Interview: PLINTHIT

Logo

Logo

 

Hvem er I?

PLINTHIT laver innovative løsninger til hus og have, men afsæt i vores første produkt PLINTH som er en parasolfod, der er nem at flytte. Bag hele molevitten er Christian og Josefine. Vi mødte hinanden på studiet, slog pjalterne sammen og gik kort efter i gang med vores lille projekt. Til dagligt har vi kontor i Aarhus så vi nemt kan følge med i produktionen der foregår i Randers. Vi læser begge to (om natten) på BSS på Aarhus Universitet.

 

Hvad er grundpillerne i jeres virksomhed – og hvad er det nye?

Vi er hverken high-tech, en ny app eller medi-care. Vi har taget et ældgammelt produkt, som har eksisteret lige siden mennesket har ønsket at skygge sig for solen. Vi har re-designet en parasolfod, som benytter et patenteret låse system, der kan bruges ikke kun til en parasol, men til alle tænkelige rørformet objekter. En klassisk parasolfod består af et rør med 1-2 skruer og en klump beton/granit. Den er ikke ret nem at flytte rundt på, når solen flytter sig, og det er næsten umuligt at undgå at skruerne efter et par sæsoner ruster. Dette og mange andre udfordringer løser vi med PLINTHIT.

PLINTH samles med 4 vinkler, 1 base og 1 låsering lavet i letvægts kompositmateriale. For at give den fornødne tyngde til parasolfoden benyttes 2 specialdesignede 15 kg sandposer. Sandposerne har en naturlig stærk udendørs ydeevne og bleger ikke i solen.

 

Parasolfodens elementer

Parasolfodens elementer.

 

Hvordan er det at have egen virksomhed?

Frihed og begrænsninger.

Når man har sin egen virksomhed er man sin egen chef, og det har både positive og negative ting med sig. Man bestemmer suverænt selv hvornår man arbejder og det har for Christian og jeg været en fordel. Hvis solen skinner om onsdagen og det regner om søndagen, hvorfor så ikke lave onsdag om til weekend. Men så simpelt er det heller ikke altid, for størstedelen af tiden har man rigtig mange ting at se til og så er der slet ikke noget som hedder weekend.

 

Hvordan har opstartsproces været?

Vores opstart har varet fra februar 2014 til og med dette øjeblik hvor jeg skriver denne artikel. For det er først nu at vi begynder at få omsætning. Når man laver et fysisk produkt kan man ikke, ligesom med fx apps, lave en prototype med det rigtige design hvor funktionerne ikke er udviklet. Hos os var denne proces omvendt. Vi har, i et tidligt stadie, haft et produkt som havde funktionerne i orden, men som brugerne ikke synes var pænt. Vores erfaring har vist, ind i mellem, at brugeren har fravalgt produktet baseret på de sidste 10% som ikke har været færdigudviklet. Så opstarten har været hård, da det konstant var et kapløb om at få de sidste 10% færdig, og ja det har taget næsten 2 år.

 

Har I haft nogen udfordringer på vejen – hvis, hvilke og hvordan har I taklet dem?

Jeg tror ikke, at jeg kender til en start-up som ikke har haft udfordringer på vejen. Dem er der masser af, og bedst når en type udfordringer er afsluttet, kommer der nye i takt med at forretningen vokser.  Hverken Christian eller jeg har haft ingeniørerfaring eller kommer fra en designuddannelse. Derfor har vi måtte tillære mange ting selv eller betale os for den fornødne viden. Det har måske gjort udviklingsprocessen længere og har også gjort, at vi måtte lave nogle rigtig dyre ændringer undervejs i processen. Fra at være et udviklingsteam til at blive koordinator af en forsyningskæde er en udfordring i sig selv. Pludselig skal man drive sin forretning på en helt anderledes måde end da vi bare var i gang med at udvikle produktet. Vi har altid taget hver udfordring i stiv arm og ”taget tyren ved hornene”. På den måde har vores teamsammensætning været rigtig god. Jeg er primært ”Peacetime CEO og Christian ”Wartime CEO”. En peacetime CEO bruger tid på at definere kulturen. Wartime CEO lader krigen definere kulturen. Peacetime CEO arbejder på at minimere konflikter. Wartime CEO optrapper modsætningerne. Peacetime CEO ved, at en gennemarbejdet forretningsplan fører til at vinde. Wartime CEO bryder med forretningsplanen for at vinde. Peacetime CEO sætter store langhåret dristige mål. Wartime CEO har for travlt med at bekæmpe fjenden til at læse management bøger skrevet af konsulenter, der aldrig har evnet noget. Peacetime CEO stræber efter at udbrede markedet. Wartime CEO stræber efter at vinde markedet.

Når Christian og jeg på mange måder er hinandens modsætninger giver det en rigtig stor diversitet i vores måder at se løsninger på, hvilket er enormt interessant. Det betyder vi balancerer hinanden godt i skabelsen af retningen for PLINTHIT. Samtidig giver vores forskellighed også udfordringer, som vi må lære hvordan vi løser i fællesskab.

Josefine og Christian - stifterne af PLINTHIT

Josefine og Christian – stifterne af PLINTHIT

 

Hvor er I nu – og hvad byder fremtiden på?

Første test-sæson og nye eksporteventyr.

I dette forår har vi netop sendt de første 1000 produkter ud af døren til forhandlere og distributører i Danmark, Storbritannien, Tyskland og Østrig. De fleste kloge iværksættere siger, at man skal starte i sit hjemmemarked, før man kan begive sig ud på eksporteventyr. Vores udfordring har været, at Danmark ikke er vores hjemmemarked pga. det danske klima. Derfor er vi på et tidligt stadie blevet tvunget til at tage kontakt til udenlandske distributører for at kunne opretholde likviditeten.

I dette øjeblik er vi i gang med at sammensætte vores markedsføringsplan for vores brand PLINTHIT og ”Den digitale parasolfod PLINTH”. Det indebærer blandt andet en række videoer som distribueres på nettet. Det er blandt andet en række sjove reklamefilm, men samtidig vind videoer som dokumenterer at PLINTH er mere stabil end en almindelig parasolfod. Resten af året står derudover på forberedelse til tre B2B messer i Frankfurt, Köln og Chicago, hvor vi skal opsnuse flere distributører og undersøge markedsforholdene i USA.

 

Hvor langt var I i processen, da I søgte om at modtage et Mikrolegat?

Første gang vi søgte et mikrolegat var i foråret 2014, hvor vi fik et afslag. Vi var meget spæde på det tidspunkt, så det var nok i virkeligheden naturligt, at vi fik et afslag. Vi havde knap nok en prototype af vores parasolfod, men stort set kun råskitser og tegninger. Kort efter dette afslag indgik vi et samarbejde med Metalwo under initiativet SPININ under Aarhus Universitet. Metalwo var en slags mentor-virksomhed som hjalp os med at udvikle adskillige prototyper og gav os viden om forskellige materialer. Vi arbejdede yderligere hårdt over sommeren og søgte igen. Denne gang lykkedes det! Vi havde bevist vores udvikling, og at vi havde et produkt med et klart potentiale. Set i bakspejlet var vi ikke super skarpe på vores koncept, og produktet var stadig langt fra færdig, men vi havde styr på vores research, hvordan vi ville gå til værks og ikke mindst, havde vi fået etableret en professionel bestyrelse som gjorde projektet seriøst.

 

PLINTHIT parasolfoden

PLINTH parasolfoden

 

Hvad har modtagelsen af Mikrolegatet betydet for jer og jeres virksomhed?

Mikrolegatet var alt afgørende for vores opstart. Det satte skub i forretningen, og gjorde at vi ikke tøvede med at investere yderligere penge i projektet. Det gav os en ekstern anerkendelse fra professionelle folk og en billet til noget der har vist sig at være et rigtig godt netværk, hvor vi senere hen har mødt interessante mennesker og deltaget i investor events.

 

Hvorfor søgte I om at få et Mikrolegat?

Vi søgte mikrolegatet, fordi vi ønskede en ekstern og upartisk vurdering af potentialet i projektet, før vi for alvor turde dedikere krop og sjæl til virksomheden. Selvfølgelig havde det økonomiske grundlag også et klar incitament, men det var i langt højere grad den godkendelse eller accept, at idéen som havde allerstørst betydning for os.

 

Hvor kommer jeres iværksætterlyst fra – og hvordan har den udviklet jer og jeres virksomhed?

Christian og jeg har begge to forældre som har været selvstændige, på et eller andet tidspunkt i deres liv. Så jeg har hele mit liv haft en skjul skabertrang.  I folkeskolen var jeg instruktør på en kortfilm, lavet sammen med Aarhus Filmværksted, og da jeg passede blomster i Kvickly Xtra, kom jeg forsigtigt op til varehuschefen for at spørge om jeg ikke måtte leje gulv-arealet, til at lave min egen lille blomsterafdeling, så jeg kunne lave det smukt og indbydende, i stedet for kun de sædvanlige roser og orkidéer. Men I de efterfølgende år blev iværksætterlysten negligeret til fordel for en direkte karriere i konsulent-branchen inden for statistik, kvantitativ metode og databehandling lige indtil den dag jeg mødte Christian. Christian var nemlig allerede i gang med et lille IT projekt og havde et klart mål: at skabe noget med sine egne hænder og være sin egen chef.

Hele Christians iværksætterenergi og stræben efter at nå et mål, fik mig til at grave ned i min fars skuffer, hvor jeg fandt tegningerne til en parasolfod, som havde ligget der i årevis. En idé der havde fulgt mig gennem årene, men som jeg aldrig havde haft energi eller mod til at tage frem. Men det mod havde Christian, og hans mod fik min iværksætterlyst til live.

 

Har I gode råd til andre som overvejer at starte virksomhed eller der ønsker at søge et Mikrolegat?

Alle kan starte en virksomhed, man behøver ikke nogen særlig baggrund. For den viden, man i givet fald kommer til at mangle, skal man købe sig til.

PLINTHIT - den færdigsamlet parasolfod med sandsække

PLINTHIT – den færdigsamlet parasolfod, PLINTH, med sandsække

 

Denne fantasiske parasol kan i læse meget mere om på deres hjemmeside PLINTHIT.

Hvis du, ligesom mig, er blevet inspireret af deres historie, så del den, så endnu flere får inspiration til deres iværksætterdrømme!

Endnu en gang tak fordi i læste med!
Xenia – redaktør