HALL Audio: Husk at fejre selv din mindste sejr

Marie-Louise og Ulrik bor i Brylle på Fyn. Husets kælder er indrettet som kontor, produktionshal og lager og udgør hjertet af virksomheden HALL Audio, som producerer trådløse forstærkere til meget lavere priser end det øvrige marked.

I dette gæsteindlæg kan du læse hele historien om, hvordan det er at gå sine egne veje samt alle de udfordringer, der kommer, når man er helt ny på alle fronter i iværksætterlivet.


Blogindlægget er et samarbejde mellem Marie-Louise Larsen fra HALL Audio og redaktør Anne Langelund.


På trods af, at 25-årige Marie-Louise Larsen og 29-årige Ulrik Tuemand ikke havde den store erfaring med at bygge billige, trådløse forstærkere, stiftede de alligevel virksomheden HALL Audio i februar 2015. Mange har siden da dødsdømt projektet og grinet af deres udfordring af normerne, mens andre har lovprist projektet og dets potentiale. Kæresteparret er dog optimistisk, og lader sig ikke slå ud.

Sort trådløs forstærker”Det her skal vi simpelthen lave om på!”

Ifølge Marie-Louise kom ideen til projektet stort set helt af sig selv. Parret havde gået med en drøm om at blive selvstændige, men vidste ikke rigtig hvad det hele skulle gå ud på. De besluttede sig derfor for at sætte penge til side til den dag, hvor ideen opstod.

”Mens jeg var på barsel købte min søster en smart, trådløs højtaler. Jeg blev ret misundelig og klagede derfor min nød til Ulrik, som bare grinte højt af mig, da jeg fortalte ham prisen. Under et besøg hos min far, nævnte Ulrik på et tidspunkt situationen for min far, som undrende udbrød: ”Hvorfor laver du ikke bare selv en trådløs højttaler?”. Ulrik var heldigvis en lille computernørd i folkeskolen og havde på den måde tilegnet sig en del tekniske kundskaber. Efter lidt humoristisk stikken fra min far, måtte Ulrik hjem og vise, at han sagtens kunne bygge sådan en højtaler.”

Marie-Louise og Ulrik kunne dog godt se, at de var gået ind til et temmelig komplekst projekt, idet de gerne ville producere noget, som både var pænt og ordentligt. Problemet med den færdigbyggede højtaler var bare, at den hverken var smart eller flot. Under en snak om elektronikken, fandt de ud af, at det faktisk ikke var en trådløs højtaler, som Marie-Louise var misundelig på sin søster over, men i stedet en trådløs forstærker. Noget som de faktisk allerede havde mellem de mange indkøbte materialer til højtalerne.

”Efter lidt research om trådløse forstærkere, falder vi nærmest ned af stolen over priserne. De ligger på over 3000 kr. Det er jo vanvid! Mit SU-hjerte gik lidt i stykker, og vi kigger hinanden dybt i øjnene og aftaler, at det skal vi simpelthen have lavet om på”.

Går i stik modsatte retning af alle de andre

Parret har helt fra starten skåret helt ind til benet, når det gælder det økonomiske. Alle aspekterne af virksomheden har fået sparekniven:

”Vi kunne sagtens have stirret os fuldstændig blinde på hele luksusvinklen og brugt uanede midler på at komme på markedet med et produkt i særklasse. Vi valgte i stedet at starte med en økonomisk basismodel, som i virkeligheden er blevet en af de ting, der differentierer os. Vi fik fremstillet vores lille trådløse forstærker, HALL 2x8w, og sælger den nu langt billigere end de andre på markedet. Godt nok er det ikke verdens smukkeste forstærker, men den virker. Desuden samler og tester vi også selv hvert eneste produkt, så vi er sikre på, at de virker, inden vi sender dem ud til kunderne.”

Det er ikke kun på selve produktlinjen, at HALL Audio går i den modsatte retning. Marie-Louise fortæller, at hun selv tager og redigerer alle produktbillederne.

”Det kan ses i resultatet, men pyt. Bare fordi jeg ikke bruger 20.000 kr. på fotografer, betyder det jo ikke, at jeg er dårligere til at lave trådløse forstærkere. Vi bliver også ofte ”mobbet” lidt af folk, som har forstand på hjemmesider, fordi vi selv har lavet vores. Det er vi ligeglade med. Vi vil ikke gå ud og tage et lån for at gøre det hele bare lidt pænere. Vi synes det fungerer udmærket, som det er”.

Udfordringer er der nok af

”Helt fra starten gik vi temmelig åbentsindede til projektet. Vi tilpassede os konstant og gik på kompromis, så vi kunne få budgettet til at hænge sammen. I vores tilfælde har det givet os en virksomhed, hvor vi skylder 0 kr., og som vi ejer helt og aldeles selv. Det kan godt være rigtig fristende lige at hive 5000 kr. ud af virksomheden, når man står og mangler pengene i privatøkonomien, men der må man simpelthen bare spænde balderne sammen og skrue ned for forbruget. Havde vi nu hevet 5000 kr. ud af virksomheden, så skulle der betales skat, og så manglede vi jo de 5000 kr. til udvikling. Dem havde vi så været nødsaget til at skyde ind i virksomheden igen fra vores privatbudget på et senere tidspunkt. Det er virkelig ikke nogen fornuftig cirkel”.

For HALL Audio har finansieringen primært været den store udfordring. Ifølge dem selv har de ikke haft en rød reje til noget som helst, og med et markedsføringsbudget på 0 kr. har Marie-Louise igen været nødt til at lave rigtig meget selv: pressearbejde, søge legater, holde foredrag, være vildt aktiv i Udvikling Assens og netværke ”røven ud af bukserne”, som hun selv udtrykker det.

”Hvis man fokuserer lidt, kan man komme rigtig langt med de ting her. Det gælder også om at skrive til alle aviser og blade, man lige kan komme i tanke om, og selvfølgelig gribe alle bolde, der overhovedet er inden for rækkevidde. Jeg tror, at netværk er noget af det mest undervurderede. Jeg tænker altid på det sådan her: én lille bitte person, der hører om min virksomhed, er én lille bitte potentiel kunde mere.”

Kælderen er bygget om til kontor og produktionshal.

At være sin egen chef

”Én ting er, at man selv kan bestemme alting, en anden ting er, når man skal bestemme alting selv. Der er noget befriende over at få at vide, hvad man skal lave. Jeg synes, det kan være rigtig svært, at skulle finde på alle arbejdsopgaverne selv. Man sidder aldrig rigtig med følelsen af, at nu er det løst.”

Ifølge Marie-Louise er det utrolig hårdt at være sin egen chef, og man kan føle sig fuldstændig depressiv: ”Det ene øjeblik er du ved at brænde sammen af glæde over omtale eller en strøm af ordre, og det næste øjeblik er du ved at lukke biksen, fordi klokken er halv et om natten, og du ikke er færdig med at pakke ordrer endnu. Der er simpelthen så mange skuffelser, når man starter virksomhed, at jeg tror, man knækker, hvis ikke man sørger for at fejre selv den mindste sejr. Det er vi rigtig gode til. Vi klapper os selv på skulderen dagligt over, hvad vi har opnået.”

Nye produkter og markeder venter forude

Fra starten har Marie-Louise og Ulrik været meget opmærksomme på, at deres produkt var et lavprisprodukt, der helt naturligt ekskluderer et kundesegment. De indtjente penge fra deres standardmodel i plast har de valgt at investere i udviklingen af deres nye luksusmodel Simplifier S.

”Én ting, der er meget smart ved vores produkt, er, at der dels er Bluetooth-tilkobling, og dels at strømforsyningen er på 12V. Du kan derfor bruge den i campingvogn, båd, hytte etc. Særlig bådsegmentet vil vi rigtig gerne have fat i. Vi landede derfor på en håndlavet træforstærker, som vi samarbejder med Strøjer Møbelfabrik om at producere. Der er skruet op for kvaliteten på alle leder og kanter, og det er derfor også en meget større investering at lave sådan et produkt sammenlignet med vores plastmodel. Det er en luksusmodel, som tiltaler alle typer, og den er ikke så nørdet og svær at tage stilling til som den første”.

Både Marie-Louise og Ulrik er overbeviste om, at de går en lys fremtid i møde. De er kommet ind på det danske, norske og svenske marked, og vil meget gerne begynde at kigge efter forhandlere nu. De er rigtig glade for deres kinesiske leverandør, men de forsøger at købe varer fra Europa eller Danmark.

”Vi har forskellige prototyper liggende, som vi lige skal have lidt mere tid til at lancere. Når vi får etableret et produktsortiment, kan vi være med på en lidt anden måde, end vi er nu. Vi vil også rigtig gerne i kontakt med en eller flere investorer, så vi kan få gang i nogle af de større investeringsprojekter. Vi er dog af den klare overbevisning, at vi kan leve af det her på sigt, og vi ser kæmpe store muligheder i de forskellige markeder.”