Entreprenørskab på ungdomsuddannelserne – historier fra Company Programme

Hvordan er det egentlig at have entreprenørskabsundervisning, når man går på en ungdomsuddannelse?

Vi har spurgt to elever fra Roskilde Handelsskole, hvordan det har været at være med i entreprenørskabsforløbet Company Programme. Lasse Søkilde og Adrian Valentin Kragh-Hillers fra 2.E fortæller her om at arbejde med sine egne idéer, være med til konkurrencer og om at brænde for iværksætteri.

 

Entreprenørskab rusker op i undervisningen
De fleste kender følelsen af, at det ikke altid er lige spændende at gå i skole. Sådan var det også for Lasse Søkilde og Adrian Valentin Kragh-Hillers. De to mødte hinanden, da de startede i 1. g på Roskilde Handelsskole, hvor samtalerne hurtigt kom til at handle om iværksætteri. Heldigvis skulle de i undervisningen være med i Company Programme, hvor de skulle arbejde med deres egne forretningsidéer, og det var med til at ruske op i den traditionelle undervisning. ”Det har været super spændende at medvirke i Company programme, og vi er helt vilde med det entreprenante setup, som vi virkelig synes, har manglet i vores skoletid førhen. Det har også været en sjov og udfordrende oplevelse, for det er en meget anderledes måde at arbejde på, så det har virkelig været fedt”, fortæller Lasse og Adrian.

Mere end et skoleprojekt
På Roskilde Handelsskole ligger Company Programme placeret i 2. g, men for Lasse og Adrian startede processen allerede sidste år, da de begyndte at brainstorme idéer, som de kunne bygge en virksomhed op omkring. De sporede sig ind på et koncept omkring iskaffe, som senere blev til virksomheden Copenhagen Coffee. Selvom Company Programme er et undervisningsforløb, er det meget mere end bare et skoleprojekt for Lasse og Adrian: ”Vi har fået vores afsætningstimer og nogle gange andre timer sat af til at arbejde med vores projekt, og det er vi meget taknemmelig for, men vi har brugt rigtig meget fritid på projektet, fordi for os er iværksætteri virkelig en passion og en drøm. Man skal bare være klar over, at det tager virkelig lang tid, og det kræver mange ekstra timer uden for skolen.”

Sejr i Næstved
Som en del af Company Programme-forløbet kan eleverne være med i regionale og – hvis de kvalificerer sig – nationale konkurrencer. Den første konkurrencen for iskaffe-drengene var den regionale Entreprenørskabsmesse i Næstved i januar måned. Både Lasse og Adrian er konkurrencemennesker, så længe inden messen havde de besluttet sig for, at de ville vinde. Alligevel var de i starten ikke fokuseret på selve konkurrencen, men på at få deres virksomhed stablet på benene. Derfor brugte de en del tid på at snakke med deres netværk af entreprenante mennesker for at lære, hvad der skulle til for at skabe den virksomhed, de havde i tankerne.

Da den regionale Entreprenørskabsmesse i Næstved nærmede sig, satte de sig ind i bedømmelsesskemaerne og kunne se, at de også ville blive vurderet på nogle konkrete og mere teoretiske emner end kun selve idéen. De satte sig ned og udarbejdede et individuelt powerpoint til hver dommer, så de var dækket ind på alle spørgsmålene og var sikre på, at dommerne ville få det af vide, som de skulle.

På selve dage dekorerede de standen med nogle hjemmelavede plakater og et minikøleskab fyldt med smagsprøver på iskaffe. ”De hjemmelavede plakater var nok ikke det mest optimale, men iskaffe-smagsprøverne var klart en succes og gjorde forståelsen fra dommernes side større”, siger Lasse. Og ja, succesen var også til at få øje på, for da vinderne skulle udråbes, var det Copenhagen Coffee, der løb af med 1. pladsen.

Adrian og Lasses sejr til den regionale Entreprenørskabsmesse i Næstved.

National Entreprenørskabsmesse i Odense
Frem mod den nationale Entreprenørskabsmesse i Odense i starten af februar skiftede Adrian og Lasse taktik i forhold til, hvordan de præsenterede Copenhagen Coffee på standen. De måtte erkende, at deres kreative evner ikke rakte så langt, som de gerne ville have, for når man til messen kun har ca. 10 minutter med hver dommer, er det vigtigt, at standen er pæn og tiltrækkende og giver dommerne et godt indtryk fra starten: ”Til den nationale messe fik vi nogle virkelig dygtige designere til at lave vores plakater, og vi fik dem til at folde en kopi af vores iskaffe i de bedste materialer. Det kildede helt i maven, så imponerede var vi over deres kreative evner og over at se, hvor stor en forskel det virkelig kan gøre, så al respekt og cadeau til designerne.”

Lasse og Adrian valgte til den nationale messe også at droppe computer, elektronik og indøvet fremlæggelse. På den måde kunne de i stedet for have en mere fokuseret dialog og fortælle lige netop det, den enkelte dommer gerne ville høre om. ”Det gjorde vi, fordi vi ved alt om vores virksomhed. Vi har arbejdet med det i over et år nu, så vi behøver ikke at læne os op at en fremlæggelse”, fortæller Lasse.

Der var god stemning til den nationale Entreprenørskabsmesse i Odense, og Lasse og Adrian synes, det var en rigtig fed oplevelse at se så mange entreprenante unge samlet. De lagde også mærke til, at niveauet var højere end til den regionale messe. Drengene synes dog, at nogle dommere fokuserede for meget på det, de kalder ”den gode idé”, og på om idéen løser et etisk eller mijømæssigt problem. De synes hellere, at det skal handle om, hvor vidt idéerne kan realiseres.

Det blev ikke til en sejr til Copenhagen Coffee i Odense, og selvom de to konkurrencemennesker langt fra er tilfredse med resultatet, er de ikke utilfredse med deres egen indsats – de er faktisk rigtig stolte og siger: ”Det har bare gjort os endnu mere sultne efter at give den fuld gas med projektet.”

Læring og nye erfaringer
Company Programme er jo et undervisningsforløb, og heldigvis er Lasse og Adrian bevidste om, hvad de har lært undervejs: ”Vi har lært, at vi ikke kan være verdensmestre til alt, så der er bare nogle ting, som vi skal outsource.” De er også blevet bedre til kort og simpelt at fortælle om deres idé, så folk hurtigt forstår, hvad Copenhagen Coffee handler om.

Iskaffen fra Copenhagen Coffee.

En anden ting, som især messerne har gjort dem endnu skarpere på, er deres målgruppe – mænd i alderen 18-35 år, som er studerende, iværksættere eller fysiske aktive. Helt konkret mødte de en kvindelig dommer, som følte sig stødt over, at deres produkt henvendte sig så meget til mænd, da hun som kvinde godt kunne finde på at drikke iskaffe, men her havde Lasse og Adrian argumenterne klar: ”Hvis du går ind i en Matas, kan du hurtigt se forskel på de produkter, som står på hylden til kvinder i forhold til dem på mandehylden.” De oplevede både, at nogle dommere – som ikke er en del af Copenhagen Coffees målgruppe – ikke forstod det specielle ved iskaffen, og at få reaktioner fra andre elever på messerne, som forstod idéen, fordi de netop var en del af målgruppen. ”Det har givet os nogle vidt forskellige reaktioner fra person til person, men en spændende iagttagelse og en fed bekræftelse, når folk har sagt, de kunne finde på at købe det, hvis vi havde produktet”, fortæller Adrian.

De to unge iværksættere har været glade for at være med i Company Programme, men de er ikke sikre på, at det har givet dem endnu mere mod på iværksætteri. De har nemlig altid begge to drømt om at være iværksættere og skabe noget. Til gengæld har det har været en stor motivation for dem, at der lå en konkurrence i forløbet, da skolen til tider kan være meget ensformig og ikke udfordrer dem på det, de virkelig brænder for. Lasse og Adrian er meget enige om, at det er en god og alternativ måde at gå i skole på, som fortjener mere plads på skoleskemaet.

 

Om Company Programme
Company Programme er et learning-by-doing entreprenørskabforløb, hvor elever fra ungdomsuddannelserne lærer at udvikle, afprøve og realisere gode ideer inden for alt fra social innovation til tekniske produkter. På de fleste skoler er forløbet primært placeret i undervisningen, mens det på enkelte er en ekstra aktivitet uden for undervisningen. Formålet er at gøre eleverne i stand til at se og handle på muligheder og uudnyttede potentialer, og at booste elevernes handlekraft, omverdensforståelse, faglige kreativitet og tro på, at de kan selv. Læs mere om Company Programme på Fonden for Entreprenørskabs hjemmeside.

Om Copenhagen Coffee
Copenhagen Coffee laver en espresso-udgave af iskaffe med mindre sukker, mindre fedt og dermed færre kalorier end den typiske ”dessert-iskaffe”, som er på markedet i dag. Fokus er på en mere naturlig vej til energi via koffeinindholdet, og Copenhagen Coffees iskaffe indeholder mere energi end en energidrik, men uden unødvendige tilsætningsstoffer. Følg Copenhagen Coffee på deres facebookside.