte Christian, hvad han havde lært mest af igennem sine erfaringer inden for branchen. Selvom han føler, at det er en kliché, og at man tit hører det, så har han lært mest af sine fiaskoer. ’Man begår så mange fejl i starten, og det kan godt komme til at koste dig dyrt. Men fejlene hjælper dig så meget i sidste ende.’ Christian har lært at lytte til sin erfaring, for de mange fejl, han har begået igennem sit liv, har gjort, at han nu er i stand til at leve sine iværksætterevner ud i livet.  

FAIL

Bare gør det
Det er så let at sige, at man bare skal springe ud i det, hvis man har en mave fyldt med idéer. Problemet er, at det er det, man skal. Christians bedste råd til de kreative unge, hvis tanker er fyldt med innovation og kreative idéer, er enkelt og ligetil: ’beskæftig dig med det, du godt kan lide. Hvis bare du arbejder med det, der er din store passion i livet, og hvis du involverer dig med personer, der ligeledes deler denne passion, så skal succesen nok komme til dig.’ Umiddelbart synes det ligetil, men Christian lagde ikke skjul på, at det er en lang proces, som vil give dig erfaring og læring hele vejen igennem. ’Hvis du kæmper dig til dit mål og altid gør, hvad du virkelig brænder for, så er du kommet et godt stykke tættere på dit mål.’

Hvis du vil læse lidt mere om Christian, kan du tjekke hans blog ud på www.christianolesen.co

Gæsteblogger: Casper Blom

Du må ikke køre bil eller stemme…

… men du må godt starte virksomhed. Her får du Casper Bloms guide til at få et CVR nummer som ung iværksætter.  

blom

Casper Blom er en ung og driftig iværksætter og har i en alder af 21 år stiftet fem virksomheder.

Flere og flere unge ønsker at starte virksomhed. Det er fantastisk. Processen kan dog være en smule snørklet, derfor har jeg forsøgt at lave en guide, så det forhåbentlig kan lette processen for nogle, og så du som ung iværksætter ikke skal bruge en masse tid på alt det kedelige 🙂

Du skal dog være fyldt minimum 15 år. Hvis du ikke er det, så anbefaler jeg at stifte en virksomhed i dine forældres navn, og så kan de overdrage den senere hen. Det kan give nogle udfordringer i forhold til skat, men det anbefaler jeg, at man tager med en revisor.

1. Snak med dine forældre

Lovgivningen er sådan i Danmark, at hvis du er under 18 år og ønsker at stifte virksomhed, så skal du have dine forældre med indover.

Derfor er første step i ansøgningen om et CVR-nummer, at du skal tage en snak med dine forældre. Forklar dem om din idé og hvorfor du gerne vil starte op. Når I har haft en snak, og dine forældre er klar på at skrive under på, at du må stifte virksomhed, så skal du gå videre til step nummer 2.

2. Ansøg om CVR-nummer hos Statsforvaltningen

Nu skal du sammen med dine forældre sende en ansøgning til Statsforvaltningen om at blive godkendt til at få et CVR-nummer. Du kan vælge at sende ansøgningen på mail eller brev. Vælger du mail, skal det gøres via Borger.dk. Vælger du brev, skal det sendes til den lokale afdeling af Statsforvaltningen. Inde på http://www.statsforvaltningen.dk/site.aspx?p=8615 kan du finde de forskellige afdelinger hos Statsamtet.

Statsforvaltningen har lavet en guide over, hvilke ting som ansøgningen skal indeholde. Guiden er her: http://www.statsforvaltningen.dk/site.aspx?p=8543

En ting, der ikke står i guiden, er, at dine forældre skal underskrive denne friholdelseserklæring: http://www.statsforvaltningen.dk/sfdocs/Blanketter/V%C3%A6rgem%C3%A5l/friholdelseserkl%C3%A6ring.pdf

Spar en masse tid og få den sendt afsted sammen med din ansøgning, så er der større sandsynlighed for, at det kommer til at gå hurtigere.

3. Hav tålmodighed

Dette er typisk den del af processen, som tager længst tid. Jeg har set eksempler på, at det kan hjælpe at rykke dem både via mail og telefon. Statsforvaltningens mail er post@statsforvaltningen.dk og nummeret er 72567000. De har åbent alle hverdage til kl. 18.00.

Tip: Selvom du ikke har dit CVR-nummer endnu, så er der jo stadig en masse ting, som du kan begynde på (finde leverandører, lave hjemmesiden mv.). Husk at gemme alle kvitteringer, for selvom de er før stiftelsesdatoen, så kan du godt få refunderet din købsmoms.

4. Start virksomheden

Når du har fået din ansøgning godkendt, så skal du bare ind og starte virksomheden.

Det gør du her: http://www.virk.dk/myndigheder/stat/ERST/Start_virksomhed.

Husk at vedlægge din ansøgning med godkendelse fra statsamtet, så de kan se, at du må drive virksomhed. Resten af formularen udfylder du blot, som anvist.

Er du over 18 år og har brug for et CVR nummer?
Så følg denne vejviser, der kan hjælpe dig med at registrere din virksomhed.

JUST F★ING DO IT!
Hvis du vil vide mere om Casper Blom og have flere tips og tricks, så er Casper netop ude med sin selvbiografi JUST F★ING DO IT!, hvor du kan læse en masse spændende historier og blive motiveret og inspireret. Bogen kan købes her.