Danish Entrepreneurship Award 2016 var en fest!

Danish Entrepreneurship Award 2016

Så skete det! I torsdags løb Danish Entrepreneurship Award 2016 af stablen. Næsten 7000 mennesker var mødt op for at fejre entreprenørskab og gode idéer – og vi havde en fest! Dagen var fyldt med konkurrencer for både grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, og der var mulighed for at høre foredrag fra blandt andet Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen og Birgit Aaby fra programmet Løvens Hule på DR1, Henrik Skov fra Skov Rejser, Too Good To Go, Moonis Kamil og mange flere. Hvis man i stedet havde brug for rådgivning, stod de mange rådgivere og udstillere til rådighed i Rådgivningszonen, hvor der var sparring og feedback på selv den mindste idé.

Men hvem var det så, der vandt? Projekt Edison-havde en temabestemt konkurrence med titlen ”Bedre og mere sikker trafik”, og her stod mere end 500 elever fra 6.-7. klasse klar til at præsentere deres idéer for dommere fra erhvervslivet. Team FIVR4 fra Fællesskolen Favrdal-Fjelstrup i Haderslev havde opfundet en ambulancedrone, udviklet til at flyve ud til trafikuheld med en nødhjælpskasse og til at sende billeder af de tilskadekomne til alarmcentralen, som så kan sende det rigtige udstyr afsted til ulykkesstedet. Holdets tre medlemmer har ikke tænkt sig at lade deres arbejde stoppe her. Med en vindercheck på 10.000 kr. vidste de lige, hvad fremtidens planer skulle byde på: ”Nu vil vi snakke med nogle politikere om vores  idé, og så vil vi bruge de 10.000 kroner på en klassetur til København,” lød det fra vinderholdet.

Holdet fra Fællesskolen Favrdal-Fjelstrup var ikke de eneste, der vandt. Faktisk spreder vinderholdene fra alle konkurrencerne sig over hele landet og kommer både fra Sjælland, Jylland og Fyn. Det er ikke kun vinderholdene, der kan findes i et bredt felt – det samme kan vinderidéerne. De dækkede alt fra et socialt netværk for jagtinteresserede, en fleksibel BH med udskiftelige dele og til en allergi-app, som fortæller brugeren, hvilke allergier et fødevareprodukt indeholder.

”Niveauet har været virkelig højt i år, og det gælder alle konkurrencerne. Det er virkelig vigtigt, at de unge lærer, at gode idéer har en værdi, som kan bruges i samfundet,” siger Camilla Ryge Leth, som er projektleder for Danish Entrepreneurship Award.

Her på bloggen ønsker vi alle vinderne et stort tillykke! 🙂Vinderne af Danish Entrepreneurship Award 2016

Du kan finde en komplet vinderliste her, og hvis du gerne vil se flere billeder fra dagen her.


Danish Entrepreneurship Award 2016 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Trekantområdet Danmark, og er en del af Global Entrepreneurship Week Denmark.

Sådan får du mest ud af Danish Entrepreneurship Award

Nedtællingen til Danish Entrepreneurship Award er startet, og inden du ser dig om, så står du i en stor hal fyldt med mennesker, stande og ikke mindst muligheder. Men hvordan får man mest muligt ud af dagen? Dette blogindlæg giver dig råd til, hvordan du forbereder dig bedst muligt. God læse- og arbejdslyst!


Dette blogindlæg er skrevet af redaktør Anne Langelund.


Danish Entrepreneurship Award nærmer sig, og snart står du overfor en masse mennesker, som både stiller spørgsmål omkring dit produkt eller din idé, dit arbejde og dine planer. Samtidig står du også selv med muligheden for at stille spørgsmål og få rådgivning fra en masse erfarne erhvervsfolk. Og hvordan griber man så lige det an? Der er så mange forskellige muligheder og tilbud til Danish Entrepreneurship Award, at det kan være svært at overskue – og det kan vi da egentlig godt forstå. Derfor har vi lavet denne guide til dig, så du bedst muligt kan forberede dig på dit møde med erhvervsfolk, rådgivere og alle de andre spændende mennesker, du kan møde på Awarden.

”Der er jo stadig lang tid til…”

Selvom der stadig er et par uger til Danish Entrepreneurship Award, skal du huske, at tiden flyver, og inden du ser dig om, står du til Danmarks største idéfest og skal måske endda præsentere din idé for dommerne. Uanset om du skal være med i en af konkurrencerne eller ”bare” skal benytte muligheden for at få feedback og rådgivning på din idé, så kan det altid anbefales at forberede sig. Tænk nu, hvis du møder nogen, som gerne vil hjælpe dig videre med din idé, og du ikke er klar til at pitche den for dem. Vores bedste råd er derfor, at du allerede nu forbereder dig, så godt du kan på alt det, som dommerne eller rådgiverne eventuelt kan spørge ind til, og alt hvad du ved og har taget stilling til i arbejdet med din idé. På den måde kan du lære din idé endnu bedre at kende, og dermed også svare endnu bedre på spørgsmålene.

Hvis du ikke er helt sikker på, hvad et pitch er, eller hvordan man gør det ekstra godt, så kan du læse mere om det her på bloggen. Her giver Pitcherific dig et lynkursus i, hvordan man pitcher og gør sit pitch (næsten) uimodståeligt, så du er helt klart til Awarden.

Pitch for dommer.

Sæt dig ind i programmet

Der er så mange forskellige muligheder at gøre brug af til Awarden, og det kan derfor også være lidt svært at finde hoved og hale i, hvad det er vigtigst – og især hvad der er vigtigst for dig. Derfor er det en rigtig god idé at sætte sig ind i programmet – find ud af, hvad der sker hvornår, og hvem der vil være hvor og hvornår. På den måde kan du planlægge din tid og muligheder bedst muligt.

Når du sætter dig ind i programmet, så er det en rigtig god idé at have din idé med i tankerne. Stil dig selv nogle spørgsmål, så du kommer nærmere et svar på, hvad det er, du har behov for:

  • Hvad har jeg helt konkret brug for hjælp til?
  • Hvad er det, jeg mangler input til for at komme videre med udviklingen af min idé?
  • Hvilke foredragsholdere og rådgivere kan være med til at styrke min idé?

Det kan også være en god idé at stille spørgsmål til din idé, og så du kan finde ud af, hvad det helt konkret er du mangler hjælp eller rådgivning til. På den måde ved du helt præcist, hvem det er du skal i kontakt med og have rådgivning fra, når du står til Awarden. Vi anbefaler, at du laver en liste med de personer, virksomheder eller organisationer, du skal i kontakt med, og hvornår du har mulighed for at kunne spørge om deres hjælp, så du er bedst muligt forberedt, når dagen kommer.

Du kan finde programmet for dagen på www.award2016.dk, hvor du også kan læse mere om rådgivere og foredragsholdere under ”Program” – ”Zoner”.

Danish Entrepreneurship Award

Hvad gør jeg, når dagen kommer?

På selve dagen har du alle muligheder for at få hjælp og sparring til at arbejde videre med din idé, og det er nu du skal opsøge de rådgivere og foredrag, som du har forberedt dig på hjemmefra, så du kan få svar på alle dine forberedte spørgsmål. Og hvad gør man så?

Awarden er inddelt i forskellige zoner, som tilbyder noget forskelligt alt efter, hvem man er og hvorfor man er på Awarden. Hvis du har brug for sparring og viden om din idé, anbefaler vi, at du besøger Rådgivningszonen. Her står organisationer og virksomheder klar til at sparre med dig, komme med gode råd og feedback på din idé. Det samme gælder også, hvis du får lavet en aftale med en dommer om, at I kan snakke videre efter konkurrencen. I kan finde hinanden i Dommerzonen, hvor I har mulighed for at fortsætte snakken og få yderligere feedback.

Det sidste råd, vi vil give dig, er at være åben over for ny viden og nye input. Det kan være, du er så heldig, at du får et godt råd, som sender dig i en helt ny – og måske endda bedre – retning med din idé; en retning, som måske giver dig en masse nye muligheder. Vær derfor forberedt på, at der kan ske uventede og nye ting, og vær åben over for dem. Det kan jo være, at det faktisk hjælper dig til en bedre idé og et endnu bedre resultat.

En lang historie kort

Helt kort anbefaler vi dig, at du forbereder dig rigtig godt til Awarden, så du er klar til mødet med dommerne, rådgiverne og foredragene:

  • Forbered dig mest muligt på dit pitch og på din idé.
  • Sæt dig ind i programmet, så du ved hvem du skal møde og hvor du kan finde dem.
  • Gør brug af de mange muligheder og zoner.

Vi håber, at dette blogindlæg har givet dig inspiration og hjælp til, hvordan du skal gribe dagen an til Danish Entrepreneurship Award. Vi glæder os til at se dig! 🙂

DesignTalent 2015

Upcoming designere konkurrerer om titlen som DesignTalent 2015

Den 19. november vil 18 dygtige, unikke og ikke mindst kreative designere konkurrere om titlen som DesignTalent 2015. For at vinde den fornemme titel skal designerne ikke kun fremvise et gennemført design, men også kunne overbevise dommerne om, at deres design passer ind på markedet. Formålet med DesignTalent-konkurrencen, som er en del af Danish Entrepreneuship Award, er at sætte fokus på det store vækstpotentiale, der ligger i dansk design.

I DesignTalent-området ved Danish Entrepreneurship Award 2015 vil alle 18 nominerede designere udstille deres designs, som i løbet af dagen vil blive bedømt af erfarne personer fra designbranchen. Konkurrencen er for studerende og nyuddannede designere, som har en drøm om at leve af deres design.

De 18 udvalgte designere kommer fra hele landet og fra forskellige uddannelsesinstitutioner, heriblandt VIA Design & Business, Arkitektskolen Aarhus, Designskolen Kolding, Københavns Tekniske Skole, KEA & KADK.

Bedømmelsen

Årets konkurrence vil sætte dommerne på en stor opgave, ifølge Camilla Ryge Leth, projektleder på Danish Entrepreneurship Award :

De unge designtalenter, som deltager i år, præsenterer meget alsidige og kreative designs. Der er alt fra en nytænkt gyngehest, over en bæredygtig kjole og til multifunktionelle møbler. Og alt sammen er virkelig gennemarbejdet og nytænkende. Så dommerne kommer på en stor opgave, når de skal finde vinderen.

For at kunne kåre den helt rigtige vinder blandt de 18 unge talenter, har vi fundet fire kompetente dommere, som på hver deres måde har erfaring inden for designbranchen og som alle har udlevet deres design-drøm. Herudover har alle fire dommere erfaring med bedømmelse af upcoming designere og designs, da de også sidste år var dommere i DesignTalent konkurrencen. De fire dommere er:

  • Henrik Boe, der er selvstændig industriel designer
  • Marie-Louise Munter, der er trend- og designspotter og indehaver af virksomheden MissDesignSays (www.missdesignsays.com)
  • Mie Lerche, der er interiørdesigner og indehaver af Lerchedesign (www.lerchedesign.dk)
  • Tina Sund, designer hos Zizzi (www.zizzi.dk), Ball-Group. Hun har 20 års erfaring i modebranchen, både som designmanager og selvstændig med eget brand.

Præmie: kontanter og læring

Den heldige vinder af DesignTalent 2015 vil få tildelt 10.000kr, som er sponsoreret af UPS. Derudover får vinderen også en stand på designmarkedet FINDERSKEEPERS, som har en vision om at hjælpe upcoming designere og mikro-designvirksomheder.

Alle 18 designere i konkurrencen får desuden mulighed for at deltage i en særligt tilrettelagt workshop, som rent forretningsmæssigt hjælper dem med at udleve drømmen om at leve af deres design. Til workshoppen vil de få rådgivning og redskaber til at brande og kommercialisere deres design fra erfarne personer i designbranchen.

Hvem er din favorit ?

De 18 kreative og alsidige designs kan ses nedenfor. Hvis du vil læse mere om hvert design og om designerne, kan du gøre det her.

Mere nysgerrig? Så er du meget velkommen til at komme forbi til Danish Entrepreneurship Award 2015 d. 19. november i Fredericia, Messe C, hvor alle designere vil udstille deres designs – det er helt gratis, alt du skal gøre, er at tilmeld dig her.

web 1 web 2 web 3 web 4 web 5 web 6 web 7 web 8 web 9 web 10 web 11 web 12 web 13 web 14 web 15 web 16 web 17 web 18

Makerspace ved Danish Entrepreneurship Award 2015

Makerspace – slip din kreativitet løs

Er du kreativ? Kan du lide at bruge dine hænder, prøve nye ting og tænke ud af boksen? Så kom forbi Makerspace d. 19. november til Danish Entrepreneurship Award 2015!

I Makerspace kan du møde en masse erfarne og kreative iværksættere, som på hver deres måde kan få din kreativitet sat i spil. På din vej igennem Makerspace vil du bestemt ikke komme til at kede dig, og du vil helt sikkert se eller prøve noget helt nyt. Du kan blandt andet prøve spil som tester dine iværksætterevner, give nyt liv til genbrugssager, være med til at bygge en robot eller konstruere et højt tårn af flasker og tennisbolde. I Makerspace kan du sætte din fantasi løs og teste evner, du måske ikke vidste du havde.

Hvem skal jeg besøge?

Du kan i alt møde 9 forskellige udstillere i Makerspace. Nedenfor kan du læse kort om hver udstiller, så du allerede nu kan planlægge dit besøg. Men husk – for at besøge Makerspace skal du være tilmeldt Danish Entrepreneurship Award 2015. Det kan du gøre her – helt gratis!

Upfind.dk – en kreativ byggelegeplads

Rødt billede

Hvor højt et tårn kan I bygge med flasker og tennisbolde? Hvor skævt? Slip fantasi og byggeglæde løs på upfind.dks byggelegeplads i Makerspace.

Upfind.dk gør det sjovt at samle globalt affald som plastikflasker og kartoner, og lave det om til kreative byggesystemer, der kan bruges igen og igen. Tag hinanden og en håndfuld plastikflasker i hånden og få en unik oplevelse med hands-on design og fantasifulde konstruktioner på vores legeplads. Slip ideerne løs, tænk nyt sammen og byg det – bigsize!

Business Model Architect – en kreativ tilgang til opbygningen af en forretningsmodel

De fleste tror, at den gode idé handler om et originalt produkt eller en anderledes service. Men med Business Model Architect-spillet vil du opdage, at kreativ tænkning er mindst lige så vigtig, når du skal bygge din forretningsmodel.

Kom og bliv kreativt udfordret på fire spørgsmål: Hvad vil du lave? Hvordan vil du lave det? Hvordan vil du sælge det? Hvordan tjener du penge på det?

Apina – se en 3D printer in action

Kom og se 3D printere i gang med at printe store og små iværksætterprojekter. Se ligeledes det nyeste inden for 3D printede materialer – såsom træ, bronze og elektrisk ledende materialer.  Apina demonstrerer hvorledes de har hjulpet Kähler, DanRobotics, Universe, Bramidan samt Gymnasiet Skjern HTX godt i gang med 3D design og print.  Ved Apinas stand kan du også deltage i konkurrencen om en 3D printet drone!

Designer for en dag med Martine Noring

20151109_125438

Kom og vær med til at give genbrugsting nyt liv på designværkstedet med Martine Noring. Her kan du blandt andet være med til at give gamle bælter, tasker og æsker et helt nyt look, så de kan genanvendes. Udstyret med lim, lak og billeder fra gamle bøger, vil du være med til at give nyt liv til ting, som ellers var endt i skraldespanden. Hvis du selv har en taske, pung eller lignende, som skal piftes op, så tag den endelig med og få et helt nyt og unikt designet produkt med hjem igen.

Papir Akademiet – et spil med snyd

Kom og prøv Papir Akademiet – det nye spil, hvor man lærer at tænke som en entreprenør! Papir Akademiet er en helt ny måde at lære på: reglerne kan bøjes, det er tilladt at snyde og usikkerhed er en fast del af spillet. Spillet udfordrer dig i at tænke nyt og kreativt – vigtige evner for entreprenør!

Startup the Game – prøv ”What If” maskinen

Hvad sker der med din idé, når den bliver kørt igennem vores “What If” maskine? Kan du allerede tænke ud af boksen, eller trænger du til et hjælpende hånd? Du kan få en ny og anderledes vinkel på din gode idé ved at køre den igennem vores tophemmelige “What If”-maskine. Startup the Game hjælper dig med at blive skarpere til at tænke kreativt og kommercielt – at få sat tingene lidt i perspektiv – og styrker din evne til at pitche idéerne.

Raspberry Pod – prøv at programmere

gfhhd

RaspberryPod er verdens første helt komplette kodekit, som indeholder den populære Raspberry Pi og alt det tilbehør og software, du skal bruge for at komme i gang med Raspberry Pi. På RaspberryPods stand kan du selv prøve at programmere i Scratch eller Python og hurtigt få en robot til at bevæge sig, få en diode til at blinke, tage et foto, optage en video og meget mere. RaspberryPod er udviklet af den danske virksomhed PodConsult, og kodetasken sælges til skoler og private, som vil hurtigt og nemt i gang med programmering.

Insero Science Academy – besøg det mobile innovationslaboratorium

I det mobile innovationslaboratorium kan du se et eksempel på, hvordan rum understøtter innovationsprocessen, og du kan deltage i konkurrencen om at lave dagens bedste mockup. Insero Science Academy hjælper lærere med at undervise i bl.a. innovation og entreprenørskab så kig forbi mobillab og få en snak med os.

Den Innovative Elev – Byg en Robot

Hvordan kan robotter hjælpe? Kom forbi og forsøg dig med design og prototyping og vær med til at bygge en robot! Bidrag med din ide til hvordan robotter kan hjælpe andre og kast dig ud i at konstruere en prototype. I samarbejde med de andre besøgende kan du bygge robotten: Fødder, ben, krop, arme og hoved bygges hver for sig og samles herefter til færdige modeller.

Årets DesignTalent 2014

Et tårnhøjt niveau hos de 21 kreative designere nomineret til DesignTalent 2014

Vi har nu udvalgt 21 helt fantastiske bud, der er med i konkurrencen om at blive dette års DesignTalent. Deltagerne kommer fra hele landet og fra forskellige uddannelsesinstitutioner. Heriblandt TEKO, Arkitektskolen Aarhus, Aalborg Universitet, Central Saint Martins i London, Designskolen Kolding, Kunstakademiets Designskole og Skolen for Visuel kommunikation.

På Danish Entrepreneurship Award den 20. november vil alle de nominerede vise deres designs frem i Designzonen, så du hele dagen igennem kan komme forbi og blive både inspireret og fascineret. Alle designs er nytænkende og kreative og har krævet mange timer at konstruere.

For at kunne kåre den helt rigtige vinder blandt de 21 unge talenter, har vi fundet fire kompetente dommere.

  • Henrik Boe, der er selvstændig industriel designer.
  • Marie-Louise Munter, der er trend- og designspotter og indehaver af virksomheden MissDesignSays.
  • Mie Lerche, der er interiørdesigner og indehaver af Lerchedesign.
  • Tina Sund, der er modedesigner med 19 års erfaring både som designmanager og selvstændig med eget brand.

Er du nysgerrig efter af se de 21 designs in real life? Så mød op på Danish Entrepreneurship Award den 20. november – tilmeld dig her helt gratis. Du kan også se med nedenfor og finde din egen personlige favorit. Læs også om de unge talenter her.

AmandaHurup AnkerBak CamillaSkøtt1 CecilieKamp1 KasperTroels  MichaelDaae Monq Nicholas norden OsmundOlsen PJ RoonRahn SaraCecilie SofieDybdal
TanjaEvers Trapez_annehalskov3 Troels Flensted TøtSickaFEM1SusanneNorsKDP

Gæsteblogger: Danish Agri Light

Trods en god og gennemarbejdet idé er vejen mod det endelige mål stadig lang

Danish Agri Light er en virksomhed bestående af Thomas Stokholm, Mikkel Banholdt, Martin Stensdal og Markus Hauge Pedersen. De har deltaget i både Company Programme – Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab og i Danish Entrepreneurship Award i år 2013. De fire drenge har sammen udviklet en boks til en traktor, der kører med tvillingehjul. Produktet markerer traktorens fulde bredde, og den løser derfor den store trafikale usikkerhed, som hurtigt opstår, når aftenens mørke er faldet på. Men selvom deres idé faldt i god smag hos dommerne, havde drengene mange problemer undervejs i processen og har endnu ikke fået godkendt produktet. Læs om udfordringerne og de mange bump, der opstår på vejen til at komme helt i mål med sin idé.  

 FM

Mange store traktorer kører med det, der kaldes tvillingehjul. Tvillingehjul er et ekstra sæt hjul, som sættes uden på de eksisterende hjul, og derved får man en større trækkræft og trykflade på blødt underlag. Behovet for tvillingehjul er ofte stort, da mange traktorer ellers nemt kører fast i bløde marker bl.a. om efteråret. Ved brug af tvillingehjul øges bredden på traktoren voldsomt. Problemet ved disse tvillingehjul er, at de er meget svære at få øje på i mørke, og derfor skaber de ofte problemer i trafikken. Problemet opstår ofte om aftenen, når mørket er faldet på.

Når det er mørkt, er det som modkørende næsten umuligt at få øje på det ekstra sæt hjul og den ekstra bredde. Dette skaber en stor trafikal usikkerhed, da bilister har risiko for at køre ind i eller ramme dækkene. Vores idé er et produkt, som markerer traktorens fulde bredde og derved løser den store trafikale usikkerhed. Vi har derfor udviklet en boks, som monteres oven på den eksisterende skærm for at mindske disse problemer. Boksen kommer til at bestå af en teleskoplignende arm, der skyder ud af boksen. På den udskydende arm sidder der en rød lygte og refleks, som lyser bagud og en hvid lygte og refleks, som lyser fremad. Boksen kan styres indefra førerhuset, hvor der monteres en kontakt. Boksen bliver monteret på en måde, så vores produkt bliver universalt og kan monteres på alle traktorskærme.

Idéen var der. Produktet var klar til at blive udført. Men processen var endnu lang…

Traktor forfra Traktor med bil i forgrund Traktor fra siden

Udfordringer og bump på vejen
I Danish Agri Light har vi i mange situationer rendt ind i problemer, som vi ikke lige har vidst, hvordan vi skulle løse. Vi har haft meget bøvl med at finde lovgivning rundt i Europa, da vores produkt også skulle kunne sælges i Europas landbrugsnationer. Og når selv den danske ambassade i Frankrig siger, at det er ’en jungle at finde lovgivninger i EU’ – ja, så er det altså ikke bare os, der har haft det svært. Med hjælp fra vores netværk og en masse udenlandske telefonopkald fandt vi dog de svar, som vi søgte.

Udfordringen med lovgivning har dog ikke været den største udfordring, vi er løbet ind i undervejs på vores rejse. Det største problem har været selve udformningen og fremstillingen af vores nuværende prototype. Vores første prototype startede med at være meget lavpraktisk i en sådan forstand, at den var relativ simpel, og de fleste ville nok kunne regne den ud. Prototypen var god, fordi den var god til at illustrere, hvor vi gerne ville hen med idéen, men vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var sådan, at det endelige produkt skulle fungere. Vi stod nu med en rigtig god idé, men ingen reel løsning på, hvordan det skulle fungere.

Vi brainstormede alle med vores forældre, som begyndte at bruge deres netværk. Dette førte til en masse møder med forskellige maskinforretninger og maskinværksteder, som hjalp os mere og mere på sporet af, hvordan vores produkt skulle fungere. Til sidst fandt vi et teknisk geni ved navn Jan Kaj, og han løste vores problemer, så vi ikke havde flere søvnløse nætter. Han fik skabt det produkt, som vi nu har i dag. Uden Jan Kaj og kæmpe udnyttelse af alles netværk, venner, bekendte og ikke mindst familie, havde vi aldrig stået her, hvor vi står den dag i dag. Dem skylder vi alt.

Stand til FM

Men vejen er stadig lang
Status lige nu er, at vi prøver at komme videre med hjælp fra Udvikling Fyn, som vi løbende har kontakt med. De kigger os kritisk efter i sømmene og hjælper os med at dirigere os i den rigtige retning. Samtidig har vi også kontorplads i flyvermiljøet i Forskerparken i Odense, hvor vi arbejder videre på vores idé og får kreative inputs.

Dog ser vi lyst på fremtiden for vores idé, men vi ved, at der stadigvæk er meget hårdt arbejde foran os, før vi kan lancere det på markedet. Drømmen er jo selvfølgelig, at vi får vores produkt godkendt og sat i produktion, og at det er os, der kommer til at stå for salget af det. Vi mener, at vi kan realisere det med den rette rådgivning, hårdt arbejde og selvfølgelig masser af gå på mod.

DM i Industrienshus

6 af de skarpe
Igennem drengenes lange proces med op- og nedture, med successer og til tider lange ventetider, har de fået utallige erfaringer med sig. De har derfor udformet seks gode og skarpe råd til dig, der enten er i gang med samme lange proces som drengene, eller som lige skal have det sidste skub for at springe ud i det:

  • Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken
    Det kan lige så godt være den simple idé, der er den bedste frem for den mere indviklede og komplicerede.
  • Find din niche
    Gå på udkig og find det emne, du interesserer dig for – og bliv dér.
  • Fornyelse af et nuværende produkt
    Man behøver ikke finde på et helt nyt produkt; man kan godt udvikle på det og gøre det endnu bedre.
  • Hårdt arbejde
    Vær forberedt på at det kræver hårdt arbejde, men samtidig er det sjovt, hvis det er noget man brænder for og virkelig gerne vil.
  • Udarbejd dit produkt inden du præsenterer det
    Hav dine analyser, regnskaber, ambitioner, etc. klar før du går ud og præsenterer det for mulige investorer, samarbejdspartnere eller distributionskanaler. Hermed bliver de mere sikre på, at netop din idé eller produkt er det, de skal satse på.
  • Brug din hverdag som inspirationskilde
    Mange gange finder man den gode idé i sin egen hverdag. Man har fx ting, der irriterer en, som man føler, man kan løse anderledes. Brug derfor din hverdag som inspiration. Det kan være, du finder millionidéen, der løser et helt almindeligt hverdagsproblem.

 

 

Gæsteblogger: Ruben Stochholm

Følg rejsen for den 35-årige studerende, der sammen med 7 andre kom på en god idé. En så god idé at de røg videre i den ene konkurrence efter den anden og opnåede både at deltage i DM og EM i entreprenørskab.

2

Indlæggene er lavet som en føljeton. Og du vil derfor nu kunne læse første afsnit af rejsen nedenfor.

Den første tid – den første konkurrence
I 2011 var jeg 35 år. Jeg var studerende og ca. 10-12 år ældre end alle mine medstuderende på årgangen på nær en enkelt eller to. Jeg havde besluttet mig for at tage en overbygning på min Markedsføringsøkonomuddannelse, så jeg ville være nyuddannet Professionsbachelor, når finanskrisen var ovre. Og så er man jo lidt ældre end de fleste, hvis man har haft nogle år i erhvervslivet, fået 4 børn og taget noget forældreorlov i mellemtiden.

Skolen havde opfordret alle eleverne til at deltage i en konkurrence, hvor man skulle finde på en idé og prøve at arbejde med idéen, så den kunne udvikle sig til en prototype af et færdigt produkt og efterfølgende markedsføre idéen overfor et dommerpanel.

Jeg ankom til arrangementet sammen med over 100 andre studerende fra flere uddannelser under EAL. Os, der havde en idé, blev bedt om at komme op foran og præsentere idéen for de andre i auditoriet, som så efterfølgende kunne komme rundt og høre mere om idéen og vælge, hvilken idé de ville være med til at udvikle på.

3

Der var kun 4 idéer, der blev præsenteret, så da der kun kunne være ca. 8 i hver gruppe, blev de resterende sat til selv at finde på en idé. Det endte med 16 grupper.

Vores gruppe fik navnet Jellyfish. Vi var kommet op med en idé, hvor vi ville lave et net, som de har i Australien, som sikrer en goplefri badezone. Samtidig ville vi også sørge for, at flydende tang ikke kom ind på stranden, men blev ledt rundt i opsamlingspunkter.

Vi lavede et lille spørgeskema og fik de andre deltagere til at svare på det. Det gav en overvældende positiv respons, da ingen brød sig om brandmænd eller tang. Vi fik lavet et lille primitivt 80’er computerprogram, hvor man skulle undgå brandmænd, som folk kunne prøve, og så havde vi lavet en lille minimodel af vores goplespærre i en stor bedroller med sand i den ene ende som strand og små halloween edderkopper som brandmænd.

Det var ikke kun dommerne, der skulle give point. Alle grupperne skulle også give hinanden point.

Da dommerne havde været rundt og spurgt ind til vores produkt, og vi havde fremført en lille pitch for dem, blev pointene delt ud. Vi fik en flot 2. plads, og dermed vandt vi nogle biografbilletter og en kasket og en taske.

Men nu kommer det, der satte skub i det hele.

6

En af dommerne kom hen og sagde, at han syntes, vi skulle tilmelde os DM i entreprenørskab, som er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise.

Vores gruppe bestod på det tidspunkt af 8 mennesker, hvoraf de fleste var blevet ”tvunget” til at deltage af deres uddannelse, men som egentlig ikke havde nogen interesse i det. De sagde pænt nej tak til at gøre mere i det, så nu var vi kun 3 tilbage.

Jeg tænkte, at for at få et godt hold til DM og en god chance for at vinde, så havde vi brug for en, der var god til at pitche. Vi fik derfor fat i en fra et af de andre hold, som gerne ville være med. Derudover spurgte jeg ham fra klassen, som jeg oprindeligt havde fået lov til at låne idéen af, om han også ville være med. Det ville han også gerne. Han havde ikke forventet, at idéen ville få en 2. plads i konkurrencen, men han fandt snart ud af, at idéen var større, end han troede.

Læs med næste gang hvor jeg skriver om deltagelsen til DM og EM.

 

 

Gæsteblogger: MadRouletten

Ny by, studerende og ensom?

Er du lige flyttet til byen og ønsker at møde nye mennesker? Kunne du godt tænke dig en hyggelig aften med lækker mad, socialt samvær og en fed efterfest? Eller er du bare vild med at tale, hænge ud med og møde en masse nye personer? Hvis du lige har svaret ’ja’ til ovenstående spørgsmål, burde du læse med nedenfor. Her fortæller Asger og Stine om deres koncept MadRouletten og om deres oplevelser som iværksættere.

MadRoulettensommer2

Vi hedder Stine og Asger, og vi har startet konceptet MadRouletten. Vi er begge 26 år og har altid haft en drøm om at skabe vores egen virksomhed. Vi kender faktisk hinanden helt tilbage fra vores gymnasietid. Vi mødtes så igen seks år senere på uddannelsen Entrepreneurship på TEKO i Mejlgade, Aarhus. Asger er uddannet markedsføringsøkonom og læser nu en kandidat i oplevelsesøkonomi, og Stine er uddannet fashion designer og arbejder nu fuldtid med MadRouletten. Som I kan se, har vi altså vidt forskellige kompetencer.

Mennesker vil mennesker
Vi kom på idéen til MadRouletten i et studieprojekt, hvor vi var ude og undersøge, hvordan unge mennesker interagerer i hverdagen. Her kunne vi se, at der manglede et koncept, som ikke handlede om dating eller at drikke sig fuld. Vi skabte derfor MadRouletten, hvor omdrejningspunktet for aftenen er de tre-retter mad, og alle der deltager har samme udgangspunkt – nemlig at de ikke kender hinanden.

Logo Madrouletten

Men hvad er MadRouletten egentlig?
MadRouletten er et koncept, der går ud på, at man kan møde nye mennesker simpelt og uformelt over en tre-retters middag. Man tilmelder sig på vores hjemmeside som gæst eller vært og får tildelt en makker og en ret, man skal stå for – enten forret, hovedret eller dessert. Man mødes så hos værten, hvor man spiser en tre-retters middag med 5 personer, som man ikke kender. Senere samme aften tager man videre til en efterfest, hvor alle middagsgrupperne mødes – der har nemlig været andre middagsgrupper rundt omkring i byen.

Hvor skal vi hen?
Da vi testede MadRouletten af for første gang i februar 2013, fik vi så meget god respons fra deltagerne, at vi simpelthen blev nødt til at forsætte. I dag har vi nu mere en 20 arrangementer på bagen, og ca. 400 glade deltagere har mødt nye mennesker gennem MadRouletten. Vi føler derfor, at vi nu er klar til at tage næste skridt med vores koncept og er konstant ved at udvikle konceptet, så det på sigt kan skaleres yderligere op. Vi har derfor fået tre nye personer ind i vores lille virksomhed, så vi i dag er fem. De tre andre er hhv. to rigtig dygtige programmører (Mads og Jan) og den super talentfulde og engagerede Esben, der skal sørge for at holde alle vores samarbejde med andre virksomhed ved lige.

MadRouletten madklub

Prisvinder ved DM i Entreprenørskab 2014
MadRouletten vandt i maj 2014 DM i Entreprenørskab i kategorien ’Samfund og Mennesker’, på Børssalen. Det at vinde konkurrencen er et stort skulderklap og en anerkendelse fra omverdenen og en ubeskrivelig skøn følelse! Udover prisen og præmien på 25.000 kr., har prisen også givet omtale i diverse medier og nye kontakter til videreudvikling af konceptet.

Iværksætteri er fedt
Det er fedt at være iværksætter, fordi man kan få lov til at arbejde med og påvirke mange processer i et koncept. Du er selv med til at skabe dit koncept og få din idé til at blive til handling. Når du så har sat dit projekt i gang eller har gjort det, så er det din og dine co-creators skyld eller vinding, når det går godt og bliver til en succes eller fejler – hvilket giver hår på brystet. Man arbejder på mange forskellige måder og afprøver forskellige kompetencer, som også giver personlig udvikling. For at afprøve vores idéer, deltog vi også i Start Up Programme for videregående uddannelser til Danish Entrepreneurship Award 2013, hvor vi udviklede vores 3-retters-middags-koncept.

MadRoulettenchill2

Fokus, fokus, fokus
Hele vores historie med MadRouletten kan for nogen lyde meget enkelt og lige til. Men der har og er selvfølgelig perioder, hvor vi har lyst til at lave mange andre ting. Vi har dog begge lært, at hvis det her koncept nogensinde skal blive til noget, bliver vi nødt til at holde fokus. Hvis vi skal reflektere lidt over, hvordan vi er nået der til, hvor vi er i dag, er den vigtigste årsag, at vi har haft et fælles fokus hele vejen. MadRouletten er dog stadig langt fra at være der, hvor vi kan trække os tilbage og sige “nå, det var så det”. Vi mener stadig, der er en lang og snørklet vej til det endelige mål, men vi føler virkelig, vi er på rette vej og hele vores team kan se et stort potentiale og mange udviklingsmuligheder for MadRouletten. Vi har derfor alle sammen i teamet den helt rigtige mavefornemmelse med MadRouletten.

MadRouletten DM

Vores drøm
Lige nu er vores fælles drøm og mål at blive Danmarks største madklub. Vi tror på, at mennesker vil mennesker. Vi drømmer derfor om at give alle i Danmark muligheden for at møde nye mennesker gennem MadRouletten.

FAKTA

  • MadRouletten blev grundlagt i foråret 2013.
  • Holder middagsarrangementer i Aarhus, Aalborg og København.
  • MadRouletten vandt i maj 2014 DM i Entreprenørskab i kategorien ’Samfund og Mennesker’ på Børssalen.
  • MadRouletten arbejder tilmed på en hjemmeside, så konceptet snart kan anvendes hele landet over.
  • På www.madrouletten.com kan du se video og billeder og købe billetter.
  • Følg med på facebook.dk/madrouletten og på @MadRouletten på Instagram.
  • Hvis du har spørgsmål, så skriv en mail til MadRouletten på kontakt@madrouletten.com

 

Interview: Martin Christensen

Martin Christensen – Nyuddannet Arkitekt/Designer med en lysende fremtid

 

mig med grå1

Det er sindssygt vigtigt at bibeholde legen i det, man laver

Sidste års vinder af  Designtalent 2013 ved Danish Entrepreneurship Award, er færdiguddannet på Arkitektskolen Aarhus. Selvom om Martin har fuld fart på, havde han alligevel tid til at besvare et par spørgsmål.

skrivebord

Skrivebordet Martin havde med til Designtalent 2013

Du vandt årets Designtalent 2013, hvad er der sket siden da?
Da jeg deltog i Designtalent 2013, var jeg i gang med min afgang fra Arkitektskolen Aarhus. Den er afsluttet, og jeg kan nu skrive arkitekt/designer på cv’et. Tiden omkring min deltagelse i Designtalent 2013 var generelt en meget hektisk tid, for udover messen i Fredericia og min afgang, deltog jeg i FSC Design Award, hvor jeg blev runner up. Dette gjorde, at jeg kom med på en udstilling hos Kvist Industries og blev inviteret til IKEAs hovedkontor i Älmhult, Sverige. I mellemtiden har jeg desuden skrevet kontrakt med FSC Danmark, hvor jeg skal udvikle et produkt, der sætter fokus på bæredygtig skovbrug.

Hvad føler du, at du har lært ved at deltage?
Min deltagelse i Danish Entrepreneur Award gav mig blod på tanden til at starte noget selv og gav mig en tro på, at hvis man vil det nok, så kommer det til at lykkes. Desuden har min deltagelse i Designtalent 2013 gjort, at jeg har fået en del omtale i en række aviser og på blogs.

adskilt

Martins eksamensprojekt, adskilt

Hvor kommer din skabertrang/glæden ved at skabe fra? Og hvad er kilden til dit drive?
Jeg kan ikke helt sætte finger på, hvor min skabertrang kommer fra. Egentlig tror jeg alle har den, der er bare nogen, der skal grave dybere for at finde den frem. Det at stå med et færdigt produkt i hånden kan gøre mig helt høj – en følelse som jeg gerne vil opnå igen og igen. Netop det tror jeg er kilden til mit drive.

Hvad har du mødt af udfordringer – og hvordan har du handlet på dem?
En af de største udfordringer, specielt som kreativ, er at tro nok på det man har lavet. Man kan meget hurtigt komme i tvivl om det er godt nok og være bange for hvordan andre tager imod det – bekymringer der altid ligger og lurer i baghovedet. En erfaring jeg har gjort er, at man bare skal turde kaste sig ud i det. Hvis ikke man prøver, finder man aldrig ud af om ideen holder. Ved at kaste sig ud i det, får man andre folks reaktioner og dermed konstruktiv feedback, som man kan evaluere på og bruge fremadrettet.

Hvordan har dit Machvaerk projekt været med til at udvikle dig på et personligt plan?
Machvaerk er betegnelsen for de ting jeg har lavet, og i og med at der er kommet så meget positiv feedback, er jeg da helt klart begyndt at tro mere på mine egne evner som designer. Der er virkelig mange dygtige folk i branchen, og konkurrencen er hård, så hvis man vil slå igennem, bliver man nødt til at tro på at man har noget at bidrage med.

Hvordan ser fremtiden ud?
Som nævnt er konkurrencen hård inden for min branche, så jeg skal have sat mig ned og fundet ud af hvad min plads er i det store billede. Desuden er jeg lige blevet færdig som studerende, en titel jeg har båret i næsten 20 år og som altid har ageret sikker base i mit liv. Jeg er lige nu i en omstillingsfase, hvor jeg skal vænne mig til voksenlivet med alt hvad det indebærer af selvstændighed og vigtige beslutninger. Men lige så snart jeg har vænnet mig til tanken, er jeg klar til at brage videre – uden nogensinde at blive rigtig voksen, for det er sindssygt vigtigt at bibeholde legen i det, man laver.

Machvaerk front

Martins eksamensprojekt, front

Er du blevet mere modig efter at have vundet, og har du tænkt at søsætte et projekt eller starte egen virksomhed?
Jeg er helt sikkert blevet mere modig efter deltagelsen i Designtalent 2013, for det har vist mig vigtigheden i at vise ansigt. Hvis ikke man er lidt offensiv i sin tilgang, kan man ikke forvente nogensinde at blive opdaget. Og ja, jeg har tænkt mig at søsætte et projekt og har et par ting i støbeskeen, men dem må I vente med at se .

Du kommer du fra en af de kreative uddannelser – Hvad er din holdning til innovation og entreprenørskab, som en del af undervisningen?
Som udgangspunkt bliver man som design- og arkitektstuderende uddannet i innovation og entreprenørskab, da vi hvert semester bliver kastet ud i meget forskellige opgaver, hvor man selvstændigt bliver nødt til at finde en løsning. Man lærer at have flere bolde i luften og gå fra ide til konkret form og handling. Men det er jo selvfølgelig en lidt anden tilgang end excel-ark og årsregnskaber, som mange andre mere erhvervsmæssige uddannelser beskæftiger sig med. Hvis man kunne finde ud af at gøre designuddannelsen en anelse mere erhvervsorienteret og derved give redskaber til dem, der ønsker at gå den selvstændige vej, ville det for mig være det perfekte mix.

Vil du anbefale andre kreative unge som dig selv til at deltage – og hvorfor?
Jeg vil bestemt anbefale andre unge kreative at deltage. Ideer får først for alvor liv, når de bliver delt med andre – og hvem ved – måske kommer den helt rigtige person på det helt rigtige tidspunkt forbi og ser noget specielt i det man laver.

samling

Martins eksamensprojekt, samling

 

Gæsteblogger: CREATUR

GÆSTEBLOGGER: CREATUR

rt

I Creatur arbejder vi for, at kreative kan leve af deres kreationer. Derfor har vi givet vores online kursus “Kom godt igang på nettet – få succes med hjemmeside og sociale medier” kvit og frit til de unge talenter, som var nomineret til prisen Årets Designtalent på Danish Entrepreneurship Award 2013.

Det er vores opfattelse, at mange kreative er super dygtige til det de laver, men at nogle mangler redskaber til at få det til at blive en forretning. Derfor har vi lavet Creatur, som er businessredskaber for kreative. I Creatur giver vi dig viden og onlinekurser med konkrete redskaber inden for teknik, formidling og  mindset.

Kurset “Kom godt i gang på nettet” består af 4 moduler:

Modul 1 Mindset  – Den mentale del af at være iværksætter. Der kan være mange mentale blokeringer, som bevidst eller ubevidst holder dig tilbage fra at gå efter det du virkelig ønsker dig.

Modul 2 Formidling – Hvordan skriver du den gode tekst til din hjemmeside og sociale medier? Her bliver du klædt på til at kunne præsentere dig selv på skrift.

Modul 3 Hjemmeside – Vi gennemgår, hvordan du sikrer høj brugervenlighed og hvordan du får kanaliseret dine besøgende derhen, hvor du vil.

Modul 4 Sociale medier – Lær at bruge sociale medier professionelt. Hvad skal du tænke på før du går i gang, hvilke medier skal du bruge og hvordan laver du indhold, som bliver delt.

Creatur ledes af fire selvstændige kreative

Nadja Kalnæs, Sceneproducent fra Statens Teaterskole og projektleder.  Stifter af Creatur og underviser primært her i projektledelse og digital markedsføring.

Ida Sofie Minke Andersen, Cand. mag i dansk og  kulturvidenskab, underviser i formidling og kommunikation.

Tine Marcher, PassionCoach og Breakthrough Shadow Coach, underviser i mindset.

Christie Stauning Andersen, Cand. it, underviser i sociale medier.

yj

Rigtig god tirsdag

Creatur