Leder for en dag: Et smugkig ind i, hvad fremtiden kan byde på

I oktober måned afholdt Fonden for Entreprenørskab (FFE) i samarbejde med alumneforeningen JA Alumni Denmark (JAAD) eventen Leder for en dag 2016, hvor udvalgte elever og studerende fik lov til at følge en leder i en virksomhed i København og omegn. Leder Bo Møller og studerende Niels Dahl giver her deres indblik i, hvordan det var at være en del af Leder for en dag.


Blogindlægget er uddrag af interviews med Bo Møller, adm. direktør hos HTML24, og Niels Dahl, studerende på HHX Vejlby. Indlægget er skrevet af redaktør Anne Langelund.


Hverken Bo Møller og Niels Dahl lægger skjul på, at Leder for en dag 2016 har været et godt arrangement. Niels Dahl, som til daglig læser på HHX Vejlby i Risskov, fortæller her kort om sine oplevelser:

”I oktober måned var jeg med til Leder for en dag 2016; et arrangement af Fonden for Entreprenørskab, hvor 31 unge, ambitiøse og nysgerrige studerende mødes for at få et indblik i, hvad det vil sige at være leder og have ansvar. Det var egentlig min afsætningslærer, som kom til mig og sagde, at vi lige skulle snakke sammen. Hun fortalte mig om Leder for en dag, og at hun havde indstillet mig til at kunne ansøge om deltagelse til arrangementet. Så det gjorde jeg. Det var altså på baggrund af en opfordring og en motiveret ansøgning med min lærers begrundelse, at jeg blev udvalgt til at være med.

Da jeg hverken kendte noget til JAAD eller FFE, vidste jeg ikke, hvad Leder for en dag var. Efter noget research, fandt jeg dog hurtigt ud af det, og nu glædede jeg mig til at komme til København for at møde de andre deltagere, høre deres historier og finde ud af, hvorfor de var med. Og det er lige præcis dét, som JAAD og FFE kan – bringe unge, nysgerrige, kommende iværksættere sammen for at danne et netværk og for at dele hinandens kompetencer.

Fællesbillede_Leder for en dag 2016

De 31 lederaspiranter, som i år deltog i Leder for en dag.

Den 12. oktober mødtes vi alle for at hilse på hinanden. Vi startede dagen med at ”bryde isen” for at lære hinanden bedre at kende, derefter hørte vi et par oplæg fra bl.a. Too Good To Go fra programmet Løvens Hule. Desuden var der også oplæg om LinkedIn og dets betydning for fremtidens jobrekruttering. Efterfølgende skulle vi løse en engelsk case om en leder i en anspændt situation, hvorefter vi skulle diskutere, hvordan lederen skulle agere i situationen. Dagen efter skulle jeg så ud og besøge en dansk erhvervsleder for at få et indblik i dét at være leder. Jeg besøgte virksomheden Sanovo Technologi Group i Odense, som er en del af konglomeratet Thornico. Her fulgte jeg primært markedsføringsafdelingen, men fik også et indblik i andre aspekter i virksomheden.

Helt kort var Leder for en dag en fantastisk oplevelse med mange forskellige indtryk, og jeg har i den grad kunne tage noget med mig tilbage til Aarhus. Noget af det, som jeg sætter størst pris på, er alle de andre fantastiske unge mennesker, som man lærer at kende, og som jeg efterfølgende stadig har kontakt med i dag.”

Det er ikke kun studerende Niels Dahl, som har haft en god og lærerig oplevelse med Leder for en dag. Også administrerende direktør, Bo Møller, fra virksomheden HTML24 fortæller, at han ser et stort udbytte i eventen:

”Jeg har lært en del i de to omgange af Leder for en dag, som jeg har været med til. Blandt andet er jeg begge gange blevet mere bevidst omkring min egen ledelsesstil og de processer, vi opererer med i min virksomhed. At få besøg af en person, som ønsker at lære og følge ens hverdag, giver mulighed for at lære noget om sine egne processer, som man muligvis ikke ville have tænkt over ellers. Jeg havde ikke på forhånd tænkt over, at det ville være interessant for mig at prøve at forklare min arbejdsproces. Alene dén øvelse var det hele værd for mig.

På billedet ses Bo Møller (tv), studerende Josefine Krøjgaard og Head of Account Management, Rasmus Aagaard (th).

På billedet ses Bo Møller (tv), studerende Josefine Krøjgaard og Head of Account Management, Rasmus Aagaard (th).

Jeg meldte mig til Leder for en dag, fordi jeg synes, det er et super initiativ. Hvis jeg kan gøre bare en lille positiv forskel for et ungt ledertalent, så er det det hele værd. Derudover synes jeg, det er rigtig interessant at møde mennesker med nye vinkler på tingene og tanker omkring, hvordan verden fungerer. Jeg har været med i Leder for en dag i to år nu, og begge gange har det været en engageret og motiveret ung studerende, som har haft interessante input og spændende tanker omkring hele måden, dagen er forløbet på.

Selve dagen i år var meget almindelig for mig, dog brugte jeg mere energi på at forklare forskellige processer og koncepter, så min gæst kunne være med. Jeg ville gerne sikre mig, at den studerende fik indblik i præcis, hvordan en dag fungerer for mig, så derfor havde jeg ikke lavet et særligt program eller tog særlige hensyn. Til gengæld fik hun lov til at være med på alle møder og fik indsigt i alle processer. Jeg synes, det var vigtigt, at hun fik en god idé om præcis, hvordan jeg og mine kollegaer arbejder, så hun kunne gøre sine egne tanker om, hvorvidt hun synes, det var en spændende vej at gå i sin egen karriere. Jeg ved bl.a., at hun blev lidt overrasket over den meget uformelle omgangstone hos HTML24. Det var en fin anledning til at vise, at man ikke behøver være formel og “tør” for at arbejde som leder.”

Bo Møller fortæller afslutningsvist, at han har lært, at dét at kigge sine egne arbejdsprocessor igennem i tredjeperson en gang i mellem, faktisk kan være en god ting. Samtidig ser han det også som en fordel at få nyt øjne på sit arbejde – også fra unge studerende.


Fonden for Entreprenørskab og alumneforeningen JAAD (Junior Achievement Alumni Denmark) samarbejder om projektet Leder for en dag. Målet er at styrke de unges tilknytning til og forståelse for erhvervslivet – og samtidig give elever en realistisk forventning om mulighederne som ledere.