Gæsteblogger: Anne Bang-Larsen

Når det regner på præsten, drypper det på degnen – små lette innovative dryp

 Nogen vil mene, at innovationsbegrebet som en anden syndflod vælter ind over det almendannende gymnasium i disse år. Andre vil mene, at der intet nyt er under solen. Atter andre vil mene, at innovationsbegrebet giver helt nye perspektiver på undervisningen på STX. Personligt hører jeg til dem, som drevet af lige dele nysgerrighed og skepsis, har kastet mig ud i en afsøgning af, hvad den innovative undervisning kan bidrage med i en humanistisk praksis. I den forbindelse må jeg blankt erkende, at jeg hverken føler mig omstyrtet eller opslugt af syndfloden. Jeg vil heller ikke sige, at jeg som en anden missionerende præst føler mig gennemvædet af den innovative bølge. Snarere er jeg der, hvor de små dryp har ramt mig som lærer og bevidstgjort mig om, hvordan de små innovationsdidaktikker kan berige min daglige undervisningspraksis.  Det er netop disse små innovative dryp, jeg har lyst til at blogge lidt om.

Arkivfoto

Arkivfoto

Innovationsbegrebet dækker over mangt og meget. Således er der også en overhængende fare for, at begrebet bliver et gummibegreb, der kan bruges om stort set alt. Den diskussion vil jeg ikke gå ind i. Jeg vil derimod bruge dette blogindlæg til at betone en bred forståelse af innovationsbegrebet, som kan være med til at fremme lysten til at arbejde med innovation i undervisningen. Den forståelse, jeg har af begrebet er, at når jeg arbejder med innovation i undervisningen, handler det om at lave en nytænkende forbedring af noget i verden.

På denne vis er det altså en alment orienteret innovationsforståelse, jeg lægger mig op af, og det oplever jeg som en befrielse. En befrielse, fordi det taler så anstændigt sammen med alle de andre ting, jeg laver i min undervisning. Således er det næppe fjernt for mine kolleger i det gymnasiale landskab at arbejde med elevernes samarbejdsevner, handlekompetencer, formidlingskompetencer, kreativitet og elevernes evner til at navigere i udførelsen af en opgave – alle kompetencer, som vi på forskellig vis arbejder med i undervisningen. Disse kompetencer er imidlertid også, hvad der indenfor innovationsdidaktikken omtales som innovationskompetencer.

Med innovationskompetencerne er vi fremme ved min anden centrale pointe, bevidstgørelse om og træning af de ovennævnte kompetencer. Det er min helt klare opfattelse, at innovationsarbejdet i undervisningen også har karakter af en art bevidstgørelsesarbejde. Når jeg mener, at innovationsarbejdet i særlig grad har en styrke i den sammenhæng, skyldes det, at vi i innovationsundervisningen arbejder sjældent systematisk og procesbevidst. Dette gør vi i høj grad, fordi innovationsdidaktikken har et særegent fokus på processen og de forskellige redskaber til at styre arbejdsprocesserne. Netop denne procesorienterede tilgang til undervisningen er ikke noget jeg som humanistisk gymnasielærer i øvrigt har gjort meget i, men ved at integrere innovative arbejdsformer som en fast bestanddel af min undervisning, bevidstgøres eleverne i høj grad om, hvor i processen de arbejder, hvilke kompetencer der styrkes, og hvilket formål dette tjener. Med innovationsdidaktikken gives der altså her en meget konkret og oplagt mulighed for at arbejde med elevernes refleksionsproces i forhold til egen læring.

Refleksionsprocesser skal imidlertid trænes. Derfor er det mig også magtpåliggende at fremhæve, at små innovative dryp i hvert forløb i min optik udgør en bedre træningsbane. Hvis eleverne kun møder en bevidstgjort innovationspraksis i et eller to større innovationsforløb i deres gymnasietid, så får de det ikke integreret i forhold til at tænke i og arbejde med innovative kompetencer. Og at reflektere over noget man gør en enkelt eller to gange giver ikke megen mening. Jeg vælger i stedet at integrere de innovative arbejdsformer i både stor og lille skala i hvert forløb, vi har. Karakteren af mit innovationsarbejde spænder derfor også meget bredt fra små projekter til større projekter af tværfaglig karakter. De mindre innovative dryp handler typisk om, at eleverne udarbejder fagligt materiale til skolens udvekslingsstudenter inden for forskellige områder og fag; producerer rejseguides til studierejsemålene (fx religiøse eller historiske), tilrettelægger eller afvikler brobygningsundervisning eller laver tutorials til nyt fagmateriale. De lidt større projekter kan handle om branding af en virksomhed i forhold til en ny målgruppe; undervisningsformidling til nye målgrupper; eller planlægning og afvikling af forskellige kampagner. Den helt centrale pointe i denne sammenhæng er, at de små innovative dryp i hvert forløb giver en langt bedre bevidsthed om innovationskompetencerne, letter processen i innovationsarbejdet og sidst men ikke mindst udgør en god anderledeshed i hvert forløb.

Arkivfoto

Arkivfoto

Ovenstående kalder på en 3. pointe – den gode anderledeshed. Ligesom eleverne synes, det er meningsfuldt for dem at arbejde anvendelsesorienteret, synes de også, det er meningsfuldt for dem at arbejde innovativt. Som lærer møder jeg derfor en helt anden energi i mit fag, når jeg arbejder med innovationsprojekter. At det er noget, nogen skal bruge, og at man tilmed er ’first mover’ er en motivationsknap af en helt særlig kaliber.

Men det er jo ikke bare tant og fjas. Min sidste pointe vil derfor også være rettet mod processen og evalueringen. Jeg vil således gerne slå et slag for det sidste led i den innovative proces – evaluering og refleksion. Under udviklingen af et produkt og særligt efter udviklingen, finder jeg det helt centralt at spørge reflekterende til produktets karakter. Hvad er jeg i færd med at udvikle/hvad har jeg udviklet, og hvad skal der til for, at de bliver bedre? Det er her, vi for alvor kan betone den faglige viden og værdien af den. For det handler jo netop ikke blot om at få de gode idéer. Det handler om at få dem, men i lige så høj grad om at kvalificere dem. Her bliver det en helt tydelig pointe for mine elever, at forudsætningen for at kvalificere dem er viden. På den måde tvinges eleverne i det vellykkede innovationsarbejde også til at forholde sig til viden, sortere i viden, kvalificere med viden og søge mere viden. Når innovationsdidaktikken skal have sin plads i STX, mener jeg derfor også i høj grad, at det er fordi innovation kan sætte viden i spil på en autentisk måde.

Og skal man runde den af, ja – så giver det næsten sig selv. Det kan godt være, at innovationsbølgen er over os og indimellem fremsat som den nye frelse. Men jeg er hverken præst eller frelst. Jeg fanger derimod nogle små meningsfulde dråber i innovationsdidaktikken, som jeg synes gør min undervisning mere frugtbar.