“Gør det fordi du brænder for det”.

Grød. De fleste forbinder den gamle fattigmandskost, som noget kedeligt og klistret. Lasse Skjønning ser noget helt andet. Med samlet set fire butikker i hhv. København og Aarhus, og endnu en ny på vej i København, så vil successen for hans virksomhed GRØD ingen ende tage.


Blogindlægget er et samarbejde mellem Lasse Skjønning fra GRØD og redaktør Anne Langelund.


“En klog mand sagde til mig: ”Hvad vil du helst have: fem butikker der kører sindssygt godt eller 50 butikker, som kører sindssygt halvgodt?” Svaret er jo meget simpelt”.

Da jeg fanger Lasse Skjønning, ejer af virksomheden GRØD, på telefonen en tirsdag morgen, er det med lyden af en engageret virksomhedsejer, der fortæller at han er trukket i malertøjet sammen med medarbejderne. De er i gang med at male de ny-renoverede lokaler, som satte rammerne for den første GRØD-butik for fem år siden.

GRØD, Jægersborggade

Med endnu en butik på vej på Frederiksberg i København, er det gået lynhurtigt for GRØD – faktisk så hurtigt, at der nu skal lidt ro på: ”Det, som vi allerede er lidt i gang med, og som vi også kommer til at bruge næste år på, er, at vi skal have fuldstændig styr på hele virksomheden fra A til Z. Selvom man måske gerne vil trykke lidt mere på speederen i løbet af 2017 og åbne 2-3 forretninger mere, så tror jeg ikke, at det kommer til at ske. Først og fremmest er hovedprioriteten, at der skal investeres tid, energi og penge i at få styr på alting”.

Selvom der skal ro på i det kommende år, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alt fremover skal tages stille og roligt. Lasse Skjønning fortæller, at roen og overblikket sagtens kan blive et springbræt for at kunne trykke endnu mere på speederen. Samtidig er han også åben over for tanken om at rykke til udlandet og åbne butikker. Dog pointerer han, at det vigtige lige nu er, at kvaliteten er i orden, og at budskabet ikke falder igennem. Organisationen skal simpelthen spille et hundrede procent.

At være afhængig af grød

”I Danmark har vi en rigtig lang tradition for at spise grød, og det har været en vigtig del af vores kost og ernæring og overlevelse i Danmark i tusindvis af år, og vi glemmer måske lidt den vigtige funktion, det har. På trods af dét, er der jo stadig spor af det i vores kultur – risengrød til jul, rødgrød med fløde osv. Det er jo i den grad en del af vores nationale selvopfattelse, selvom vi forbinder det med noget klistret og kedeligt, som man tidligere kun spiste for at overleve”.

Når man interviewer Lasse Skjønning kan man hurtigt mærke, at GRØD virkelig er noget han brænder for. Hele grundstenen for virksomheden ligger i hans helt egen erfaring og glæde for grød – noget som han har brugt de sidste fem år på at fortælle resten af Danmark om.GRØD

”Det er lidt ærgerligt, at grød kun er noget man spiser som syg og gammel. Det kan være så meget andet end havregrød. Jeg fandt ud af, at hvis man tør at nytænke den måde, man laver grød på – at bruge nogle ordentlige råvarer og angribe grøden på samme måde, som man angriber hvilken som helst anden gourmet-ret, så kan det blive sindssygt lækkert”. Og det er netop dét, der er missionen med GRØD – at redefinere den måde vi danskere tænker og ser grød på.

’Learning by doing’ er vejen frem

Da Lasse Skjønning for fem år siden åbnede den første GRØD-butik i Købehavn, var han 21 år og havde ingen faglig relevans for hverken at åbne restaurant eller være virksomhedsejer. Ifølge ham selv kunne han bare godt lide at lave grød og lave mad. Selvom Lasse er blevet en mere erfaren iværksætter med årene, så betyder det ikke, at han ved alt om, hvordan tingene skal foregå:

”Det er ikke lang tid siden, at jeg begyndte at blive introduceret til begreberne lønprocent og købsprocent, som måske er nogle af de mest vigtige parametre, man overhovedet kan måle og veje sådan en type virksomhed, som jeg har, på. Det har været meget ’learning by doing’ for mit vedkommende. Jeg er helt sikker på, at det er den måde, man lærer mest muligt og hurtigst muligt, fordi det er ’hands on’ hele tiden. Det er kontant afregning, hver gang man tager en beslutning om noget. Samtidig kan man også se konsekvenserne af det, hvilket jo er noget helt andet end at sidde og læse en bog”.

Det hele er stadig en læringsproces, og selvom han er blevet dygtigere og klogere på sig selv og på alt hvad der hedder økonomi, ledelse, overordnet strategi, HR-strategi, PR, sociale medier osv., så er det vigtigt at huske, at det stadig, ifølge Lasse selv, er utroligt angstprovokerende at være selvstændig. Han er ikke bange for at fortælle, at dét at være selvstændig både tynger en rigtig meget, at det er et konstant pres og at han måske selv er blevet fem år ældre fem år for tidligt. På trods at alt det, kan man stadig mærke begejstringen i hans stemme, når han fortæller:

”Det er jo det vildeste at starte sit eget – at starte noget du brænder for og som, imod alle odds, får stor interesse og har glade kunder. Det er en oplevelse, man sjældent kan sammenligne med andre oplevelser i sit liv. Det er jo kærlighed og følelsen af at lykkes”.

Husk at finde balancen

Når man har så stor succes som Lasse Skjønning, så er der især én ting, som er vigtig – at komme helt ned på jorden igen. At gå til psykolog, når der er brug for det, at have mentorer, at holde weekend og helt generelt at passe på sig selv. Det er nogle af de ting, som han især lægger vægt på, og som han samtidig er sikker på, også afspejler sig i virksomheden.GRØD, Torvehallerne

”Jeg tror, at det er rigtig vigtigt at komme ned og finde balance. For mig har passion betydet ekstremt meget. Der er nogle gange, hvor jeg føler, at jeg ikke arbejder – og det er jo fedt. Men at finde balance i sit arbejde, det lærte jeg relativt tidligt: at huske at hygge sig, at lave noget andet og passe på sig selv. Hvis man som iværksætter efter ti år kigger tilbage og tænker: ”Fedt nok, nu har jeg tjent en million kroner og jeg kører rundt i en fed bil” – det kan jo godt være målet for nogle, men hvis du har haft det ret nederen i hele den tiårs periode, så er det måske ikke så fedt. Det er hvert fald ikke det værd for mig”.

Et af Lasse Skjønnings største råd er, at tage fat i noget, hvor man føler, at man kan gøre en forskel, noget som man er rigtig god til eller noget, hvor man har en anden verdensopfattelse, som man kan vise til andre. Samtidig påpeger Lasse, at man skal huske at holde sit arbejde på et niveau, hvor man ikke tager for mange risici til at starte med: ”Det er fint at drømme, at være passioneret og at have en god idé, men uanset hvor meget du lægger i det, kan du ikke være sikker på, at bare fordi du er passioneret, så er det også en god forretningsmodel. Så det handler om at holde omkostningerne lave fra starten, eller at sætte en eller anden form for realistisk målsætning omkring, hvor meget tid, penge og energi man vil bruge på det”.

Man kan give nok så mange råd, og som Lasse Skjønning selv påpeger overfor mig; ”Det har de nok hørt før”. Der er alligevel én ting, som ikke er til at komme udenom – noget som han selv mener, er noget at det vigtigste: Man skal gøre det fordi man brænder for det. ”Det er der, talentet er størst, det er der, energien er størst, og det er der, drivkraften er størst”.

Hvad skal jeg bygge med mine LEGO-klodser?

I dette tredje blogindlæg i rækken bygger Brian Johannsen videre med LEGO-klodserne og fortæller om, hvordan man arbejder med sine idéer og mulighederne med dem, og hvordan man gør brug af de klodser, man har til rådighed.


Blogindlægget er skrevet af Brian Johannsen fra At turde.


Det er blevet tid til tredje og sidste indlæg for i år, og som lovet i forrige indlæg, så skal det handle om at finde et problem, du kan løse med de klodser, du har til rådighed. Først skal det dog handle om den gode idé.

Da du læser med herinde på Youngtrepreneur, har du sikkert allerede en idé, og du har nok også mere end én. Flere iværksættere oplever, at de har alt for mange idéer, og det kan ende med, at de ikke kan vælge mellem dem. Der er dét med idéer, at de ikke kan bruges til noget, så længe de kun eksisterer oppe i hovedet, eller så længe de gemmer sig nede i skuffen. Når vi får en idé, er det vores hjerne, der stiller spørgsmåls til verden omkring os, og til hvordan den fungerer: “Kunne det ikke være smart hvis…” eller “Hvorfor gør de det ikke på den her måde?”. For at være helt ærlig, så er de fleste idéer ikke særlig gode, og det er der intet galt med. Det er helt okay at få idéer, der i sidste ende viser sig ikke at være gode. Det betyder blot, at man tør udfordre den gængse måde at tænke på. Dårlige idéer leder også til, at man får flere erfaringer og mere viden inden for et område – især hvis man også husker at stille spørgsmålet ”Hvorfor var det en dårlig idé?” Det er vigtigt at huske, at du kun kan finde ud af, om dine idéer er gode eller dårlige ved at afprøve dem. Du kan ikke få erfaringer og viden, så længe idéen gemmer sig i dit hoved eller i en notesbog nede i skuffen – du får det kun ved at teste den. Jeg vil vove den påstand, at dit eget potentiale for at blive succesfuld er direkte afhængigt af, hvorvidt du er villig til at teste dine idéer og lære af dem. Det er et udsagn, der står for min egen regning, men som også er bakket op af, hvordan succesfuldt iværksætteri sker i praksis.Præsentation af idé

Det samme gælder i eksemplet med at bygge forretningsmodeller af de klodser, du har til rådighed. Du vil næppe finde et problem, du kan løse i første forsøg, men du finder det slet ikke, hvis du ikke bygger noget og tester det af. Når du skal bygge en LEGO-model, som andre skal finde interessant, er det nødvendigt at lære, hvordan de potentielle kunder tænker, og hvilke præferencer de har. Du kan selvfølgelig spørge dem, hvad de synes, eller hvad de ville foretrække, men det mest brugbare svar får du ved at vise dem to modeller, du har bygget, og bede dem vælge den, de synes bedst om. Udfordringen som iværksætter handler ikke om at få en unik idé – det handler om at finde det problem, som du og dit team er de bedste til at løse for jeres kunder. Find ud af, hvad du er i overskud af, og hvordan du kan dække det underskud (læs: behov) kunderne oplever, så de to ting matcher.

Hvordan finder jeg mit problem?

I starten af dette blogindlæg lovede jeg at fortælle mere om, hvordan man finder et problem, man kan løse. Jeg har lavet en lille guide her, som du kan bruge:

  1. Sæt dig ind i forretningsmodellen og træn den – igen og igen og igen. Find en gruppe medstuderende, der også er passionerede omkring at starte virksomhed og aftal et ugentligt møde, hvor I udfordrer jeres evne til at skabe en forretning. I kan søge inspiration til, hvordan det kan gøres her.
  1. Skab dig et overblik over, hvilke klodser du og dit team har til rådighed. I skal sørge for løbende at opdatere jeres oversigt, når I lærer noget nyt, får adgang til nogle nye ressourcer eller lærer nye personer at kende. En god øvelse er at se, hvordan de nye ‘klodser’ passer ind i nuværende eller potentielle forretningsmodeller.
  2. Byg – test – lær. Idéer er intet værd, hvis de ikke bliver testet. Gør det til en vane som minimum at stille spørgsmålet ”Hvordan får vi testet denne idé?” Husk, at formålet med en idé er at teste, hvorvidt kunder reelt set er i underskud af dét, I tilbyder.

Du er som altid velkommen til at tage fat i mig (brian@atturde.dk), hvis du har feedback eller spørgsmål. Jeg håber, at de tre blogindlæg har hjulpet dig videre, og skulle du have lyst til at læse mere, så kan du finde mine indlæg fra foråret her:

Rigtig god december 🙂

Sådan får du mest ud af Danish Entrepreneurship Award

Nedtællingen til Danish Entrepreneurship Award er startet, og inden du ser dig om, så står du i en stor hal fyldt med mennesker, stande og ikke mindst muligheder. Men hvordan får man mest muligt ud af dagen? Dette blogindlæg giver dig råd til, hvordan du forbereder dig bedst muligt. God læse- og arbejdslyst!


Dette blogindlæg er skrevet af redaktør Anne Langelund.


Danish Entrepreneurship Award nærmer sig, og snart står du overfor en masse mennesker, som både stiller spørgsmål omkring dit produkt eller din idé, dit arbejde og dine planer. Samtidig står du også selv med muligheden for at stille spørgsmål og få rådgivning fra en masse erfarne erhvervsfolk. Og hvordan griber man så lige det an? Der er så mange forskellige muligheder og tilbud til Danish Entrepreneurship Award, at det kan være svært at overskue – og det kan vi da egentlig godt forstå. Derfor har vi lavet denne guide til dig, så du bedst muligt kan forberede dig på dit møde med erhvervsfolk, rådgivere og alle de andre spændende mennesker, du kan møde på Awarden.

”Der er jo stadig lang tid til…”

Selvom der stadig er et par uger til Danish Entrepreneurship Award, skal du huske, at tiden flyver, og inden du ser dig om, står du til Danmarks største idéfest og skal måske endda præsentere din idé for dommerne. Uanset om du skal være med i en af konkurrencerne eller ”bare” skal benytte muligheden for at få feedback og rådgivning på din idé, så kan det altid anbefales at forberede sig. Tænk nu, hvis du møder nogen, som gerne vil hjælpe dig videre med din idé, og du ikke er klar til at pitche den for dem. Vores bedste råd er derfor, at du allerede nu forbereder dig, så godt du kan på alt det, som dommerne eller rådgiverne eventuelt kan spørge ind til, og alt hvad du ved og har taget stilling til i arbejdet med din idé. På den måde kan du lære din idé endnu bedre at kende, og dermed også svare endnu bedre på spørgsmålene.

Hvis du ikke er helt sikker på, hvad et pitch er, eller hvordan man gør det ekstra godt, så kan du læse mere om det her på bloggen. Her giver Pitcherific dig et lynkursus i, hvordan man pitcher og gør sit pitch (næsten) uimodståeligt, så du er helt klart til Awarden.

Pitch for dommer.

Sæt dig ind i programmet

Der er så mange forskellige muligheder at gøre brug af til Awarden, og det kan derfor også være lidt svært at finde hoved og hale i, hvad det er vigtigst – og især hvad der er vigtigst for dig. Derfor er det en rigtig god idé at sætte sig ind i programmet – find ud af, hvad der sker hvornår, og hvem der vil være hvor og hvornår. På den måde kan du planlægge din tid og muligheder bedst muligt.

Når du sætter dig ind i programmet, så er det en rigtig god idé at have din idé med i tankerne. Stil dig selv nogle spørgsmål, så du kommer nærmere et svar på, hvad det er, du har behov for:

  • Hvad har jeg helt konkret brug for hjælp til?
  • Hvad er det, jeg mangler input til for at komme videre med udviklingen af min idé?
  • Hvilke foredragsholdere og rådgivere kan være med til at styrke min idé?

Det kan også være en god idé at stille spørgsmål til din idé, og så du kan finde ud af, hvad det helt konkret er du mangler hjælp eller rådgivning til. På den måde ved du helt præcist, hvem det er du skal i kontakt med og have rådgivning fra, når du står til Awarden. Vi anbefaler, at du laver en liste med de personer, virksomheder eller organisationer, du skal i kontakt med, og hvornår du har mulighed for at kunne spørge om deres hjælp, så du er bedst muligt forberedt, når dagen kommer.

Du kan finde programmet for dagen på www.award2016.dk, hvor du også kan læse mere om rådgivere og foredragsholdere under ”Program” – ”Zoner”.

Danish Entrepreneurship Award

Hvad gør jeg, når dagen kommer?

På selve dagen har du alle muligheder for at få hjælp og sparring til at arbejde videre med din idé, og det er nu du skal opsøge de rådgivere og foredrag, som du har forberedt dig på hjemmefra, så du kan få svar på alle dine forberedte spørgsmål. Og hvad gør man så?

Awarden er inddelt i forskellige zoner, som tilbyder noget forskelligt alt efter, hvem man er og hvorfor man er på Awarden. Hvis du har brug for sparring og viden om din idé, anbefaler vi, at du besøger Rådgivningszonen. Her står organisationer og virksomheder klar til at sparre med dig, komme med gode råd og feedback på din idé. Det samme gælder også, hvis du får lavet en aftale med en dommer om, at I kan snakke videre efter konkurrencen. I kan finde hinanden i Dommerzonen, hvor I har mulighed for at fortsætte snakken og få yderligere feedback.

Det sidste råd, vi vil give dig, er at være åben over for ny viden og nye input. Det kan være, du er så heldig, at du får et godt råd, som sender dig i en helt ny – og måske endda bedre – retning med din idé; en retning, som måske giver dig en masse nye muligheder. Vær derfor forberedt på, at der kan ske uventede og nye ting, og vær åben over for dem. Det kan jo være, at det faktisk hjælper dig til en bedre idé og et endnu bedre resultat.

En lang historie kort

Helt kort anbefaler vi dig, at du forbereder dig rigtig godt til Awarden, så du er klar til mødet med dommerne, rådgiverne og foredragene:

  • Forbered dig mest muligt på dit pitch og på din idé.
  • Sæt dig ind i programmet, så du ved hvem du skal møde og hvor du kan finde dem.
  • Gør brug af de mange muligheder og zoner.

Vi håber, at dette blogindlæg har givet dig inspiration og hjælp til, hvordan du skal gribe dagen an til Danish Entrepreneurship Award. Vi glæder os til at se dig! 🙂

Hvilke klodser er der i din æske?

I sidste måned skrev Brian Johannsen om sammenhængen mellem LEGO-klodser og forretningsmodeller. I dette blogindlæg bygger han videre med klodserne, og fortæller om, hvordan man bedst får noget ud af de klodser man har til rådighed.


Dette gæsteindlæg er skrevet af Brian Johannsen fra At turde.


Jeg ved godt, det kan være svært at finde motivationen til at læse om forretningsmodeller, når du bare har allermest lyst til at drøne derudaf med din idé, for hvorfor læse om forretningsmodeller, når man kan lære gennem praktisk erfaring? Det korte svar er, at du kan lære meget smartere ved at fokusere på forretningsmodellen og ikke produktet. Hivebeat lærte det på den hårde måde, da de efter 2 år måtte erkende at der ikke var sammenhæng mellem deres forretning og markedet (det såkaldte product market fit). Jeg nævnte product market fit i mit sidste indlæg, som handlede om at bygge en model, som kunderne er interesserede i, med de klodser man har til rådighed. Det kræver dog først og fremmest at du ved, hvilke klodser du har adgang til.

Hvilke klodser skal du tage udgangspunkt i?

Dette blogindlæg kommer til at handle om de klodser du har adgang til allerede nu og som du kan starte med at bygge med. Forretningsmodellen, som jeg også fokuserede på i mit sidste blogindlæg, består af ni typer af byggeklodser: value proposition, ressourcer, aktiviteter, partnere, kundesegment, kundekanaler, kunderelation, indtjeningsmodellen, typen af omkostning.

Forretningsmodellen Business Model Canvas er skabt af strategyzer.com.

Forretningsmodellen Business Model Canvas er skabt af strategyzer.com.

Det er vigtigt at huske på, at man skal fokusere på de klodser, som man har adgang til. Det er nemlig både dyrt og tidskrævende at skaffe sig adgang til andre klodser. Indtil kunden har købt noget fra dig, kan du ikke være sikker på at der eksisterer et product market fit, og du kan risikere at spilde både tid og penge på at skaffe dig adgang til ressourcer, som du ikke har brug for: Målet er at få kunden til at købe noget fra dig uden at du skal investere tid og penge i at skaffe dig adgang til ressourcer først.

Du kan meget hurtigere teste en forretningsmodel ved at tage udgangspunkt i de ressourcer du allerede har. Udgangspunktet er derfor de klodser du har i din egen æske, og jeg vil love dig at du har adgang til meget mere end du tror.

Tre typer klodser at starte med

Som nystartet iværksætter har du som udgangspunkt adgang til tre typer af klodser. Her taler jeg om de tre kasser til venstre i modellen: aktiviteter, ressourcer og partnere.

Forretningsmodellen Business Model Canvas er skabt af strategyzer.com

Forretningsmodellen Business Model Canvas er skabt af strategyzer.com

For at finde ud af hvilke klodser du har, skal du svare på følgende tre spørgsmål:

  1. Hvilke aktiviteter kan du gennemføre? En aktivitet er en handling du eller en i dit team kan gennemføre. Det dækker over alt lige fra at jonglere med en bold og til at programmere en hjemmeside eller lave Facebook-annoncering. Lav en liste over alle de aktiviteter I hver især kan lave og rangér dem på en skala fra 1-10 efter hvor gode I er til den specifikke aktivitet. Ønsker I at skabe en forretning, der vinder, handler det som minimum om at være de bedste til at lave det I laver. Hvis du derimod er fast besluttet på at ville lave hjemmesider til andre, men ikke føler du er særlig dygtig, så er der ingen vej uden om: Bliv den dygtigste af alle der tilbyder hjemmesider.
  2. Hvilke ressourcer har du adgang til? Det nytter selvfølgelig ikke noget at være den bedste til at lave hjemmesider, hvis du ikke har en computer. Det er derfor en god idé at lave en oversigt over alle de ressourcer du har adgang til. Ressourcer kan både være materialistiske, eksempelvis råvarer, elektronik osv., og immaterielle ligesom viden. Dog kan ressourcer også være steder du har adgang til; banerne hos den lokale fodboldklub, en restaurant, klasselokaler eller lignende. Igen er det en god idé at lave en liste og rangere ressourcerne efter hvor unikke de er: adgang til brænde i form af træ fra skoven er måske ikke så unikt, men det er adgang til en bowlinghal derimod, det samme hvis du er ekspert i at bygge rumraketter.
  3. Hvilke partnere (personer/virksomheder/organisationer) har du kontakt med? Som iværksætter vil du sjældent have nok i dig selv og derfor har du behov for hjælp udefra. Partnere dækker områder, som du ikke selv kan klare. Det kan være aktiviteter, ressourcer eller de kan hjælpe ved at stille deres eget netværk til rådighed. Her gælder det om at få lavet en oversigt over alle de personer og virksomheder du kender, eller som du kan blive sat i forbindelse med. Hvis du stadig er ung, er det ikke unormalt at glemme dine forældre eller personer, som dine forældre kender. Du kan hente meget hjælp gennem dine forældres netværk og relationer – udnyt det! Rangeringen af relationerne sker ved først at inddele dem efter, hvad de kan hjælpe med (udføre en aktivitet, adgang til ressourcer, adgang til potentielle kunder). Efterfølgende rangeres de efter:

a) Deres betydning for forretningsidéen

b) Hvorvidt de vil være villige til at hjælpe (hvor tæt relationen er).

Det kan være en god idé at lave et koordinatsystem, hvor de to akser repræsenterer hver af de to faktorer.

”Men det kan ikke lade sig gøre med min idé…”

Mange af jer sidder sikkert i en situation og tænker at ovenstående ikke giver mening i forhold til jeres forretningsidé. Måske sidder du i en situation, hvor du gerne vil lave en app, men ikke kender nogen, som kan programmere den. Her er det, du skal lytte godt efter: Jeg vil være den første til at erkende at dette ikke er den gyldne løsning, iværksætteriets såkaldte “holy grail”, men når Hivebeat kan ramme ved siden af efter at have deltaget i et 4 måneders langt acceleratorforløb i Silicon Valley, så bør du regne med at du også kommer til at bygge det forkerte en del gange inden du rammer plet. Det kan derfor sagtens betyde at du må opgive din første idé og gå mere lavpraktisk til værks med en anden og mere simpel forretningsidé. Succesfulde iværksættere formår at løse store problemer med simple løsninger og er de bedste til at gøre netop det de gør!

Dette blogindlæg har taget udgangspunkt i at kortlægge hvilke klodser du har adgang til, så næste skridt er at gå ud og finde et problem du kan løse med dem. Det vil være emnet for sidste artikel for i år, der kommer om i slutningen af november. Som altid kan du skrive til mig, hvis du har spørgsmål, feedback eller du har behov for et skub. Smid mig en mail på brian@atturde.dk og jeg vil gøre alt jeg kan for at besvare dit spørgsmål eller sende dig i den rigtige retning. 🙂

Gør administrationen til en fest!

Morten Holst Henriksen, Debtio ApsAdministration af ens virksomhed er ikke altid dét de fleste jubler højest over. Hvis du er én af dem, så får du her nogle gode tips til, hvordan det hele bliver lidt nemmere for dig.


Dette gæsteindlæg er skrevet af Morten Holst Henriksen fra Debito ApS.


Mange iværksættere, selvstændige og mindre erhvervsdrivende elsker deres arbejde og elsker at drive deres virksomhed. Hvad de færreste iværksættere derimod elsker, er administrationen af virksomheden; bogføring, regnskab, rykkerskrivelser eller inkasso for den sags skyld.

Hos Debito Inkasso hjælper vi hvert år tusindevis af iværksættere samt små- og mellemstore virksomheder med deres inkasso og ubetalte fakturaer. Vi har derfor et godt indblik i en lang række virksomheders processer og procedurer og kan se, at rigtig mange virksomheder kan gøre livet endnu lettere for iværksættere.

Dette blogindlæg giver dig 4 tips til ting du allerede kan gøre i dag for at gøre administrationen af din virksomhed til en fest. Heldigvis er det meget enkle ting, der kan gøre den store forskel.

Apps er ikke kun til sjov

Mange tror fejlagtigt at mobile apps kun er forbeholdt spil og andre private gøremål, men der findes efterhånden rigtig mange brugbare apps og online tjenester, der kan gøre livet lettere og mere produktivt for dig som selvstændig. Disse apps kan hjælpe dig med alt fra optimering af dine to-do-lister, timeregistrering, bogføring eller generelt bedre strukturering af din tid. En app de fleste iværksættere ville elske, men desværre de færreste kender til, er SKATs egen app, af samme navn, der kan hjælpe dig med at overholde dine frister for skat og momsafregning, men også hjælpe dig med at holde styr på dine bilag og bogføring. Appen er gratis og du er i gang på få minutter.

Udover de mange generelle apps, findes der ligeledes en række skræddersyede apps og online tjenester til specifikke brancher og virksomheder. Et eksempel herpå, er tjenesten Apacta der hjælper håndværkere med at holde styr på deres kvalitet, timeregistrering og bogføring.

Der findes utvivlsomt også en mobil- eller digital tjeneste der kan lette din arbejdsdag som iværksætter – Se efter det allerede nu i Google Play eller App Store.

Outsourcing af din hovedpine

Opgaver som især bogføring, økonomi og inkasso er områder som de fleste iværksættere får hovedpine af – men er ofte også områder der for få midler kan outsources til en ekstern partner, og det er ofte langt billigere end de fleste tror. Hos Debito har vi eksempelvis valgt at oursource alt bogføring. Det betyder at vi for under 3000 kr. om året ikke skal røre en finger med hensyn til bogføring. Ofte finder den eksterne bogholder også fradrag som vi selv havde overset – og på den måde tjener vi mange gange de 3000 kr. hjem igen.

Outsourcing er ofte langt billigere end du tror, og mange virksomheder kan ofte outsource hele eller dele af det administrative for et par tusinde kroner om året.

Hvilke opgaver giver dig hovedpine og kan de eventuelt outsources? Undersøg allerede dine muligheder i dag – det er ofte givet rigtig godt ud, og langt billigere at komme i gang end du lige går og tror.

Skab dine nogle faste rammer

Vælger du ikke at outsource de kedelige opgaver som bogføring og rykkerskrivelser, men ønsker at gøre det selv, så er der en fundamental ting du skal være opmærksom på, og som rigtig mange iværksættere ikke mestrer: at skabe faste rammer om administrationen.

Hos Debito oplever vi rigtig mange der er dårlig til at sætte faste rammer op for hvornår det administrative arbejde skal udføres: Skal det udføres hver dag, en gang om ugen eller en gang om måneden? I sidste ende afhænger det naturligvis af dig og din forretnings størrelse. Rådet herfra er dog at du mindst en gang om ugen dedikerer en hel dag til det administrative og praktiske, så som bogføring, fakturering osv.

Hvorfor er faste rammer så vigtige? Rigtig mange, især unge iværksættere, dedikerer ikke den fornødne tid til det administrative arbejde. De får derfor enten ikke arbejdet eller får det gjort alt for sent. Et eksempel kan være manglende styring af dine dårlige betalere. Formår du ikke at sætte faste rammer op for dig selv og din virksomhed for hvornår du følger op på dine debitorer, ja så bliver det enten ikke gjort eller også bliver det gjort alt for sent. Det kan have stor indflydelse eksempelvis i en eventuel inkassosag.

Send dine egne fakturaer

Outsourcing kan, som nævnt, give dig en enorm frihed, relativt billigt og ret effektivt. Har du ikke allerede i dag outsourcet din bogføring eller lignende, så bør du som iværksætter undersøge dine muligheder for det. Men når det er sagt, er der mindst én ting du aldrig må outsource: udsendelse af fakturaer. ”Hvorfor nu ikke det?” spørger du nok. Jo, det er ret simpelt. Ofte er udsendelse af faktura hverken særlig kompliceret eller tidkrævende for dig der har kontakten med kunden og ved hvad der er aftalt. Det kan dog ofte være svært for en ekstern bogholder der for eksempel ikke kender til antallet af timer, materialer eller hvilken aftale I har om den specifikke opgave.

Derudover giver det at udsende fakturaer også en konstant fornemmelse af hvor meget du omsætter for og dermed hvilken retning omsætningen bevæger sig i.

Hvis du alligevel vælger at outsource din fakturering, bør du bede din bogholder om løbende at afrapporterer din omsætning og udgifter.

De fire overstående punkter anbefaler jeg at du allerede i dag begynder at undersøge. Husk at der utvivlsomt vil være mange flere muligheder for dig specifikt eller din branche. Vigtigst af alt er dog, at du sørger for at gøre det administrative så let og smertefrit for dig selv og ikke lader dig begrænse eller hæmme af administrationen.

Pitcherific: Et lynkursus i pitching.

Har du styr på at pitche din idé til andre? Hvis ikke, så kan Pitcherific give dig en hånd med på vejen. I dette blogindlæg får du et lynkursus i pitching, som du eksempelvis kan bruge, hvis du skal pitche til Danish Entrepreneurship Award.


Gæsteindlægget er skrevet af Mikkel Guldbjerg Jensen og Pitcherific.


Okay, siden du er i iværksættermiljøet, så har du nok hørt ordet ‘pitch’ før, men ved du egentlig hvad det er, og hvorfor er det så vigtigt at kunne? Og måske vigtigst af alt – hvordan man laver dem, så de bliver (næsten) uimodståelige? Hvis ikke, så vil du have langt bedre styr på det, efter du har læst denne artikel. Vi skal nok give dig en hurtig gennemgang, så du er godt klædt på til f.eks. Danish Entrepreneurship Award.

Hvad er det der, pitch?

Allerførst: Hedder det et pitch eller en pitch? Faktisk begge dele. Dansk Sprognævn siger, at begge dele er korrekt, så du kan ikke gå galt i byen med pitch – det er da en god start!

Obama

Man skal kunne være overbevisende uden brug af slides – ligesom ham her.

En pitch er en form for mundtlig præsentation, der kan overbevise selv uden visuelle hjælpemidler som PowerPoint eller Prezi, selvom den dog sagtens kan blive forstærket af noget grafisk. Der findes mange former for pitches, der er gode i forskellige situationer – mere om det lige om lidt – men svaret på spørgsmålet om “hvad er en/et pitch?”, kan groft koges ned til “en mundtlig præsentation af en ide eller et koncept, hvis mål er at overbevise modtageren om forhåbentlig at gøre en bestemt handling”. Sådan cirka.

Du skal desuden kunne levere din pitch uden hjælpemidler, som et smartboard eller en projektor. Hvis du møder en potentiel investor eller kunde på en café, så har du netop ikke mulighed for at hive et helt slideshow op af lommen, vel?

Hvorfor er pitching overhovedet vigtigt?

Din pitch er et værktøj, der skal holdes skarpt, og hvis du ikke bruger det, bliver det sløvt og med tiden ubrugeligt. Derfor er det heldigt, at der hele tiden er muligheder for at pitche mennesker! Det er selvfølgelig ikke altid samme form og indhold, men tankerne bag kunne meget vel være de samme. På pitcherific.com har vi en række pitch skabeloner – og muligheden for at lave sine egne – og de illustrerer godt, hvor alsidigt et værktøj pitching er.

Hvis vi kigger ned i pitch-værktøjskassen, så har vi:

  • En-sætnings pitchen – Til fx netværksmøder (på engelsk ‘handshake pitch’).
  • Elevatortalen/elevatorpitchen – Generelt handy.
  • IMRaD – Til folk, der skal pitche videnskab.
  • Jobsøgerpitchen – Den er ikke såååå svær at gætte.
  • Startup Weekend – En af tre pitches specielt designet til konkurrencer.
  • Flere endnu…

Som du kan se, er der altså rigtig mange lejligheder til at pitche, men det at kunne pitche kan gavne alle mulige steder. Skal du f.eks. argumentere for en bestemt feriedestination over for kæresten? Pitch! Skal du overbevise din makker om valget af frokost? Pitch! Skal du fremlægge din version af fremtidens marketingstrategi for en kunde? Pitch!

Og hvorfor er pitching så vigtigt? Fordi det er en af de bedste måder at sikre sig, at man altid kan overbevise de mennesker, man kommer i kontakt med! Hvis det lykkes dig at holde din pitching-evne skarp, så vil du have væsentligt lettere ved at overbevise de rigtige folk, når du møder dem – uanset hvad du vil overbevise dem om. Er du med så langt? Klar til at lære et par tricks, der vil tage din pitch til næste niveau?

et-par-lyse-ideer

De 3 skridt til den gode pitch

Nu hvor du forhåbentligvis er 100 procent overbevist om, at pitching er en rigtig vigtig kompetence, så tænker du måske: “Fint! Men hvordan laver jeg så en god pitch?” Og det hjælper vi selvfølgelig gerne med!

Når du oplever nogen, der virkelig kan brænde igennem foran et publikum, så er det let at tro at det bare er noget de er “født til”. Virkeligheden er dog noget andet, og måske en anelse kedelig; de har nemlig forberedt sig hjemmefra før det for alvor gik løs. Og mange gange. Derfor er det bedste råd, vi vil give, at forberede dig igen og igen, hvis du vil virke overbevisende i enhver pitch-situation.

traening-er-noeglen

Det lyder måske kedeligt, men træning er nøglen til den gode pitch

Det fede ved forberedelse er, at alle kan gøre det. Det kræver ikke noget særligt, magisk “pitch-talent”, bare at du er en smule struktureret og tager dig lidt ekstra tid inden du skal præsentere. Og for at gøre det lidt nemmere for dig, så anbefaler vi, at du ihvertfald har tænkt over de følgende tre ting:

  • Hvem pitcher du faktisk til? Det er vigtigt at vide, hvem der lytter, når du fyrer din eminente pitch af. Det har betydning for, om du skal nørde med fagsproget, eller om du skal holde tingene mere overordnede. Det betyder noget for, hvad du skal fokusere på i din pitch, og det betyder noget for, hvordan du skal levere din pitch. Prøv at skrive ned og sæt ord på hvem dit publikum er, hvor tekniske de er, og diskutér det med andre, så du er sikker på at du kender dine modtagere i forvejen.
  • Hvad du vil have ud af pitchen? Du skal meget gerne være helt klar på, hvad du gerne vil have ud af din pitch. Hvis du gerne vil have en investering i din virksomhed, skal du jo ikke glemme at forklare, hvor mange penge du søger og hvorfor. Hvis du vil have et kundemøde, så skal du jo ikke glemme at spørge konkret efter tid og sted, når dit pitch er ovre. Alt for mange slutter bare af med en talestrøm uden at lede op til en god snak bagefter. Du behøver ikke være endnu en!
  • Har jeg øvet mig nok? Det her kan vi ikke sige nok – øv dig! Sig din pitch højt, og gør det gerne foran nogen, der kan fortælle, om din pitch er til at forstå. Ved at sige det højt, får du luget ud i de ord, der er svære at udtale, og når du forbereder dig ved rent faktisk at sige det (ved at øve din pitch højt i stedet for inde i hovedet), så bliver du heller ikke så nervøs, når det gælder. Mangler du en tommelfingerregel? Så øv din pitch mindst 10 gange. Det lyder måske af meget, men skal du pitche i 2 minutter, så er det reelt set kun 20 minutters effektiv træning, for at du kan føle dig mere sikker i din pitch. Det vil jeg da kalde en god investering.

Og husk, at iværksættere er søde og rare mennesker – vi vil hjertens gerne give og have feedback, når vi deler noget på Ungiværk eller på IværksætterNetværk, så gør dig selv den tjeneste at spørge efter feedback på din pitch.

Hvis du vil vide mere om pitching og have flere tips, kan du finde dem på vores blog, men nu har du fået et lynhurtigt grundkursus. Kom så ud og pitch!

Succes - just ahead

En “klodset” forretningsmodel


Gæsteindlægget er skrevet af Brian Johannsen fra At turde.


Denne måneds indlæg vil handle om forretningsmodeller, men inden vi når dertil, skal det handle om LEGO. Normalt beskriver jeg forretningsmodellen som den magiske maskine, der omdanner ideer til virksomheder, men denne gang vil jeg benytte mig af en anden metafor: LEGO-klodser.

Du har sikkert leget med LEGO da du var yngre, måske du ligefrem har ønsket dig et sæt i jule- eller fødselsdagsgave. Et LEGO-sæt består af nogle klodser og en vejledning til, hvordan man bygger den pågældende model med klodserne. Man bygger modellen ved at følge vejledningen og bruge de dertilhørende klodser. Når man snakker om forretningsmodeller, gælder det samme princip: Forretningsmodellen er vejledningen til, hvordan man bygger en virksomhed ud af sine klodser.

Ligesom en vejledning er ikke kan bruges uden LEGO-klodserne, så skal der også mere end en forretningsmodel til for at man kan bygge en virksomhed. En forretningsmodel består selvfølgelig ikke af LEGO-klodser, men hvad består den så af?

Forretningsmodellens ni typer byggeklodser

Business Model Canvas er et værktøj introduceret af Alexander Osterwalder og hans konsulentvirksomhed Strategyzer med det formål at gøre forretningsmodeller lettere at forstå. Værktøjet inddeler forretningsmodellen i ni grundlæggende typer af byggeklodser:

  • Value proposition (Value proposition)
  • Ressourcer (Key resources)
  • Aktiviteter (Key activities)
  • Partnere (Key partners)
  • Kundesegment (Customer segment)
  • Kundekanaler (Channels)
  • Kunderelation (Customer relationship)
  • Indtjeningsmodellen (Revenue structure)
  • Typen af omkostning (Cost structure)

De forskellige kategorier kan yderligere inddeles, ligesom forskellige typer LEGO-klodser kan findes i små variationer. Jeg vil ikke gå mere i dybden med forretningsmodellen her, men ønsker du en uddybning af ovenstående, kan du finde her. Du kan også investere i bogen Business Model Generation af Alexander Osterwalder.

LEGO-klodser

Skal du så bare følge en vejledning for at skabe en virksomhed?

Selvfølgelig kan du ikke bare følge en vejledning eller en fast forretningsmodel, for at skabe en virksomhed. Her er de to overordnede grunde til det:

  1. Du ved ikke, hvad du skal ende ud med at bygge. Når man bygger med LEGO har man en ret god idé om, hvad det er man bygger. Hvis man derimod taler om resultatet af en forretningsmodel, altså selve virksomheden, så vil dette være påvirket af hvad kunderne i sidste ende er villig til at betale for.
  2. Du har ikke adgang til alle klodserne, men kun et udpluk. LEGO-sættet er pakket fra fabrikken, så det indeholder præcis de klodser der skal til, for at følge vejledningen. Når du skal skabe en virksomhed, har du kun adgang til et begrænset udvalg af klodser, som du skal forsøge at bygge en virksomhed ud af.

Når du bygger med LEGO kigger du på vejledningen, finder klodserne og bygger den endelige model. I modsætning hertil handler iværksætteri om at kigge på dine klodser, forsøge at sammensætte dem til forskellige virksomheder, indtil du har fundet en sammensætning der skaber den værdi kunderne efterspørger.

Den skarpe læser vil stille spørgsmålet: Jamen hvis jeg mangler nogle klodser, kan jeg så ikke bare gå ud og købe dem? Jo, det kan man nemt. Udfordringen er bare at de fleste iværksættere ikke har pengene til at investere i nye ‘klodser’ til at bygge forretningsmodeller. Der er heller ikke nogen garanti for at kunden i sidste ende er interesseret i den model du bygger. Det kan derfor blive dyrt hele tiden at investere i nye byggeklodser.

Det handler om at øge antallet af dine klodser!

Når jeg bliver spurgt om, hvorfor iværksætteri tager 3-5 år (eller mere), er det altid svært at komme med en forklaring: Opskriften på succesfuldt iværksætteri findes ikke. Mit bedste svar er egentligt at det handler om at øge antallet af ens klodser. Det er her at iværksætteri bliver fantastisk, men også frustrerende på samme tid.

Det der adskiller LEGO fra traditionelle byggesæt, er at klodserne på tværs af de enkelte modeller tilsammen kan bruges til at bygge nye modeller – modeller der måske ikke findes i forvejen. Hvad betyder det i iværksætter-verdenen? Det betyder at relationer og andre ressourcer man har opbygget gennem et projekt kan bruges til fremtidige projekter. Jo flere projektet man har skabt, des flere ressourcer har man adgang til:

  • Det kan være at man har købt en computer i forbindelse med et projekt, som man efterfølgende kan bruge i andre projekter.
  • Det kan være at man har lært sig selv at kode for at lave en app og efterfølgende starter på at lave hjemmesider for andre.
  • Det kan være en partner, man har fået i forbindelse med et tidligere projekt, som kan være med til at starte et nyt projekt.

En med mange ‘klodser’ har mulighed for at bygge flere forskellige modeller, end en med få. Det lyder jo logisk!

Læsning og forberedelse

Hvad betyder det for dig?

Først og fremmest er målet med iværksætteri at bygge noget som andre er interesseret i. Den interesse jeg taler om, er ikke et positivt svar på et spørgeskema eller den ros du får, når du nævner konceptet over for potentielle kunder. Det er når kunderne investerer i produktet eller servicen, enten ved et køb eller ved at involvere sig med sin tid. Det er sjovt at bygge med LEGO, eller, som iværksættere kalder det, konceptudvikle, men målet er først nået, når andre synes det man har lavet er fedt. Så fedt, at de køber det! Det du kan bygge afhænger af to faktorer:

  1. Hvilke klodser du har adgang til.
  2. Hvordan du formår at sammensætte dine klodser til modeller.

Ovenstående emner vil jeg gå i dybden med i mine to kommende indlæg, der kommer henholdsvis sidst i oktober og sidst i november.

I mellemtiden vil jeg anbefale at du:

  1. Sætter dig grundigt ind i forretningsmodellen, der er essentiel til forståelsen af hvordan du bygger din fremtidige virksomhed.
  2. Bruger tid på at afdække hvilke ‘klodser’ du har adgang til.
  3. Eksperimenterer med hvordan du kan sætte disse klodser sammen til forskellige forretningsmodeller.

Uerfarne iværksættere begår typisk den fejl at fokusere mere på de klodser de ikke har adgang til, end hvad de kan bygge med de klodser de allerede har. Omvendt fokuserer succesfulde iværksættere på, hvad de har til rådighed, når de skal træffe beslutninger. Princippet bag dette kaldes ‘Bird in Hand Principle’ og beskrives i videoen herunder:

Har du nogle spørgsmål, har du feedback eller har du behov for et skub? Smid mig en mail på brian@atturde.dk og jeg vil gøre alt jeg kan for at besvare dit spørgsmål eller sende dig i den rigtige retning.

Iværksætter: Tid er din vigtigste ressource

Ifølge Brian Johannsen fra At turde er der to ting, som er vigtige at have med, når man gerne vil have succes som iværksætter. Læs med og find ud af hvorfor.


Dette gæsteindlæg er skrevet af Brian Johannsen fra At Turde.


Der er to faktorer, som er altafgørende for at få succes som iværksætter: Tid og tålmodighed. Tiden er vores vigtigste ressource, men du skal også have tålmodighed til at lade et projekt udvikle sig over tid. Jeg siger ikke, at du som iværksætter automatisk får succes, blot du dedikerer nok tid til et projekt. Du kan dog være helt sikker på, at selv de bedste projekter og idéer ikke bliver til noget, hvis du ikke dedikerer tid nok til dem.

Det er selvfølgelig nemt at komme med en påstand som ovenstående, men har det hold i virkeligheden?

I 2007 startede en ambitiøs ung iværksætter en virksomhed, der syv år senere, i 2014, blev solgt for et ukendt millionbeløb. De fleste læsere ved måske allerede, hvem jeg tænker på: Casper Blom (læs om handlen her). Der bliver ofte refereret til Casper Bloms historie, når der skal bruges et eksempel på en succesfuld ung iværksætter, men der er en del pointer, som ofte bliver glemt. Jeg vil forsøge at fremhæve to pointer, som du som (ung) iværksætter med fordel kan tage til dig:

  1. Billige Golfbolde nåede en årlig omsætning på 1,5 million kroner i 2013 seks år efter, at virksomheden startede. Flere iværksættere, jeg taler med, har vilde ambitioner om at nå selv samme omsætning inden for et år, eller måske endnu hurtigere. Jeg vil ikke komme med den påstand, at det ikke kan lade sig gøre, men inspireres man af Casper Blom og hans historie, bør man også søge inspiration i tålmodigheden bag opbygningen af hans virksomhed Billige Golfbolde.
  2. Indtjeningen fra Billige Golfbolde blev brugt til geninvesteringer i andre projekter, bl.a. virksomheden Dealfigther. Nogle af virksomhederne overhalede hurtigt omsætningen i Billige Golfbolde: I 2013, samme år som Billige Golfbolde omsatte for 1,5 million, omsatte Dealfighter for 1 million i februar alene. Hvor Billige Golfbolde har været en økonomisk succes, især i lyset af salget i 2014, så har det måske været endnu mere afgørende, at Casper geninvesterede overskuddet i mere indbringende projekter.

Tid er den vigtigste ressource, du har som iværksætter, og det er din tålmodighed til at investere tid i et projekt eller en idé, som giver dig en fordel i forhold til andre.

På det punkt kan iværksætteri sammenlignes med atleterne, der for nyligt indtog De Olympiske Lege i Rio. Der vil altid være en Usain Bolt, der får det til at se legende let ud, men for de fleste atleter handler det om at dedikere tid hver eneste dag og være tålmodig. De fleste har forsøgt sig med sportsgrene af den ene eller anden art, men det er kun de personer, der bliver ved og bruger meget tid, der til sidst står med medaljen om halsen.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt?

Det bedste råd, jeg kan komme med til enhver iværksætter, er, at man skal erkende, at iværksætteri tager tid, lang tid. Hvis vi tager udgangspunkt i Casper Bloms historie, skal man være villig til at investere seks år på at nå en omsætning på 1,5 million kroner eller i omegnen af 200.000-400.000 kroner i overskud. Seks år er den samme tid, som det vil tage elever, der netop er gået ud af folkeskolen, at få en videregående uddannelse, der garanterer en løn inden for de samme rammer.

Som ung iværksætter med masser af gåpåmod og “just fucking do it”-attitude, er mit råd sikkert det sidste, du har lyst til at høre. Sandheden er den, at jeg næppe tror, jeg selv ville lytte til det, hvis jeg havde hørt det for fem år siden. Om ikke andet, så prøv at stille dig selv følgende to spørgsmål, inden du går i gang med dit eget iværksætterprojekt:

  • Er jeg villig til at arbejde 20 timer om ugen de næste seks år med min idé for at nå en årlig omsætning på 1,5 million?
  • Hvad skal der til, for at jeg synes, det ville være sjovt?

Som iværksætter skal du arbejde med et problem du brænder for og sammen med nogle mennesker, du virkelig ønsker at hjælpe. Nu mangler du blot at tilsætte en masse tid og væbne dig med tålmodighed, og du vil have “opskriften” på en iværksætter succes.

Brian Johannsen

Brian Johannsen

 

Hvor mine kommende indlæg her på bloggen vil være af mere praktisk karakter, har det været vigtigt for mig at understrege ovenstående, da jeg oplever det som den første og største udfordring for unge iværksættere.

Hvis du skulle have kommentarer, spørgsmål eller forslag til emner, er du altid velkommen til at sende en mail på brian@atturde.dk.

Held og lykke med dine iværksætterprojekter til vi ‘ses’ igen 🙂

Gæsteblogger: Christian Vintergaard

Denne uges gæsteblogger er Christian Vintergaard, der er adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab. Det oprindelige blogindlæg kan du læse på Fonden For Entreprenørskabs egen blog – FFE-blog.
Vi håber, du bliver lige så inspireret, som vi blev, og deler blogindlægget, så flere kan blive inspireret.

 

Christian Vintergaard adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab

Christian Vintergaard adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab

10 iværksætterideer med en vanskelig fremtid

Af Christian Vintergaard, adm. direktør, Fonden for Entreprenørskab

Hvert år ser og evaluerer jeg mere end 500 forretningsideer fra tidlig-stadie iværksættere. De fleste af dem, jeg møder, er førstegangsiværksættere – altså nogen med begrænset erfaring – og iværksætterideerne kommer ofte fra elever eller studerende, som atypisk for deres årgang har valgt at kaste sig over livet som iværksætter. Jeg ser flest ideer fra danske unge, men via mit internationale netværk, bliver jeg også i rigt mål eksponeret for ideer, hvis oprindelse kommer uden for Danmark.

Der er rigtige mange gode ideer blandt alle disse. Men jeg ser også mange ideer, som jeg personligt ikke spår en fremtid. Og denne dom deler jeg som ofte med andre evaluatorer.

I dette oplæg vil jeg forsøge at samle nogle af de erfaringer, jeg over tid har gjort mig om de forskellige iværksætteridétyper, som jeg spår en vanskelig fremtid. Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at kunne udpege ideer, hvor potentialet er småt fra start?

At arbejde med iværksætteri – at skabe sin egen virksomhed – er noget, som kræver uhyre meget tid (og ofte også penge). Derfor er det også væsentligt ikke at bruge for lang tid på de dårlige ideer, men hurtigt sortere ud, så man kaster sin tid og energi på de gode ideer.

Erfaringen siger mig, at den dygtige iværksætter skal være som en agil amerikansk quaterback: man skal være hurtig og kunne skifte retning, have overblik og muligheder, kunne se truslerne, og ikke mindst være en teamplayer. Erfarne iværksættere ved, at man skal kunne skifte retning for idéen, når den viser sig at ende i en blindgyde. Der er ikke tale om fejl, men om eksperimenter som nogle gange lykkes og andre gange må afbrydes.

Det er naturligvis svært at gøre sig til dommer over, hvad der er en god eller en dårlig idé, og dette indlæg er på ingen måde en vurdering af den enkelte iværksætters idé. Men gennem de seneste 10 år har jeg set virkelig mange ideer, og jeg har også været i den privilegerede situation, at jeg har kunnet følge mange af ideernes udvikling over længere tid. Derfor håber jeg, at unge med iværksætterambitioner – fremtidens iværksættere – kan se det værdifulde i at få et indblik i, hvad evaluatorer tror på, og hvad de ikke tror på.

 

post it og hånd banner til ppt
10 svære iværksætterideer
Her følger et overblik over den type af iværksætterideer, som jeg personligt mener, man skal prøve at undgå.

1) Teknologier, som leder efter et behov
En af de store grupper af udfordrede iværksætterideer er de ideer, hvor teknologien er så dominerende, at iværksætteren (eller opfinderen) helt glemmer, at der skal være en kunde som kan efterspørge denne. Vi ser ofte, at denne type af ideer kommer fra miljøer med en stærk naturvidenskabelig forankring. For eksempel ser vi lige nu rigtig mange iværksættere, som finder fascination i GPS-, geolokaliserings- eller becon-teknologier. Her bliver den forretningsmæssige del af virksomheden nærmest ”klistret på”. Man har nærmest fornemmelsen af, at opfinderen først har fundet eller udviklet teknologien og dernæst spurgt sig: ”mon ikke jeg kan lave en virksomhed med dette som udgangspunkt?”

 

2) Deleøkonomiens eufori
Deleøkonomi er ”hot” lige nu. Med stærke iværksættereksempler som fx GoMore og Airbnb og god iværksætterkarma, så opstår der lige nu rigtig mange ideer med deleøkonomi som centralt element. I markedet er der også gode eksempler på, at man kan kombinere det at tjene penge med den gode sociale og miljømæssige målsætning. Personligt kan jeg rigtig godt lide denne type af ideer, men der er for mig at se også en grænse for, hvad man kan dele, samtidig med at man får en forretning ud af det.

De ideer, som jeg spår en svær fremtid, er dér, hvor engangsprisen på den ting (eller ydelse), man søger at bytte, er så lav, at transaktionsomkostningen nærmer sig prisen af selve produktet. Således har jeg set et hav af ideer, hvor iværksætteren har forsøgt at bygge deleøkonomivirksomheder på lavprisprodukter.

 

3) Uopdagede talentfulde unge
Dem, som følger mig på de sociale medier, ved, at jeg er dybt betaget af elever og studerendes kreative og innovative formåen. Ungdommen i dag besidder egenskaber, som ældre generationer ikke har. Når det er sagt, så ser jeg i rigt mål iværksætterideer, som er lavet over skabelonen ”at skabe links mellem uopdagede unge talenter og en omverden, som ikke kan finde dem”. Udfordringerne med disse ideer er flere: dels findes der i dag allerede et hav af matchmaking- og rekrutteringsydelser, og dels antages det, at de unges værdi langt overstiger den, som markedet kan vurdere. Begge antagelser viser sig ofte ikke at kunne dokumenteres i tilstrækkeligt omfang.

 

4) Det hjælpeløse erhvervsliv
En særlig type ideer er dem, som bygger på den antagelse, at etablerede virksomheder og organisationer har kæmpestore problemer, som bedst kan løses af unge uopdagede talenter. De ideer, som kombinerer de ovenstående kategorier: altså der hvor virksomheder gøres hjælpeløse, og hvor unge gøres til sagliggørende problemknusere, er de mest udfordrede. Desværre virker det til, at virksomhedernes udfordringer bliver for tænkte: altså deres udfordringer gøres større, end de måske reelt er. Ligeledes gøres de unges talenter uforholdsmæssigt værdifulde i forhold andre personlige ressourcer.

 

5) Sociale connection apps
Jeg ser rigtig mange apps, som forsøger at ”connecte” folk. Og heldigvis ser jeg også, at flere af dem over tid får mange brugere. Problemet for mange af disse ideer er, at det mere er fascinationen af og værdien i at kunne connecte, der alene udgør omdrejningspunktet. En særlig kategori er de ideer, som tager udgangspunkt i afarter af ”find my friends”. Altså hvor ens venner kan se, hvor man er, hvad man laver etc., og man således kan mødes. Eller de ideer, hvor folk med fælles fritidsinteresser kan finde hinanden. Til dato har jeg desværre ikke set ret mange af denne type apps, der danner grundlaget for at tjene penge.

 

6) Iværksættere, der sælger til andre iværksættere
En særlig kategori er de iværksætterideer, som på forskellig vis forsøger at skabe en virksomhed ud af at sælge ydelser eller produkter til andre (unge) iværksættere. Ofte kommer ideerne fra de unges egne frustrationer som tidlig-stadie iværksættere og konverteres så til en idé. Udfordringen her er, at de unge iværksættere sjældent har midler til at betale for denne type ydelser – eller at behovet ikke er brændende som antaget. Her ses igen en del social connection apps og værktøjer til forretningsudvikling. Begge ydelser som allerede findes i hobetal.

 

7) Kommercielle ideer uden teknisk kompetence
Startups er ingenting uden et team til at eksekvere idéen. Den første kategori i listen her var ideer, hvor en teknologi søgte et behov. Dette er ofte teams, som har store tekniske kompetencer. Men jeg ser også det modsatte – et team, der gerne vil bygge en startup forankret i en teknologi, men hvor ingen i teamet har de fornødne tekniske færdigheder. Det kan fx være ønsket om at bygge en app- eller webplatform, men ingen i teamet har de fornødne færdigheder til bare at bygge en basal udgave, for slet ikke at tale om at skabe en reel teknologisk udvikling. Prøv i stedet at udvikle virksomheder, der matcher teamets kompetencer, eller også må teamet suppleres.

 

8) Sociale iværksættere, som har svært ved at finde den rette forretningsmodel
Jeg holder personligt meget af, når forretningsideer også er til gavn for samfundet. Det kan være ønsket om at håndtere sygdomme, mindske forurening, skåne miljøet eller på anden vis bidrage positivt til kloden og de som bor på den. Jeg ser desværre også mange ideer, hvor det sociale anliggende kommer til at stå alene. Man glemmer, hvordan forretningsmodellen kan hænge sammen med det sociale anliggende, uden at det skal bygges på, at enten stat eller kommune skal yde et økonomisk bidrag.

 

9) Ét-produkt-designeren
I Danmark har vi en lang tradition for at lave fantastiske designs. Dansk erhvervshistorie er fyldt med kreative håndværkere og designere, som har skabt produkter og virksomheder, der både har skabt glæde for dem, som anvender dem, og for de, som tjener penge på det. Jeg er selv i den privilegerede situation, at jeg møder unge designere, som kan kreere verdensklasseproduktioner. Der er mange gode, men jeg oplever desværre også en del, som regner med at kunne bygge en virksomhed omkring ét produkt/design. Jeg plejer at kalde dem one-product-companies. Desværre bliver mange af disse ikke til ret meget, da grundlaget i det ene produkt/design ofte er for lidt til, at man kan leve af det. Derfor er det ofte et ”must”, at virksomheden har en ”kollektion” af produkter.

 

10) Virksomheder, som vil sælge til skoler
I disse år ser vi i stigende grad, at studerende fra både lærer- og pædagoguddannelserne skaber forretningsideer. Det er jo en fantastisk udvikling, at de unge kan se flere muligheder med udgangspunkt i de ellers traditionelt professionsbundne uddannelser. Netop herfra opstår der ofte ideer inden for undervisningsmaterialeområdet eller træning af læring i det hele taget. De ideer, som er særligt udfordret, er de, som tænker skolerne som kunder eller aftagere. Problemet er dels, at skolerne sjældent har midlerne til at købe deres materialer, og dels at det danske marked bare er uendeligt lille. Problemet ligger ofte i manglende analyse af markedets købekraft og manglende udsyn til resten af verden.

Der findes givetvis mange andre kategorier, men det her er dem, jeg oftest møder, og der hvor udfordringerne er størst. Jeg ved ikke, om opgørelsen kan bruges som en checkliste, men jeg håber, at den alligevel kan anvendes som en rettesnor, så de energiske og talentfulde unge iværksættere bruger mere tid på de gode ideer og mindre på de ideer, som på forhånd er spået en svær fremtid.

 

Fonden-56-953x536

 

Gæsteblogger: Jeff Beekhuis

Kan man virkelig få gratis eksponering via sociale medier til sin virksomhed eller til personlig branding?

I dette blogindlæg vil jeg prøve at give dig 5 værktøjer til, hvordan du gratis kan markedsføre din virksomhed gennem de sociale medier. Jeg ejer selv siden Socialemedier.dk, hvor vi netop gennem gratis promovering af virksomheden har brugt de sociale medier til at skabe et navn for os selv. Vi har ikke brugt penge på annoncering eller dyre SEO-eksperter, men har lagt en strategi om, at vi skal skabe omtalen via godt indhold, der kan deles på de sociale medier og findes i søgemaskinerne.

Lad os så komme til de 5 gode råd:

1. Twitter er en lavine af gratis eksponering

Twitter er klart det bedste medie til hurtigt at få gratis markedsføring af din virksomhed. Der er ved at være god aktivitet på Twitter i Danmark, hvilket betyder, at du hurtigt kan ramme brugere i specifikke segmenter her.

Twitter er et åbent medie, hvilket er noget, der for alvor kan gøres brug af. Dette betyder, at alle Tweets er offentlige og ligeledes er alle profiler. Du har derfor god mulighed for at følge med i, hvem der skriver om hvad, og hvem, der interesserer sig for det samme som din målgruppe. Ved at bruge relevante hashtags har du mulighed for at komme i kontakt med en stor brugerflade uden at tage en øre op af lommen.

Sammenlignet med f.eks. Facebook, hvor det kræver en stor fanbase, så kan du på Twitter komme ud til relevante personer ved brug af de rigtige hashtags.

2. Co-branding (stjæl lidt stjernestøv)

Sørg for at lave samarbejder med personer, blogs eller andre virksomheder. Her kan du gøre brug af deres netværk til at få gratis eksponering. Dette kunne f.eks. være ved at skrive gæsteindlæg eller få dem til at være gæsteblogger hos dig og din virksomhed. Den vej igennem kan du co-brande dig til nogle større fanbaser.

Du “stjæler” lidt af deres stjernestøv og får spredt dit navn eller din virksomheds. Samtidig skaber du også værdi for din samarbejdspartner, da de får gratis indhold til deres egen hjemmeside eller sociale medier.

3. Facebook-konkurrencer

Ja, det er godt nok ved at være mange år siden, at Facebook-konkurrencer for alvor kunne skaffe meget gratis eksponering på de sociale medier. Men, hvis du gør det på den rigtige måde, så kan du stadig skaffe god eksponering.

Hvis du ikke har en eneste krone i dit marketingbudget, så er der stadig muligheder for at komme ud til folk via konkurrencer. Du kan f.eks. udlodde dine egne ydelser, en samarbejdspartners eller noget helt tredje.

Hos Socialemedier.dk har vi ofte haft konkurrencer, hvor man kunne vinde bøger om sociale medier. Her har vi taget kontakt til forfattere af netop disse bøger for at høre, om de vil sponsorere et par bøger til en konkurrence imod gratis eksponering af dem selv og deres bog. Dette giver ofte pote.

4. Find nichen på dit sociale medie

Vores generelle råd, som vi altid ender med at forklare deltagerne på vores kurser i sociale medier er:

“Find det sociale medie, hvor du har noget at bidrage med. Find din niche!”

Det er noget af det vigtigste i forhold til at få gratis eksponering på de sociale medier, og generelt ved brugen af sociale medier. Hvis du ikke har noget godt at bidrage med på det bestemte medie, så gider folk ikke følge med.

Sørg derfor for at definere, hvad du kan bidrage med på de forskellige sociale medier og gør det så.

5. Lav delbart indhold, der giver værdi for læseren

Det sidste punkt er måske lidt kliché. Men det holder nu stadig. Sørg for at lave indhold, som folk har lyst til at dele. Giv modtageren værdi, så de automatisk får lyst til at dele indholdet i deres netværk. Giv ligeledes muligheden for, at folk let kan dele dit indhold via de sociale medier.