Gæsteblogger: Kasper Birkeholm Munk

Hvordan uddanner vi unge mennesker, der kan medvirke til at udfordre, udtænke, udvikle og eksekvere nye løsninger til nuværende og fremtidige samfundsudfordringer?

Kasper Birkeholm Munk er teamleder for Opfinderrådgivningen på Teknologisk Institut. Han har endnu engang besøgt vores blog – denne gang med hans tanker om, hvad der berører den måde, som mange mennesker arbejder med deres idéer.  

Kasper_b_munk_banner

Hvilke personlige og faglige egenskaber er nødvendige for, at man simpelthen ikke kan lade være med at anskue udfordringer fra et fundamentalt anderledes perspektiv end den massekopierede vanetænkning?

På tværs af uddannelsessektoren er det min erfaring, at man kæmper for at skrue fag sammen, så de bedst muligt understøtter de lovbestemte læringsmål og samtidig bygger på at vække iværksætter- og entreprenørskabs-dna’et hos elever og studerende.
Men hvordan søren forener man de lovformede akademiske læringsmål med de fritænkende og risikoinvolverende takter, som er kernen i den entreprenørielle tilgang?

På mange skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor vi har vores gang forsøger man at forene læringsmål og iværksætteri ved at lade unge mennesker få en idé og derpå bede dem om på akademisk-analytisk vis at beskrive denne. Resultatet udebliver sjældent. Fremragende forretningsplaner om virkelig dårlige ideer. Den altovervejende årsag til, at de ideer der kommer ud af den proces er dårlige, er simpel: ideerne er ikke validerede, før de bliver underkastet en ensrettet forretningsplans-’tour de force’.

Gennem de sidste 4 år har vi udbudt praktisk, hands-on undervisning i ideudvikling, idevalidering og kommercialisering af ideer. 8000 studerende har vi trænet i, hvordan man i praksis får gode ideer og validerer disse i markedet uden at lukke sig inde på sit kammer. For det er netop den største bidragyder til det fejlslagne projekt: at man lukker sig inde af frygten for at fejle. Indrømmet. Det lyder forfærdelig banalt. Lur mig om ikke de fleste mennesker vil sige: ”Det tør jeg da godt”. Men virkeligheden er en anden. Vi vil meget hellere undgå at fejle og endnu bedre: undgå at blive opdaget i vores fejl. Det leder til en noget krampagtig adfærd.

For mange mennesker med en god ide betyder det, at man prøver at udvikle sin ide uden involvering og input fra andre. Jeg hører tit sætningerne: ”Jeg drøfter ikke min ide med nogen, for så er der bare nogen der hugger den fra mig” og ”vi flyver under radaren og holder vores ide hemmelig indtil produktet kommer på markedet”.

Ideer, der kommer til verden i vakuum, har som oftest ét særkende: de slår fejl – og det på det helt forkerte tidspunkt: meget sent i udviklingsprocessen hvor der som oftest allerede er brugt rigtig mange ressourcer på at raffinere ideen til perfektion. Sådanne forsinkede fejl koster opfindere, iværksættere og virksomheder en masse penge.

Thomas Blachmann foreslog i forbindelse med Kulturmødet på Mors i slutningen af august at vi indfører ideudvikling på skoleskemaet. Han sagde noget i retning af, at vi er nødt til at give unge mennesker selvtilliden til at turde fejle. Samme budskab gentog han under fejringen af 200 året for indførsel af undervisningspligten i Danmark i oktober.

Begge gange klappede jeg taktfast. Vi kalder det for kreativ selvtillid. Etablering af kreativ selvtillid handler netop om, at gøre mennesker i stand til at turde at arbejde visionært, tillidsfuldt og involverende, når de udvikler nye ideer. Disse tre tilgange er først rigtig værdiskabende, hvis spændetrøjen spundet af frygt for at fejle bliver kastet bort. Først når du tør fejle, tør du åbne døren til dit vakuum og kigge i virkelighedens spejl. Et spejl som alle der arbejder med ideudvikling, entreprenørskab og innovation burde kigge i hele tiden.

For jo flere ideer vi får skabt, testet og forkastet hurtigt – desto mere synlige bliver de virkelig gode ideer og desto flere ressourcer har vi til at realisere disse ideers potentiale.
Skal vi have kreativ selvtillid på skoleskemaet?