Interview: Martin Christensen

Martin Christensen – Nyuddannet Arkitekt/Designer med en lysende fremtid

 

mig med grå1

Det er sindssygt vigtigt at bibeholde legen i det, man laver

Sidste års vinder af  Designtalent 2013 ved Danish Entrepreneurship Award, er færdiguddannet på Arkitektskolen Aarhus. Selvom om Martin har fuld fart på, havde han alligevel tid til at besvare et par spørgsmål.

skrivebord

Skrivebordet Martin havde med til Designtalent 2013

Du vandt årets Designtalent 2013, hvad er der sket siden da?
Da jeg deltog i Designtalent 2013, var jeg i gang med min afgang fra Arkitektskolen Aarhus. Den er afsluttet, og jeg kan nu skrive arkitekt/designer på cv’et. Tiden omkring min deltagelse i Designtalent 2013 var generelt en meget hektisk tid, for udover messen i Fredericia og min afgang, deltog jeg i FSC Design Award, hvor jeg blev runner up. Dette gjorde, at jeg kom med på en udstilling hos Kvist Industries og blev inviteret til IKEAs hovedkontor i Älmhult, Sverige. I mellemtiden har jeg desuden skrevet kontrakt med FSC Danmark, hvor jeg skal udvikle et produkt, der sætter fokus på bæredygtig skovbrug.

Hvad føler du, at du har lært ved at deltage?
Min deltagelse i Danish Entrepreneur Award gav mig blod på tanden til at starte noget selv og gav mig en tro på, at hvis man vil det nok, så kommer det til at lykkes. Desuden har min deltagelse i Designtalent 2013 gjort, at jeg har fået en del omtale i en række aviser og på blogs.

adskilt

Martins eksamensprojekt, adskilt

Hvor kommer din skabertrang/glæden ved at skabe fra? Og hvad er kilden til dit drive?
Jeg kan ikke helt sætte finger på, hvor min skabertrang kommer fra. Egentlig tror jeg alle har den, der er bare nogen, der skal grave dybere for at finde den frem. Det at stå med et færdigt produkt i hånden kan gøre mig helt høj – en følelse som jeg gerne vil opnå igen og igen. Netop det tror jeg er kilden til mit drive.

Hvad har du mødt af udfordringer – og hvordan har du handlet på dem?
En af de største udfordringer, specielt som kreativ, er at tro nok på det man har lavet. Man kan meget hurtigt komme i tvivl om det er godt nok og være bange for hvordan andre tager imod det – bekymringer der altid ligger og lurer i baghovedet. En erfaring jeg har gjort er, at man bare skal turde kaste sig ud i det. Hvis ikke man prøver, finder man aldrig ud af om ideen holder. Ved at kaste sig ud i det, får man andre folks reaktioner og dermed konstruktiv feedback, som man kan evaluere på og bruge fremadrettet.

Hvordan har dit Machvaerk projekt været med til at udvikle dig på et personligt plan?
Machvaerk er betegnelsen for de ting jeg har lavet, og i og med at der er kommet så meget positiv feedback, er jeg da helt klart begyndt at tro mere på mine egne evner som designer. Der er virkelig mange dygtige folk i branchen, og konkurrencen er hård, så hvis man vil slå igennem, bliver man nødt til at tro på at man har noget at bidrage med.

Hvordan ser fremtiden ud?
Som nævnt er konkurrencen hård inden for min branche, så jeg skal have sat mig ned og fundet ud af hvad min plads er i det store billede. Desuden er jeg lige blevet færdig som studerende, en titel jeg har båret i næsten 20 år og som altid har ageret sikker base i mit liv. Jeg er lige nu i en omstillingsfase, hvor jeg skal vænne mig til voksenlivet med alt hvad det indebærer af selvstændighed og vigtige beslutninger. Men lige så snart jeg har vænnet mig til tanken, er jeg klar til at brage videre – uden nogensinde at blive rigtig voksen, for det er sindssygt vigtigt at bibeholde legen i det, man laver.

Machvaerk front

Martins eksamensprojekt, front

Er du blevet mere modig efter at have vundet, og har du tænkt at søsætte et projekt eller starte egen virksomhed?
Jeg er helt sikkert blevet mere modig efter deltagelsen i Designtalent 2013, for det har vist mig vigtigheden i at vise ansigt. Hvis ikke man er lidt offensiv i sin tilgang, kan man ikke forvente nogensinde at blive opdaget. Og ja, jeg har tænkt mig at søsætte et projekt og har et par ting i støbeskeen, men dem må I vente med at se .

Du kommer du fra en af de kreative uddannelser – Hvad er din holdning til innovation og entreprenørskab, som en del af undervisningen?
Som udgangspunkt bliver man som design- og arkitektstuderende uddannet i innovation og entreprenørskab, da vi hvert semester bliver kastet ud i meget forskellige opgaver, hvor man selvstændigt bliver nødt til at finde en løsning. Man lærer at have flere bolde i luften og gå fra ide til konkret form og handling. Men det er jo selvfølgelig en lidt anden tilgang end excel-ark og årsregnskaber, som mange andre mere erhvervsmæssige uddannelser beskæftiger sig med. Hvis man kunne finde ud af at gøre designuddannelsen en anelse mere erhvervsorienteret og derved give redskaber til dem, der ønsker at gå den selvstændige vej, ville det for mig være det perfekte mix.

Vil du anbefale andre kreative unge som dig selv til at deltage – og hvorfor?
Jeg vil bestemt anbefale andre unge kreative at deltage. Ideer får først for alvor liv, når de bliver delt med andre – og hvem ved – måske kommer den helt rigtige person på det helt rigtige tidspunkt forbi og ser noget specielt i det man laver.

samling

Martins eksamensprojekt, samling