Iværksætter: Tid er din vigtigste ressource

Ifølge Brian Johannsen fra At turde er der to ting, som er vigtige at have med, når man gerne vil have succes som iværksætter. Læs med og find ud af hvorfor.


Dette gæsteindlæg er skrevet af Brian Johannsen fra At Turde.


Der er to faktorer, som er altafgørende for at få succes som iværksætter: Tid og tålmodighed. Tiden er vores vigtigste ressource, men du skal også have tålmodighed til at lade et projekt udvikle sig over tid. Jeg siger ikke, at du som iværksætter automatisk får succes, blot du dedikerer nok tid til et projekt. Du kan dog være helt sikker på, at selv de bedste projekter og idéer ikke bliver til noget, hvis du ikke dedikerer tid nok til dem.

Det er selvfølgelig nemt at komme med en påstand som ovenstående, men har det hold i virkeligheden?

I 2007 startede en ambitiøs ung iværksætter en virksomhed, der syv år senere, i 2014, blev solgt for et ukendt millionbeløb. De fleste læsere ved måske allerede, hvem jeg tænker på: Casper Blom (læs om handlen her). Der bliver ofte refereret til Casper Bloms historie, når der skal bruges et eksempel på en succesfuld ung iværksætter, men der er en del pointer, som ofte bliver glemt. Jeg vil forsøge at fremhæve to pointer, som du som (ung) iværksætter med fordel kan tage til dig:

  1. Billige Golfbolde nåede en årlig omsætning på 1,5 million kroner i 2013 seks år efter, at virksomheden startede. Flere iværksættere, jeg taler med, har vilde ambitioner om at nå selv samme omsætning inden for et år, eller måske endnu hurtigere. Jeg vil ikke komme med den påstand, at det ikke kan lade sig gøre, men inspireres man af Casper Blom og hans historie, bør man også søge inspiration i tålmodigheden bag opbygningen af hans virksomhed Billige Golfbolde.
  2. Indtjeningen fra Billige Golfbolde blev brugt til geninvesteringer i andre projekter, bl.a. virksomheden Dealfigther. Nogle af virksomhederne overhalede hurtigt omsætningen i Billige Golfbolde: I 2013, samme år som Billige Golfbolde omsatte for 1,5 million, omsatte Dealfighter for 1 million i februar alene. Hvor Billige Golfbolde har været en økonomisk succes, især i lyset af salget i 2014, så har det måske været endnu mere afgørende, at Casper geninvesterede overskuddet i mere indbringende projekter.

Tid er den vigtigste ressource, du har som iværksætter, og det er din tålmodighed til at investere tid i et projekt eller en idé, som giver dig en fordel i forhold til andre.

På det punkt kan iværksætteri sammenlignes med atleterne, der for nyligt indtog De Olympiske Lege i Rio. Der vil altid være en Usain Bolt, der får det til at se legende let ud, men for de fleste atleter handler det om at dedikere tid hver eneste dag og være tålmodig. De fleste har forsøgt sig med sportsgrene af den ene eller anden art, men det er kun de personer, der bliver ved og bruger meget tid, der til sidst står med medaljen om halsen.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt?

Det bedste råd, jeg kan komme med til enhver iværksætter, er, at man skal erkende, at iværksætteri tager tid, lang tid. Hvis vi tager udgangspunkt i Casper Bloms historie, skal man være villig til at investere seks år på at nå en omsætning på 1,5 million kroner eller i omegnen af 200.000-400.000 kroner i overskud. Seks år er den samme tid, som det vil tage elever, der netop er gået ud af folkeskolen, at få en videregående uddannelse, der garanterer en løn inden for de samme rammer.

Som ung iværksætter med masser af gåpåmod og “just fucking do it”-attitude, er mit råd sikkert det sidste, du har lyst til at høre. Sandheden er den, at jeg næppe tror, jeg selv ville lytte til det, hvis jeg havde hørt det for fem år siden. Om ikke andet, så prøv at stille dig selv følgende to spørgsmål, inden du går i gang med dit eget iværksætterprojekt:

  • Er jeg villig til at arbejde 20 timer om ugen de næste seks år med min idé for at nå en årlig omsætning på 1,5 million?
  • Hvad skal der til, for at jeg synes, det ville være sjovt?

Som iværksætter skal du arbejde med et problem du brænder for og sammen med nogle mennesker, du virkelig ønsker at hjælpe. Nu mangler du blot at tilsætte en masse tid og væbne dig med tålmodighed, og du vil have “opskriften” på en iværksætter succes.

Brian Johannsen

Brian Johannsen

 

Hvor mine kommende indlæg her på bloggen vil være af mere praktisk karakter, har det været vigtigt for mig at understrege ovenstående, da jeg oplever det som den første og største udfordring for unge iværksættere.

Hvis du skulle have kommentarer, spørgsmål eller forslag til emner, er du altid velkommen til at sende en mail på brian@atturde.dk.

Held og lykke med dine iværksætterprojekter til vi ‘ses’ igen 🙂