Gæsteblogger: nor:den

UNIKT NORDISK DESIGN

Camilla Borkes og Sigrid Rosendahls veje mødtes på entrenørskabslinjen på TEKO i Århus. I dag har de etableret det nordiske designfirma, nor:den, der er udsprunget af en fælles passion for at designe boliginteriør, hvor både processen og produktet er i fokus.

IMG_2271

Vi begge er meget idérige, og derfor var det et oplagt valg at blive selvstændige. Det har også vist sig at være det rigtige valg.

Brandet

Idéen med vores brand er, at det enkelte design skal være inspireret af den nordiske natur i form af farver og materialevalg. Vi har fokus på, at designet enten er i begrænset antal, håndlavet eller bæger præg af storytelling. Derved kan vi skille os ud på et marked, hvor der er rigtig mange talentfulde brands og designere. Ud fra diverse trendspottings og observationer, som vi har lavet, har vi simpelthen fundet en plads på markedet for det unikke boliginteriør.

DSC_0213

Den første kollektion

Vores første kollektion består af nummererede, håndtegnede illustrationer og håndlavede plaids i 100 % islandsk uld. Vores plaids bliver håndlavet i en afrikansk organisation, Kiburanga, som ligger i Kenya. Her skaber produktionen både vækst og arbejdspladser.

IMG_2621

… og den næste kollektion

Vi er netop i gang med en proces, der godt kunne resultere i, at næste kollektion byder på brug af keramik, læder og træ.

Fem forhandlere og fremtiden

Vi har indenfor en kort periode fået fem forhandlere fordelt på Jylland og Fyn. Vi har også fået vores webshop op at køre og tilmed etableret et samarbejde med webshoppen, moodings.com, som huser diverse high-end designere. Det glæder vi os rigtig meget til.

Næste skridt for os er ret stort, men det bliver rigtig spændende. Vi er nemlig i gang med at udvikle et produktkatalog, som udvalgte high-end markeder i Portugal, Frankrig og Italien skal indvies i inden længe. Her arbejder vi på at skabe kontakt til butikker såvel som hoteller. Det hele er en helt vildt spændende rejse og oplevelse, specielt fordi vi begge to brænder for, at det skal lykkes. Selvom der kan opstå komplikationer og forhindringer, fokuserer vi på at være proces- og løsningsorienteret, da vi begge har den indstilling, at nor:den skal implementeres på markedet!

DSC_0222

Markedet for boliginteriør er så stort, så der er mange aspekter i at designe hertil. Så når hjulet først begynder at køre, vil nor:den i den grad være at finde på markedet for high-end designs.

Idéer uden grænser

Det mest spændende ved at være iværksætter og tilmed innovativ er, at alt er muligt. Når først idégenereringen kører, er der ingen grænser for, hvilke sjove og skøre idéer der kan komme på banen. Det svære er ikke at finde på en god idé, men at få den formidlet og implementeret. Vi har fået rigtig meget støtte og rådgivning fra vores undervisere, og mennesker omkring os har støttet os hele vejen. Det er vigtigt for os, at lige meget hvor skøre vores idéer er, så er der opbakning.

Lærerig, sjov og grænseoverskridende oplevelse

Vores proces startede i november 2013 på entreprenørskabslinjen på TEKO i Århus – og lige siden har det været en vildt fed rejse. At blive undervist i entreprenørskab er en ganske lærerigt og sjovt. Det handler ikke om, at man skal opfinde den dybe tallerken, men at man bliver udrustet med en masse gode redskaber til at gøre nogle af alle de idéer, der kører rundt i ens hoved, til virkelighed.

Som en del af entreprenørskabsundervisningen deltog vi tidligere i foråret i DM i Entreprenørskab. Det var en vildt grænseoverskridende og fed oplevelse. Det var vildt fedt at være i blandt så mange dygtige konkurrenter og kreative mennesker. Vi tog det som et kvalitetsstempel, at vi kom med i kategorien “Produkt Og Teknologi” med så dygtige virksomheder. Vi vandt desværre ikke, men vi overvandt frygten for at stå på en scene med en mikrofon og pitche vores hjertebarn.

Udfordringer og udvikling

Der er rigtig mange udfordringer ved at være selvstændig. Vi valgte mere eller mindre bare at springe ud i det og tage forhindringerne, som de kom. Når vi har ramt en mur, har vi omdirigeret og taget den læring med i bagagen.

Siden vi startede, har vi begge udviklet os meget. Vi startede med at fremstå små og ydmyge, hvilket selvfølgelig er gode egenskaber, men vi har med tiden, og vil forsat, udvikle os til at være mere forretningsorienterede og selvstændige.

Et par gode råd

Det er super vigtigt som iværksætter, at du ved med dig selv, at du vil det. For det kræver vildt meget tid, og hvis du ikke brænder for det, er det nemt at give op. Der er mange uventede forhindringer, og de skal opfattes som læring frem for opgivelse. Støt dig op af nogle gode rådgivere, der kan vejlede dig i gennem de kriser, der rammes. Fortæl derudover om din idé til alt og alle – hvis du ikke selv kan sælge din idé, vil ingen købe den. Vigtigst af alt, så spring ud i det og hav Sara Sarasvathys principper med i baglommen. De er vildt nyttige og kan redde en.