Iværksætteri – er det ikke kun for voksne?


Blogindlægget er skrevet af redaktør Anne Langelund


Produkt- og konceptudvikling, præsentationsteknik, visualisering og markedspotentiale. Det lyder måske lidt kedeligt og voksent, men det kan faktisk føres helt ned på folkeskoleniveau. Forestil dig din helt egen idé og samtidig muligheden for at præsentere alt dit hårde arbejde for dommere, som er kommet for at høre om det, du har lavet. Det er lige netop dét, Projekt Edison giver mulighed for: at udfolde sig selvstændigt og kreativt, og så fortælle idéen til erhvervsfolk, der stiller op som dommere, og som er mere end glade for at høre på, hvad netop du og din gruppe har fundet på.

Hvorfor er det så lige, at over 7000 6.-7. klasses elever arbejder med innovation og kreative løsninger i undervisningen? Er det ikke bare noget, de selv kan gøre i deres fritid, hvis de har lyst? Jo, det er det da – men det er meget mere i det end bare kreative løsninger. Når eleverne får mulighed for at være en del af en innovativ læringsproces så tidligt i deres skoleforløb, så er det blandt andet med til at vække en interesse for entreprenørskab og iværksætteri. Samtidig får de også nogle værktøjer til, hvordan de kan arbejde med deres idéer, og så er der også mulighed for at få hjælp og sparring gennem forløbet – både fra skolekammerater, lærere og ikke mindst fra dommerne i konkurrencerne. Det er hvert fald en bedre og nemmere mulighed, end hvis man sidder derhjemme alene.

Især dommerne er med for en helt særlig grund – det er nemlig ikke kun for at hjælpe og vejlede unge mennesker (hvilket egentlig er en meget god grund i sig selv). Vi har talt med flere dommere, som har fortalt os, at de er rigtigt begejstrede for den nye viden og læring, de selv får ved at være dommer ved konkurrencen. Samtidig har vi også ladet os fortælle, at dommerne tit bliver inspireret af, at unge mennesker ser muligheder og ikke så mange begrænsninger. Som voksen har man ofte en tendens til at afskærme sig selv for en masse forskellige muligheder, fordi man tit overvejer, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre. Forestil dig, at være en vitaminindsprøjtning for dommere og erhvervsliv med ens idé og viden, fordi man som udgangspunkt ikke ser de samme begrænsninger, som andre gør.

Det er lige præcis dét, der gør det ekstra interessant for eleverne at være med i Projekt Edison – at man kan være denne såkaldte vitaminindsprøjtning for andre og måske kan bidrage med noget. Nu er det vigtigt at have in mente, at det ikke nødvendigvis betyder, at politikerne eller erhvervsfolkene går direkte i gang med den idé, de får præsenteret eller ”solgt”, men måske kan eleverne derimod være med til at give et indblik i en problemstilling, som eksempelvis erhvervsfolkene ikke var opmærksomme på inden, eller give politikerne en anden vinkel på problemstillingen. I dette års Projekt Edison har der været fokus på trafiksikkerheden med emnet ”Bedre og mere sikker trafik”, og det har fået stor opmærksomhed blandt andet fra Rådet for Sikker Trafik. Man kan jo håbe, at de tager nogle af forslagene til sig, så man som 6.-7.klasses elev kan sige, at man har udviklet noget, som kan hjælpe med at gøre trafikken bedre og mere sikker.

Ikke nok med, at man kan bidrage til samfundet, så kan et forløb som Projekt Edison også være med til at fremme udsigterne for eleverne selv. Det skal forstås på den måde, at når man fra 6. klasse kan få mulighed for at udvikle nogle bestemte kompetencer, så er man ofte ret godt stillet senere hen, fordi man eksempelvis allerede har arbejdet med produktudvikling og præsentationsteknikker. Det er måske ikke lige det, man tænker mest på, når man går i folkeskolen, men hvem siger, at kompetencerne ikke også kan være relevante i andre sammenhænge end fremtidige arbejdsliv? Præsentationsteknikker kan jo eksempelvis bruges i alle sammenhænge – når man skal til eksamen (uanset hvilken klasse og uddannelse du går på), når man senere skal søge ind på uddannelser eller søge job. Det kan også være noget så simpelt som at holde et oplæg i klassen. Der er rigtig mange perspektiver på projektet, og det er vigtigt at se dem alle frem for blot selve projektets nytte, for det handler ikke blot om samfundets fremtid, men også om elevernes.

Om EDISON

Projekt Edison er en landsdækkende opfinderkonkurrence for elever i 6. og 7. klasse. Under et længere forløb stifter eleverne bekendtskab med koncept- og produktudvikling i både teori og praksis. Målet er, at hver gruppe fremstiller et produkt, som de senere skal fremvise på en større messe. Formålet med Edison er at give eleverne muligheden for at deltage i en innovativ læringsproces tidligt i deres skoleforløb og muligvis vække en interesse for entreprenørskab og iværksætteri.