Danish Entrepreneurship Award 2016 var en fest!

Danish Entrepreneurship Award 2016

Så skete det! I torsdags løb Danish Entrepreneurship Award 2016 af stablen. Næsten 7000 mennesker var mødt op for at fejre entreprenørskab og gode idéer – og vi havde en fest! Dagen var fyldt med konkurrencer for både grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, og der var mulighed for at høre foredrag fra blandt andet Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen og Birgit Aaby fra programmet Løvens Hule på DR1, Henrik Skov fra Skov Rejser, Too Good To Go, Moonis Kamil og mange flere. Hvis man i stedet havde brug for rådgivning, stod de mange rådgivere og udstillere til rådighed i Rådgivningszonen, hvor der var sparring og feedback på selv den mindste idé.

Men hvem var det så, der vandt? Projekt Edison-havde en temabestemt konkurrence med titlen ”Bedre og mere sikker trafik”, og her stod mere end 500 elever fra 6.-7. klasse klar til at præsentere deres idéer for dommere fra erhvervslivet. Team FIVR4 fra Fællesskolen Favrdal-Fjelstrup i Haderslev havde opfundet en ambulancedrone, udviklet til at flyve ud til trafikuheld med en nødhjælpskasse og til at sende billeder af de tilskadekomne til alarmcentralen, som så kan sende det rigtige udstyr afsted til ulykkesstedet. Holdets tre medlemmer har ikke tænkt sig at lade deres arbejde stoppe her. Med en vindercheck på 10.000 kr. vidste de lige, hvad fremtidens planer skulle byde på: ”Nu vil vi snakke med nogle politikere om vores  idé, og så vil vi bruge de 10.000 kroner på en klassetur til København,” lød det fra vinderholdet.

Holdet fra Fællesskolen Favrdal-Fjelstrup var ikke de eneste, der vandt. Faktisk spreder vinderholdene fra alle konkurrencerne sig over hele landet og kommer både fra Sjælland, Jylland og Fyn. Det er ikke kun vinderholdene, der kan findes i et bredt felt – det samme kan vinderidéerne. De dækkede alt fra et socialt netværk for jagtinteresserede, en fleksibel BH med udskiftelige dele og til en allergi-app, som fortæller brugeren, hvilke allergier et fødevareprodukt indeholder.

”Niveauet har været virkelig højt i år, og det gælder alle konkurrencerne. Det er virkelig vigtigt, at de unge lærer, at gode idéer har en værdi, som kan bruges i samfundet,” siger Camilla Ryge Leth, som er projektleder for Danish Entrepreneurship Award.

Her på bloggen ønsker vi alle vinderne et stort tillykke! 🙂Vinderne af Danish Entrepreneurship Award 2016

Du kan finde en komplet vinderliste her, og hvis du gerne vil se flere billeder fra dagen her.


Danish Entrepreneurship Award 2016 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Trekantområdet Danmark, og er en del af Global Entrepreneurship Week Denmark.