Gæsteblogger: Anker Bak

DesignTalent 2014 – ANKERSPOINT
I can’t make pointless designs

“For mig handler det aldrig om produktet, men om, hvorfor jeg laver produktet. Min vision er klar, og det er den jeg kæmper for – at lave en fusion mellem dansk møbeldesigns traditioner og hjælpemiddelbranchens funktionelle objekter.”

Designtalent vinder med design 3

Min deltagelse i DesignTalent 2014 er lidt ligesom landsholdets deltagelse ved EM 92…

Min deltagelse i DesignTalent 2014 er lidt ligesom landsholdets deltagelse ved EM 92. Jeg opdagede konkurrencen dagen før, og skyndte mig at sende et forkølet billede af et slet ikke færdigt produkt af sted. Heldigvis sad der nogle, der kunne se de samme idéer som jeg, og jeg blev optaget.

Samtidig kørte årets FSC Design Award, som havde mit fokus 100 % og som lå dagen før, men med præmieoverrækkelse samme dag som Danish Entrepreneurship Award 2014. Jeg tog lidt skuffet og træt hjem fra FSC Award, da min præsentation ikke blev taget imod som forventet. Dagen efter mødte jeg op i Fredericia 20 minutter før åbning. Nu have jeg efterhånden ikke sovet i et par døgn og humøret var stadig påvirket af gårsdagens præsentation. Jeg tog høretelefoner på og forberedte en pitch på fem minutter til dommerpanelet. Lige da jeg kom hen til min stand stod alle dommerne der, men grundet en stime af kamerafolk lige ved siden af sprang de mig over, så mens jeg ventede kunne jeg få lov til at snakke med prinsesse Marie.

Prinsesse Marie ved Designtalent 2

Jeg pitchede min ide og havde en god fornemmelse i maven. Men lige inden præmieoverrækkelsen ringede min søster som stod på FSC Awarden i København og sagde, at jeg ikke havde vundet, men var blevet nomineret. Grunden til jeg ikke vandt, var at mit design ikke var nytænkende nok og ikke ville holde, hvilket der kan diskuteres længe om… Så humøret var måske ikke helt på det højeste – lige indtil jeg blev kaldt op på scenen foran flere tusinde mennesker i Fredericia. Og så gav det hele mening. Mit arbejde blev modtaget yderst positivt, og det var svært ikke at klemme et smil frem.

Det var to forskellige konkurrencer og dermed også to forskellige dommerpaneler, som tydeligvis ikke kan sammenlignes. Jeg var så heldig at komme for et dommerpanel til Danish Entrepreneurship Award som turde se ud i fremtiden og se nye retninger for dansk design i stedet for at fokusere på udfordringerne undervejs.

Jeg bliver ikke en dygtigere designer af at vinde, men jeg får selvtilliden til at kæmpe mod strømmen og tro på, at det er det rigtige, jeg har gang i. Så derfor, grundet dommernes engagement og det faktum at jeg vandt DesignTalent 2014 og den opmærksomhed det har givet, kæmper og tror jeg stadig på mit design og en ny retning for dansk design.

For mig handler det aldrig om produktet, men om hvorfor jeg laver produktet!

Hvordan forener man en struktureret forretningsplan og visionen om at gøre det, der giver mening? Ja, jeg er selv forvirret! Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har en plan. Min vision er klar, og det er den jeg kæmper for:

Visionen er at lave en fusion mellem dansk møbeldesigns traditioner og hjælpemiddelbranchens funktionelle objekter.

Jeg ønsker at være blandt de første der laver denne fusion som udmunder i nye, smukkere og bedre hjælpemidler. Og som forhåbentlig kan være med at til sætte Danmark på verdenskortet inden for nyt dansk design.

Krykke

Men vigtigst af alt handler det om at højne brugerens velvære og skabe debat frem for stigmatisering omkring deres sygdom. Tanken bag at lave hjælpemidler kom da min mormor en dag sagde; ”Mange skifter ofte bilen ud til en ny smart model, men rollatorer er der ingen smarte modeller at skifte til! Jeg er simpelthen så flov, når jeg skal bruge den grimme rollator nede i byen.”  Min første tanke var at designe en rollator, men det endte ud med krykken, som er betydelig bedre for kroppen at gå med sammenlignet med almindelige krykker, samtidig med, at den har et mere æstetisk formudtryk. Så nu går min mormor ikke så meget med sin rollator længere, men derimod med sin nye krykke!

Jeg bliver ved med at tegne på nye hjælpemidler, fordi det giver mening, og fordi jeg oplever glade og stolte brugere, der får et andet forhold til deres hjælpemidler og symptomer. Det giver mening både for mig, forbrugeren og for samfundet.

Livet i en campingvogn og fremtidsdrømme

Campingvogn og kaffe

Jeg bor lidt endnu i min 6 m2 ”store” campingvogn på en campingplads i de mest naturskønne omgivelser lige ned til vandet. Min kæreste og jeg har boet her hele sommeren og bliver boende lidt endnu. 6 m2 er ikke meget, men man lærer at sætte pris på det man har. Man finder ud af, at der jo i bund og grund ikke skal så meget til, og at det bare handler om det rigtige mind-set. Når jeg bor her er det selvfølgelig nemmere at få råd til nye prototyper til min krykke, men derudover handler det også om at finde et sted, hvor der er højt til loftet og mulighed for horisont for optimale arbejdsmuligheder.

Der er mange, der sparer op til pension rent økonomisk. Jeg gør det gennem designs. For jeg vil være sikker på, at den dag jeg ikke selv kan lave mine egne produkter mere, så vil jeg have mulighed for at købe nogle hjælpemidler, jeg har lyst til at bruge, skulle det være nødvendigt.

Prinsesse Marie ved Designtalent

Det er vigtigt med en del drømme, naivitet og gåpåmod for at kunne slå igennem i denne branche – og det har jeg! Jeg kender en masse mennesker, der er så fantastiske at hjælpe mig, og det er jeg meget taknemmelig for. Og så glæder jeg mig til, at der kommer flere designere, producenter og investorer til, som vil kæmpe sammen med os. Min største drøm er derfor at finde nogle kapitalstærke mennesker, der også har fået øjnene op for dette ocean af muligheder, som bare ligger og venter derude, så jeg kan få afsat mine designs og komme videre til det næste produkt, da det er det der er min stærke side og passion.

Jeg er nem at arbejde sammen med og jeg ønsker bare at lave det jeg er god til. Og så skal det bare give mening for mig, forbrugeren og for samfundet!