Til Danish Entrepreneurship Award 2015 løb Emil Lagoni Valbak med titlen som DesignTalent 2015. Emil har skrevet et blogindlæg til os, hvor han beskriver sin oplevelse af dagen, hvorfor han tilmeldte sig, hvad han synes om de andre deltager og ikke mindst, hvad han fik ud af at være med i konkurrencen. Nederst i indlægget ses billeder af alle årets deltagere i DesignTalent.
En tidligere vinder gjorde mig nysgerrig
Første gang jeg hørte om Danish Entrepreneurship Award og DesignTalent-konkurrencen, var da min gamle studiekammerat, Martin D. Christensen, vandt prisen tilbage i 2013. Martins deltagelse gjorde mig nysgerrig på konceptet, og jeg har derfor siden haft en idé om Danish Entrepreneurship Award som et godt sted at gøre opmærksom på sit design og nå ud til en bredere skare af mennesker. Så da chancen var der, sendte jeg mit afgangsprojekt, Adapt, ind og håbede på, at jeg ville blive en af de udvalgte til DesignTalent 2015.
Det var på det tidspunkt nogle måneder siden, at jeg var blevet færdig på Kunstakademiets Designskole, og det var så småt begyndt at gå op for mig, at jeg ikke længere var studerende, men at jeg skulle til at finde ud af, hvor jeg hørte til i en lille branche med mange ildsjæle. Var det, jeg havde at tilbyde, overhovedet noget, der var interesse for? Dette og lignende spørgsmål var jeg begyndt at stille mig selv, og da det var let, i løbet af uddannelsen, at lukke sig inde i en kreativ boble, var DesignTalent 2015 en gylden mulighed for at komme ud med sit design og få svaret. Et par dage efter at jeg havde indsendt mit design, fik jeg svar; jeg var udvalgt som en af 18 designere fra de forskellige kreative uddannelser, som skulle udstille og fremvise deres designs i Fredericia.
Messen, dommerne og de andre talenter
Selve dagen startede tidligt om morgenen, og mens jeg kørte mod Fredericia, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville komme til at gå. Hvem var de andre? – man havde jo set projekterne på billeder, men hvordan ville de se ud 1:1. Hvad med dommerne? – ville de kunne forstå, hvad jeg ville med mit design?
Da jeg ankommer på messen, begynder jeg at pakke Adapt ud og gøre min stand klar. De fleste andre deltagere er der allerede. Nogle går rundt og retter på de sidste ting inden den officielle start på messen, andre snakker. Der er en forventningsfuldhed i luften omkring DesignTalent 2015-området.
Dagen starter officielt med at vi bliver introduceret for dagens program, og samtidigt møder vi de 3 dommere. Dommerne går fra projekt til projekt og lytter grundigt og opmærksomt, hvilket giver os andre mulighed for at kigge rundt og snakke indbyrdes deltagerne imellem. Mens jeg går rundt mellem de udstillede designs, er det tydeligt at se, hvor stort et område designfaget egentligt dækker over. Af de udstillede projekter er der bl.a. både møbler, lamper, tøj og sågar dækketøj, og selvom der er stor forskel på projekterne, er ens for dem alle den entusiasme og kreativitet, der skinner igennem både hos deltagerne og deres designs.
DesignTalent-konkurrencen giver mig i løbet af dagen muligheden for at tale med mennesker i alle aldre – fra folkeskoleelever til branchefolk og alt derimellem. Dette giver en udfordrende variation, der samtidigt er med til at holde mig til ilden, da jeg både skal være informerende og præcis i måden, jeg formidler mit design og mine idéer på. Da dommerne kommer forbi min stand, har jeg talt mig varm og præsenterer Adapt, mens dommerne interesserede spørger ind til både design og funktioner.
Prisoverrækkelse og anerkendelse
Da jeg er færdig med min samtale med dommerne, føler jeg, at der er en god stemning omkring mit design, og resten af dagen går med at tale med de mange andre interesserede på messen. Dette resulterer da også i, at jeg er noget træt i hovedet, da jeg sidst op dagen, sætter mig til rette for at overvære den store, samlede prisoverrækkelse. Den træthed forsvinder dog hurtigt, da jeg til min overraskelse hører mit navn blive kaldt som vinder af DesignTalent 2015.
Følelsen af at blive kaldt op foran mere end 6000 mennesker og blive anerkendt for det design, man har gået og arbejdet med så længe, er svært at beskrive. På den ene side virker det lidt uvirkeligt, og på den anden side går alting så hurtigt, at man prøver at holde fast i øjeblikket. Den positive respons jeg har fået på Danish Entrepreneurship Award fra alle sider, har givet mig en vished om, at mine designs har en relevans. Dette har samtidigt givet mig mod på at gå videre og presse på for at få mine designs ud i verden.
De nominerede deltagere til DesignTalent 2015: