Interview: Christian Olesen

”Jeg nægter at sige, at man bare skal springe ud i det – men det er jo det, man skal”

Christian Olesen vandt i 2012 Idékonkurrencen for universitetsstuderende til Danish Entrepreneurship Award. Siden har han vundet adskillige priser med sine opfindsomme idéer og med en vilje som bare pokker.

ChristianOlesen

Jeg talte med en træt Christian onsdag formiddag, der aftenen forinden havde fejret. Han havde nemlig i samarbejde med sit team, Velocator, kommet gennem nåleøjet i Saxo Banks iværksætterkonkurrence og vundet årets Guldæg. Teamet har udviklet en sporingsteknologi til cykler, så man altid kan finde frem til sin cykel, hvis den kommer på afveje.

Man lærer af sine fejl – på trods af alle klichéer
Christian er i gang med ingeniøruddannelsen og har i mange år arbejdet med sine egne iværksætterprojekter med både op- og nedture. Jeg spurgte Christian, hvad han havde lært mest af igennem sine erfaringer inden for branchen. Selvom han føler, at det er en kliché, og at man tit hører det, så har han lært mest af sine fiaskoer. ’Man begår så mange fejl i starten, og det kan godt komme til at koste dig dyrt. Men fejlene hjælper dig så meget i sidste ende.’ Christian har lært at lytte til sin erfaring, for de mange fejl, han har begået igennem sit liv, har gjort, at han nu er i stand til at leve sine iværksætterevner ud i livet.  

FAIL

Bare gør det
Det er så let at sige, at man bare skal springe ud i det, hvis man har en mave fyldt med idéer. Problemet er, at det er det, man skal. Christians bedste råd til de kreative unge, hvis tanker er fyldt med innovation og kreative idéer, er enkelt og ligetil: ’beskæftig dig med det, du godt kan lide. Hvis bare du arbejder med det, der er din store passion i livet, og hvis du involverer dig med personer, der ligeledes deler denne passion, så skal succesen nok komme til dig.’ Umiddelbart synes det ligetil, men Christian lagde ikke skjul på, at det er en lang proces, som vil give dig erfaring og læring hele vejen igennem. ’Hvis du kæmper dig til dit mål og altid gør, hvad du virkelig brænder for, så er du kommet et godt stykke tættere på dit mål.’

Hvis du vil læse lidt mere om Christian, kan du tjekke hans blog ud på www.christianolesen.co

2 tanker om "Interview: Christian Olesen"

  1. Hvis jeg følger adressen på Christian Olesens blog, så kommer jeg til en side om fysioterapi….. mon ikke adressen er forkert?

Der er lukket for kommentarer.