Interview: Christine Dahl-Jensen – Plakatkonkurrencen 2015

Hjerner, solbriller og stjerner – Christine vil inspirere unge til at ”reach for the stars”

24-årige studerende, Christine Dahl-Jensen, blev i juni udnævnt som vinder af Plakatkonkurrencen 2015.

Christine Dahl-Jensen med sin vinderplakat

Christine Dahl-Jensen med sin vinderplakat

”Jeg har prøvet at skabe en plakat, som skaber opmærksomhed ved at have et forholdsvis enkelt design med pangfarver og en lidt morbid illustration af en hjerne, som ved første øjekast skal gøre beskueren nysgerrig.”

Christine Dahl-Jensens første udkast til plakat

Christine Dahl-Jensens første udkast til plakat

Christines plakat blev udvalgt som vinder ud af i alt 107 forskellige bud på en ny plakat til Danmarks største innovations- og iværksætterevent: Danish Entrepreneurship Award 2015 – et event, hvor ca. 5000 unge iværksættere og undervisere mødes for at fejre innovation og iværksætteri i studiehøjde.

Eventets målgruppe – unge iværksættere – var netop i Christines tanker, da hun begyndte at udvikle sit plakatdesign, og det er også dem hun forsøger at inspirere med designet:

Tanken bag designet er at illustrere en ung selvsikker person, som andre unge kan identificere sig med. Jeg valgte at give personen solbriller på for at illustrere, at han kigger ud på en lysere fremtid, som indebærer at nå ens drømme og mål. Stjernen er et symbol på ‘reach for the stars’ – at man sigter højt for at nå sin drøm, og at han derfor er tæt på at opnå dette, da han ikke er langt fra ‘stjernerne’.”

Fra ide til færdigt design: Den kreative proces
Til hverdag studerer Christine til mediegrafiker på Københavns Tekniske Skole, og det var gennem skolen, hun hørte om konkurrencen. Christine fortæller, at hun blev interesseret i at deltage i konkurrencen, da den lød sjov og spændende og have en fed præmie: Et kæmpe plus på hendes CV som designer af hele den visuelle identitet til Danish Entrepreneurship Award 2015 + 10.000 kr.

Christine ville som udgangspunkt gerne designe en plakat, som var anderledes og skilte sig ud fra eventplakaterne fra de forrige år. Herudover så hun konkurrencen som en mulighed for at fremvise og udtrykke sin egen grafiske stil og hermed også sine kreative evner. Evner, som klart overbevidste dommerne og projektlederen for Danish Entrepreneurship Award 2015, Camilla Ryge Leth:

Designet er skarpt og repræsenterer Danish Entrepreneurship Award rigtig godt. Der kom mange bud på en plakat, men Christine Dahl-Jensens design var både gennemført, nytænkende og havde en klar vision”

Processen fra ide til færdigt design har lært Christine en masse om den kreative designudviklingsproces såvel som samarbejde med forskellige parter for sammen at nå frem til et ønsket resultat. Vinderplakatens oprindelige design (se billede ovenfor) viser ansigtet af en dreng, som er placeret i midten af plakaten. Men for bl.a. at ramme en bredere målgruppe med designet, blev plakaten videreudviklet i samarbejde med Danish Entrepreneurship Award:

”Efterfølgende blev plakaten lavet om til en halv dreng, halv pige, da den skulle ramme pigerne lidt mere, end den gjorde før. Til slut blev vi enige om at skille ansigterne ad, og lave to plakater, som ville fungere hver for sig, men også skulle kunne hænge ved siden af hinanden.”

Fra én plakat til en samlet visuel identitet
Som vinder af Danish Entrepreneurship Awards Plakatkonkurrence får Christine ikke blot lov til at udtrykke sin kreativitet via plakater. Med vinderpositionen følger også ansvaret for hele den visuelle identitet for eventet. Den visuelle identitet, som tager udgangspunkt i designet fra plakaterne, spænder bredt og kan bl.a. allerede ses digitalt på Danish Entrepreneurship Awards hjemmeside og Facebookside. Designet vil folde sig yderligere ud til selve eventet d. 19. november i Fredericia, Messe C, hvor designets æstetiske udtryk vil give genklang på bannere, programmer, håndbolde, lakridsæsker, postkort mm.

”Det har alt i alt været rigtig spændende og ikke mindst lærerigt at være med til at lave materialer til sådan et stort arrangement.”

Lakridsæsker og postkort med Christines design

Lakridsæsker og postkort med Christines design

Christine er meget glad for den praktiske og alsidige erfaring, som konkurrencen har givet hende og håber på, at det vil hjælpe hende i sin søgning efter en læreplads. Efter at have færdiggjort sin uddannelse i 2017 drømmer Christine om at få job på et grafisk bureau, hvor hun vil få mulighed for at udnytte sin kreativitet i praksis hver dag.

”… en ung selvsikker person, som andre unge kan identificere sig med”
Sådan beskriver Christine selv tanken bag designet. En tanke som sagtens kan bruges om designeren selv, som via sit kreative og gennemførte design samt professionelle samarbejdsevner har bevist, at hun hører under kategorien som en ung selvsikker og innovativ person og rollemodel.