Gæsteblogger: Jeff Beekhuis

Kan man virkelig få gratis eksponering via sociale medier til sin virksomhed eller til personlig branding?

I dette blogindlæg vil jeg prøve at give dig 5 værktøjer til, hvordan du gratis kan markedsføre din virksomhed gennem de sociale medier. Jeg ejer selv siden Socialemedier.dk, hvor vi netop gennem gratis promovering af virksomheden har brugt de sociale medier til at skabe et navn for os selv. Vi har ikke brugt penge på annoncering eller dyre SEO-eksperter, men har lagt en strategi om, at vi skal skabe omtalen via godt indhold, der kan deles på de sociale medier og findes i søgemaskinerne.

Lad os så komme til de 5 gode råd:

1. Twitter er en lavine af gratis eksponering

Twitter er klart det bedste medie til hurtigt at få gratis markedsføring af din virksomhed. Der er ved at være god aktivitet på Twitter i Danmark, hvilket betyder, at du hurtigt kan ramme brugere i specifikke segmenter her.

Twitter er et åbent medie, hvilket er noget, der for alvor kan gøres brug af. Dette betyder, at alle Tweets er offentlige og ligeledes er alle profiler. Du har derfor god mulighed for at følge med i, hvem der skriver om hvad, og hvem, der interesserer sig for det samme som din målgruppe. Ved at bruge relevante hashtags har du mulighed for at komme i kontakt med en stor brugerflade uden at tage en øre op af lommen.

Sammenlignet med f.eks. Facebook, hvor det kræver en stor fanbase, så kan du på Twitter komme ud til relevante personer ved brug af de rigtige hashtags.

2. Co-branding (stjæl lidt stjernestøv)

Sørg for at lave samarbejder med personer, blogs eller andre virksomheder. Her kan du gøre brug af deres netværk til at få gratis eksponering. Dette kunne f.eks. være ved at skrive gæsteindlæg eller få dem til at være gæsteblogger hos dig og din virksomhed. Den vej igennem kan du co-brande dig til nogle større fanbaser.

Du “stjæler” lidt af deres stjernestøv og får spredt dit navn eller din virksomheds. Samtidig skaber du også værdi for din samarbejdspartner, da de får gratis indhold til deres egen hjemmeside eller sociale medier.

3. Facebook-konkurrencer

Ja, det er godt nok ved at være mange år siden, at Facebook-konkurrencer for alvor kunne skaffe meget gratis eksponering på de sociale medier. Men, hvis du gør det på den rigtige måde, så kan du stadig skaffe god eksponering.

Hvis du ikke har en eneste krone i dit marketingbudget, så er der stadig muligheder for at komme ud til folk via konkurrencer. Du kan f.eks. udlodde dine egne ydelser, en samarbejdspartners eller noget helt tredje.

Hos Socialemedier.dk har vi ofte haft konkurrencer, hvor man kunne vinde bøger om sociale medier. Her har vi taget kontakt til forfattere af netop disse bøger for at høre, om de vil sponsorere et par bøger til en konkurrence imod gratis eksponering af dem selv og deres bog. Dette giver ofte pote.

4. Find nichen på dit sociale medie

Vores generelle råd, som vi altid ender med at forklare deltagerne på vores kurser i sociale medier er:

“Find det sociale medie, hvor du har noget at bidrage med. Find din niche!”

Det er noget af det vigtigste i forhold til at få gratis eksponering på de sociale medier, og generelt ved brugen af sociale medier. Hvis du ikke har noget godt at bidrage med på det bestemte medie, så gider folk ikke følge med.

Sørg derfor for at definere, hvad du kan bidrage med på de forskellige sociale medier og gør det så.

5. Lav delbart indhold, der giver værdi for læseren

Det sidste punkt er måske lidt kliché. Men det holder nu stadig. Sørg for at lave indhold, som folk har lyst til at dele. Giv modtageren værdi, så de automatisk får lyst til at dele indholdet i deres netværk. Giv ligeledes muligheden for, at folk let kan dele dit indhold via de sociale medier.